Rum 7B: Trappetårnet
Trappetårnet opførtes i 1633 i anledning af “den udvalgte” prins Christians forestående bryllup. I første omgang etableredes dog kun en vindeltrappe mellem første og anden etage, mens man fik adgang til førstesalen via en udvendig trappe på hver side af det nye tårn. Det nederste af trappetårnet blev indrettet som sølvkammer. Dette gav mening, fordi stueetagen anvendtes til beboelse, mens de øvre etager var indrettet til repræsentative formål.
Vindeltrappen blev forlænget i 1758, så den nu strakte sig ned til stueetagen, og ved samme lejlighed blev den ydre trappe revet ned.
I trappetårnet ses to serier af rytterbilleder fra 1691-1693 samt et udvalg af Maria Sibylla Merians berømte blomstermalerier.