Rum 18: Frederik 7.s Værelse
Dette rum, som hovedsagelig rummer genstande med forbindelse til Frederik 7.s liv og regering, blev indrettet kun 5 år efter kongens død i 1863. At museet på Rosenborg Slot i 1800-tallet således blev ført frem til nutiden, vakte international opmærksomhed.
Sammen med Christian 8.s værelse fik dette rum sin form ved Frederik 4.s ombygning af 1. etage i begyndelsen af 1700-tallet. Dele af loftet i begge rum stammer fra Christian 4.s tid. Fløjlstapeterne blev indkøbt i Venezia i 1728 til Københavns Slot; de blev opsat på Rosenborg i 1750’erne.
Møbler, billeder og de øvrige udstillede genstande fortæller først og fremmest om tiden mellem de to slesvigske krige (1848-1851 og 1864), men en del er minder fra tiden før Frederik blev konge. Stilhistorisk vidner de om tendensen til at efterligne forskellige ældre stilarter.