Rum 14: Frederik 5.s Kabinet
Dette rum er det første i den afdeling, som blev beboet af Frederik 4.s bror prins Carl. Sammen med Christian 7.s Sal og Frederik 6.s Stue blev det indrettet af Johannes Wiedewelt i 1782-1784. Væggene er beklædt med gobeliner fra Charles le Vignes fabrik i Berlin. Gobelinerne, hvis motiver er havescener, er fremstillet ca. 1750.
Sofaen og de to armstole stammer formentlig fra Fredensborg Slot, mens kommoden, der er belagt med palisanderfinér, muligvis er udført på C.F. Lehmanns værksted. Lysekronen af rav er udført af Lorenz Spengler efter tegning af Marcus Tuscher. Hovedparten af porcelænet stammer fra Christiansborg Slot, hvor det blev reddet ved branden i 1794.
De fleste udstillede genstande i rummet er fra anden halvdel af 1700-tallet, og de knytter sig først og fremmest til Frederik 5. og hans dronninger Louise og Juliane Marie, samt til deres børn Christian 7. og arveprins Frederik.