Kælder

Rum C: Elfenben og rav

I det nordligste kælderrum udstilles hen ved halvdelen af Rosenborgs omkring 700 genstande af elfenben og rav. I tid spænder genstandene fra 1585-1850. Enkelte er gaver fra udenlandske fyrster til gengæld for hvide jagtfalke fra Island eller heste fra Danmark. Nogle er købt i Nürnberg og Augsburg, de sydtyske metropoler for luksusvarer. Andre er krigsbytte fra Gottorp Slot, hertugerne af Slesvig-Holstens residens, der blev tømt i 1713.

Hovedparten er imidlertid udført i 1700 tallet, hvilket er unikt blandt europæiske fyrstesamlinger. Fra Frederik 2. til Frederik 5. beskæftigede alle dansk-norske konger drejere og skærere, hvoraf flere tilhørte den internationale elite.

Som en særlig opgave underviste flere af disse hofkunstnere tillige de kongelige i drejekunsten, man mente, at arbejdet ved drejebænken fremmede elevens interesse for matematik og mekanik, og videre lærte man tålmodighed og planlægning – prisværdige egenskaber for en kommende regent. I Danmark kulminerede denne udvikling omkring 1750.

Rav blev under katolsk tid ofte forarbejdet til religiøst brug, f.eks. pater noster kranse. Efter reformationen fulgte verdslige formål som skrin, bordtøj og lysekroner til fyrsternes kunstkamre. Omkring 1720 blev rav fortrængt af det nye europæiske porcelæn, der blev den sidste mode ved de fleste hoffer. Dog ikke i København, her bevarede “Nordens guld” sin status.

 Næste værelse ->

Genstande i dette rum
2701 – 2706
Seks drejede pokaler, antagelig udført i Nürnberg:
2701. Passig-, kurve- og ruderdrejet lågpokal med løse ringe om bægeret. Om stilken en spiralsnoet slange, hvorover udskårene spanger og rosetter. På låget gennembrudt galleri og kontrafej-kugle med portrætter af Kristus og Maria. Herover to stachel-kugler med pigge, en krone og en spiral med en kugle af metal. Delvist grøntbejdset. 1600-1650?
2702. Beslægtet pokal af varieret opbygning. I lågets øverste spiral tre kugler af metal. 1600-1650?
2703. Beslægtet pokal. I kontrafej-kuglen farvelagte stik af Kristus og Maria. Tredobbelt stachel-kugle og, øverst, en mangesidet stjerne, drejet af ét stykke. Delvist grøntbejdset og forgyldt. O. 1650?
2704. Ruder- og passigdrejet pokal. Stilk og lågspids formet som en vindeltrappe. I kontrafej-kuglen en lysekrone. O. 1650?
2705. Sekstenpassig, diagonalriflet pokal med roser og tredobbelt stachelkugle. 1650-70?
2706. Sekstenpassig pokal med roser. 1650-70?
2707 – 2719
2707. Lågkrus af elfenben, i låget Christian 4.s monogram. Har tilhørt hans og Kirsten Munks datter, Hedevig, g.m. Ebbe Ulfeldt. Ifølge familietraditionen drejet af Christian 4., men snarest udført af en Ulfeldt o. 1650.
2708. Oval- og passigdrejet lågpokal med knop af rav. Drejet i 1618 af ærkehertug Leopold af Østrig (1586-1632), hvis farvelagte våbenskjold, signatur og datering kan skimtes på lågets inderside.
2709. Strudsæg udskåret med religiøse scener, dydefigurer og jagtmotiver. Indfattet med fod og låg af elfenben, der synes en opvisning i drejerkunstens teknikker. Nürnberg, o. 1650?
2710. Passigdrejet lågpokal. Om bægeret løse ringe, på låget en kontrafej-kugle. Fodens lave balusterstilk og lågets spiral er formentlig senere reparationer af Lorenz Spengler. Nürnberg 1600-50?
2711. Ottepassig lågpokal. Den elegant svungne vegetabile form kendes fra sølvsmedenes såkaldte akelejepokaler. Nürnberg 1630-75?
2712. Ottepassig bukkelpokal. De bølgede, konvekst-konkave former på fod, knop og bæger står i raffineret kontrast til de spinkle ornamenter på stilk og låg. Sachsen eller Nürnberg 1620-1650?
2713. Mangepassig pokal med kurvefletning og højt, svunget bæger. Nürnberg o. 1650?
2714. Passigdrejet pokal af bølgede konvekst-konkave former. Beslægtet med nr. 2712.
2715. Passig- og kurvedrejet pokal på gennembrudt stilk. Nürnberg 1630-75?
2716. Polygon med pigge og blade, signeret IE for Johann Eisenberg, Sachsen.
2717. Polygon med pigge på fodstykke.
2718. Stok, drejet i forskellige teknikker. Gave til Christian 4. i 1641 fra hertug Wilhelm af Sachsen-Weimar (1598-1662), der har signeret grebet. Hertugen beskæftigede nogle af tidens bedste kunstdrejere, Marcus Heiden og hans elev, Johann Eisenberg.
2719. Pisk af læder med drejet greb, hvori lugtedåse og fløjte. Har tilhørt Christian 5.
2720 – 2727
2721. Sølvtallerkener med ravbund, udført 1585 i Kaliningrad af Andreas Knieffel til markgrevinde Sophia af Brandenburg, f. prinsesse af Braunschweig og Lüneburg, Frederik 2.s kusine. Ravarbejdet af Stenzel Snitt? Indflyttergave til Frederik 2. på Kronborg Slot? Samhørende med nr. 5032.
2722. Marsyas og Apollon. Marsyas udfordrede Apollon til en dyst om, hvem der spillede bedst. Til straf flåede Apollon ham levende og gav Kong Midas, der havde stemt på Marsyas, æselører. Relieffet, der viser antikkens syn på forskellen mellem guder og mennesker, er signeret H O og H V (Hans Ochs i Husum) 1624. Indsat øverst, som var det en altertavle, det holsten-gottorpske våben. Krigsbytte fra Gottorp Slot 1713.
2723 Lågbæger med Bacchus og hans følgesvend, den drukne silén, der støttes af bl.a. en person og en satyr. Motivet, der skyldes Peter Paul Rubens, skal advare mod drukkenskab og blev populært på bægre og krus fra Augsburg i 1630’rne. Elfenbensskæreren kendes ikke. Monteringen er udført af guldsmeden Daniel Lang (I) 1635.
Fire statuetter, udført efter broncer af Giovanni da Bologna:
2724. Venus, der tørrer sig efter badet. Udført af Francois Duquesnoy i 1620’rne?
2725. Venus og Amor.
2726. – 2727. Venus og Apollon. Tilskrevet Francois Duquesnoy i 1620’rne. Soklerne udført af L.-A. Le Clerc 1751.
2728 – 2733
2728. Kristus ved marterpælen. Nederlandene, o. 1670?
2729. Krucifiks. Nordtyskland, o. 1670?
2730. Krus af rav, udskåret med dyderne og bacchant-scener. Tysk indskrift. Kaliningrad-arbejde o. 1650?
I fritstående montre:
2732. Fregatten Norske Løve. Model, i forholdet 1:60, af elfenben og sølv, udskåret 1651-54 af Jacob Jensen Nordmand til Frederik 3. På agterspejlet mangler kongens våben og den ene lanterne.
På murpille:
2733. Portræt af Jacob Jensen Nordmand (1614-95), på træ, signeret: Wolfgang Heimbach 1654.
2736 – 2741
Modeller af galejer og både, udskåret af Jacob Jensen Nordmand:
2736. – 2737. To galejer. Udført efter tegning af Cort Adeler, der havde kæmpet for Venezia mod tyrkerne, før han blev dansk admiral 1662.
2738. En speeljacht, en nederlandsk bådtype.
2739. – 2740. To en-mastede sejlbåde.
2741. Sejlbåd af narhvaltand med et anker af guld. I stævnen et stykke jern, således at båden kunne styres med en magnet. Narhvaltand havde ry som modgift, og båden har antagelig været beregnet til at rense forgiftet vin med.
2742 – 2749
2742. Flakon af narhvaltand med Frederik 3.s navnetræk og morhoved med øreperler. Signeret: I(acob) I(ensen) (Nordmand) (16)51.
2743. Drikkehorn af elfenben med montering af forgyldt sølv. Dekoreret med havdyr i kamp. På låget en nereide, stilken udgøres af Neptun og Amphitrite. Sydtyskland, o. 1670.
2744. Hertug Christian Albrecht af Holsten-Gottorp. Buste, skåret af Joachim Henne o. 1667.
2745. Hertug Friedrich III og hertuginde Marie Elisabeth af Holsten-Gottorp. Buster, skåret af Joachim Henne 1663-67.
2746. Drikkehorn, indfattet i forgyldt sølv. På elefantens dækken Frederik 3.s monogram. Udført af Bendix Grodtschilling (I) o. 1670?
2747. Opsats af forgyldt sølv, båret af tre satyrer og smykket af putti. Øverst Amor, på foden de fire elementer. Figurerne tilskrives Joachim Henne, monteringen Lambrecht-familien i Hamburg 1663-1667. Pendant til nr. 2784. Del af et sæt på seks (nr. 2747, 2750, 2752, 2762, 2782 og 2784), formentlig udført til fyrstbiskop August Friedrich af Lübeck.
2748. Pokal med kronet CA for hertug Christian Albrecht af Holsten-Gottorp. Drejet af Caspar Zick den Ældre i Nürnberg 1685?
2749. Lågpokal af rav og elfenben, båret af tre putti. Som lågfigur en kronet og delvist bemalet svane. Udført af Lorenz Spengler 1749 med genbrug af ældre dele. Pendant til nr. 2781.
2750 – 2752
2750. Opsats af forgyldt sølv, båret af Mars og Venus. Øverst to putti, en pige og en dreng, der bekranser hinanden. På foden legende putti. Pendant til nr. 2782. Samhørende med nr. 2747.
2751. Passigdrejet bæger. På låget Bacchus omgivet af Olympens guder: Merkur, Paris og Venus, Amor, Juno og Athene. Tilskrives Joachim Henne. Indvendigt bæger af forgyldt sølv, stemplet for Hieronimus Sværdfeger, København 1667.
2752. Opsats af forgyldt sølv. I skålen relief af Salomons dom, udført efter maleri af Peter Paul Rubens. Som skaft Hercules i kamp med Antæus og misundelsen. På foden legende børn. Pendant til nr. 2762. Samhørende med nr. 2747.
2753 – 2761
Ni relieffer, udført af Joachim Henne, især med motiver fra Ovids Metamorfoser:
2753. Venus forsøger at holde Adonis tilbage fra jagten på det vildsvin, der forvoldte hans død.
2754. Jægeren Aktæon overrasker uforvarende Diana, jagtens kyske gudinde, og hendes nymfer, mens de bader. Til straf forvandlede Diana ham til en hjort.
2755. Venus og Amor på besøg i Vulcans smedje.
2756. Gudernes gæstebud.
2757. Venus med Amor, forfulgt af bier.
2758. De tre gratier.
2759. Venus og Mars. I forgrunden holder tre badende nymfer en perlekæde, en muslingeskal og et stykke koral op mod det elskende par.
2760. Callisto afklædes. Hun var nymfe hos jagtens gudinde, den kyske Diana, men blev besvangret af Jupiter. Til straf jog Diana hende bort. Callisto fødte Jupiter en søn, hvorefter Hera, Jupiters skinsyge hustru, forvandlede hende til en bjørn.
2761. De tre gratier.
2762 – 2768
2762. Opsats af forgyldt sølv. I skålen relief af dronningen af Sabas besøg hos kong Salomon. Som skaft Hercules i kamp med hydraen. På foden legende børn. Pendant til nr. 2752. Samhørende med nr. 2747.
Seks statuetter og buster af Joachim Henne:
2763. Mars drager i krig, mens Venus søger at holde ham tilbage med Amors hjælp.
2764. Mercur, Jupiters sendebud
2765. Leda, der besvangres af Zeus i skikkelse af en svane. Foden i træ, prydet med sølvornamenter, kuglefødder af koral.
2766. Frederik 3., 1667.
2767. Christian 5. som kronprins, 1667.
2768. Dronning Charlotte Amalie, 1667.
2770 – 2779
2771. Hjerteformet dåse, udskåret med en rebus af dyder, Frederik 3.s monogram og indskrifter: Gud skal indgyde kongens hjerte retfærdighed og mod. Dateret 1667.
2772. Dåse med passigdrejede ornamenter i sort. Ifølge traditionen drejet af Frederik 3.
2773. Dåse med fallos, 1660’erne?
2774. Dåse med portræt af dronning Charlotte Amalie og landskab med kro, hvorover flag med Christian 5.s monogram. Drejet af Andoin Schæff o. 1680?
2775. Dåse med drejede ornamenter i sort. Udført af kronprins Frederik (4.) som 11-årig i 1682.
2776. Dåse, hvori små dåser. Drejet af kronprins Frederik (4.) og foræret Christian 5. til nytår 1691.
2777. Dåse med voksrelief af pave Innocens XI (1611-89). Udført af Ulrik Christian Gyldenløve, søn af Christian 5. og hans officielle elskerinde, Sophie Amalie Moth, i 1692.
2780 – 2789
2781. Pokal af elfenben og rav. Pendant til nr. 2749.
2782. Opsats af forgyldt sølv, båret af Daphne og Apollon. Pendant til nr. 2750. Samhørende med nr. 2747.
2783. Elfenbenspokal med en triumferende kejser, antagelig Leopold I efter sejren over tyrkerne ved Wien 1683.
2784. Opsats af forgyldt sølv, båret af tre fauninder. Øverst en putto med en krone i hænderne. Pendant til nr. 2747.
2785. Lågpokal med halvmåne og tyrkerhoved på foden. Zick-værkstedet i Nürnberg o. 1680?
2786. Drikkehorn af elfenben, indfattet i forgyldt sølv med graverede blomster. Foden bæres af tre elefanter. Pendant til nr. 2746.
2787. Drikkehorn af rhinoceros (næsehorn) med to Bacchus-figurer af elfenben. På bægeret en jagtscene. Sydtyskland o. 1700.
2788. Drejet pokal med udskåret landskab. Udført af Gottfried Wolffram o. 1690?
2789. Dåse med udskåret landskab. På låget Jomfru Maria med Jesus. Udført af Gottfried Wolffram o. 1690?
2801 – 2813
Genstande skåret af Magnus Berg:
2801. Kristi nedtagelse af korset, signeret 1711.
2802. Barnemordet i Bethlehem.
2803. Matthæus.
2804. Markus.
2805. Lukas.
2806. Johannes.
2807. Frederik 4.s Apoteose, udført 1728-30.
2808. Johannes døber Kristus.
2809. Moses oprejser kobberslangen i ørkenen, signeret 1719.
2810. Peter.
2811. Judas.
2812. Læsende eremit med dødningehoved.
2813. Læsende eremit.
2814 – 2823
Såkaldte “kombinationsfigurer” af elfenben og eksotiske træsorter, formentlig udført af Simon Troger, der grundlagde et værksted i Haidhausen nær München o. 1732:
2814. Tiggere, købt 1733.
2815. Rytterstatuette af Frederik 4., købt 1733.
2816. Tiggere, købt 1735.
2817. To janitscharer, indfattet i forgyldt metal med rosensten, granater og kameer. Formentlig købt i Dresden af Frederik 4. som gave til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig.
2818. Frederik 4. til hest. Relief i krans af rav, signeret: I(acob) D(obbermann), o. 1710?
2819. Visdommens gudinde med Frederik 4.s portræt og uglen ved sin fod. Jacob Dobbermann, Kassel før 1718?
2822. “Vandet”, pragtvase af elfenben, bronce og sølv. Magnus Bergs største arbejde, udført 1708-23, men først samlet efter hans død.
2823. Magnus Berg som ældre. Portræt af ukendt kunstner.
2826 – 2835
Medmindre andet er anført, regnes genstandene for udført af Lorenz Spengler, mens figurerne af elfenben tilskrives J.E. Bauert:
2826. Glat pokal, på låget knop af rav.
2827. Spiralriflet kande af kokusnød med løvehank, 1749. Pendant til nr. 2857.
2828. Oval, glat pokal, på låget abe med horn, 1751. Pendant til nr. 2858.
2829. Spiralriflet vase af kokusnød, på låget en krone. Pendant til nr. 2853.
2830. Kurveflettet pokal, på låget to duer. Pendant til nr. 2854.
2831. Glat pokal, på låget ræv, ravkugle og krone. Pendant til nr. 2855.
2832. Passigdrejet pokal med spiraldrejet stilk og knop.
2833. Spiralriflet kande af kokusnød med en sfinks som tud og en drage som hank, 1749. Pendant til nr. 2851.
2834. Opsats af rav og forgyldt træ, der fremstiller jagtens glæder: en lænket svane, spyende slanger, en hund og et hjortehoved, 1750. Se også nr. 2852.
2835. Passigdrejet pokal, omsluttet af en bevægelig slange. På låget en åben krone, hvori tidligere en lukket kronet med Christian 6.s og dronning Sophie Magdalenes monogrammer. Udført 1730-1734.
2836 – 2846
Drejerarbejder, udført af de kongelige under Spenglers vejledning:
Christian 6.:
2836. Dåse af forgyldt sølv med rosedrejet skive af rav.
2837. Kurvedrejet dåse. Lågets kant passigdrejet, midten rosedrejet. De to dåser stammer fra dronning Sophie Magdalens dødsbo og var formentlig gaver fra ægtefællen.
Sophie Caroline, fyrstinde af Ostfriesland, søster til dronning Sophie Magdalene:
2838. Dukkebord
Frederik 5.:
2839. Balsamdåse af rav, 1739.
2840. Dåse. I låget en plade af rav, hvorunder et aftryk af en dukat med Frederik 5.s portræt, udført af M.G. Arbien 1746.
2841. Dåse, oprindelig rødbejdset, indfattet i forgyldt sølv. I låget en plade af rav.
Dronning Louise:
2842. Lysekrone med 16 arme i to etager.
2843. Lysekrone med otte arme.
2844. Spinderok.
2845. Kinesisk tårn i 11 etager på fod af ibenholt.
2846. Snegletrappe. Foden skyldes Lorenz Spengler.
2850 – 2858
2850. Glat pokal på spiralfod. På låget oprindelig en krone.
2851. Spiralriflet kande af kokusnød. Pendant til nr. 2833.
2852. Opsats med en drage på en passigdrejet skål, båret af et træ, hvorunder en abe med kineserhat og et elefanthoved. Eksotisk pendant til nr. 2834.
2853. Spiralriflet vase af kokusnød. Pendant til nr. 2829.
2854. Kurveflettet pokal. Pendant til nr. 2830.
2855. Glat pokal. Pendant til nr. 2831.
2856. Glat pokal på tre-dobbelt spiral. På låget knop af rav.
2857. Kande af kokusnød. Pendant til nr. 2827.
2858. Oval, glat pokal, på låget bjørn med skinke. Pendant til nr. 2828.
2859 – 2867
2859. – 2860. To statuetter af Mercur og Apollon. Udført af Johan Christoph Petzold 1760?
2863. Karet af elfenben med sølvfiligran samt firspand og figurer af papmaché. På dørene Frederik 5.s monogram. Signeret: D(iderich) de Thurah A(nno) 1749.
2866. – 2867. To statuetter af Apollon og Neptun. Sidstnævnte en formindsket kopi af statue foran Børsen. Udført af Johan Christoph Petzold 1761?
2870 – 2879
Medmindre andet er anført, regnes genstandene for udført af Lorenz Spengler, mens figurerne af elfenben tilskrives J.E. Bauert:
2870. To vaser af strudsæg med henholdvis svaner og satyrer, 1752.
2871. Et par vaser af strudsæg med henholdsvis putto med kande og putto med strudsæg, 1754. Æggene kom fra dyrehaven ved Frederiksberg Slot, hvor Frederik 5. havde et antal strudse, som kejseren af Marokko havde sendt som gave 1753.
2872. Et par vaser af strudsæg med henholdsvis bjørn i kamp med okse og hund i kamp med vildsvin.
2873. Flacon af brunt og gult rav, slebet i organisk-amorfe former, 1750. Pendant til nr. 2892.
2874. Glat og passig pokal, drejet af Frederik 5.s kammertjener N.J. Jessen til kongens fødselsdag 31.3.1756. Pendant til nr. 2893.
2875. Pokal af rav på fod af forgyldt træ, slebet i organisk-amorfe former, 1754. Pendant til nr. 2894.
2876. Kurve- og passigdrejet pokal, oprindelig rødbejdset. På låget to katte, 1752. Pendant til nr. 2895.
2877. Opsats med drejet portrætmedaljon af Frederik 5. og hans anden hustru, donning Juliane Marie, signeret af Lorenz Spengler. Til siderne putti med symboler for kongens valgsprog “Ved Klogskab og Bestandighed”. Udført til kongens fødselsdag 1755.
2878. Danmark og Norge hylder Frederik 5. Foden oprindeligt rødbejdset. Udført til kongens fødselsdag 1758.
2879. Passig- og kurvedrejet pokal med delfin. Pendant til nr. 2891.
2880 – 2889
Medmindre andet er anført, regnes genstandene for udført af Lorenz Spengler, mens figurerne af elfenben tilskrives J.E. Bauert:
2880. Gennembrudt, til dels kurvedrejet vase med drager som hanke. Øverst lykkens gudinde, Fortuna, der står på en globus og holder solen i hænderne. Fodringen signeret: “L. Spengler. Tourneur de S. M. le Roy. 1752″.
2881. Buste af hyrdinde, 1754. Den tilhørende hyrde brændte med Christiansborg Slot 1794.
2882. Buste af satyr, 1754.
2883. – 2884. Et par statuetter af den fløjtespillende Mercur og af nymfen Io. Mercur signeret J.E.B. for Johann Ephraim Bauert 1757.
2885. Jagtens forherligelse, opsats af elfenben, lapis lazuli, jaspis m.m. På toppen Diana, jagtens gudinde. Nederst en af hendes nymfer med hund, flankeret af Atalanta, der som den første ramte det frygtede kalydoniske vildsvin, og af Meleager, der dræbte svinet. Søjlens elfenbensornamenter signeret af J.E. Bauert, 1750.
2886. Drejet medaljon med Frederik 5.s portræt. Formentlig et prøvestykke, idet L. Spenglers signatur er delvist dækket af kongens elefantorden.
2887. Postrytter, skåret af Jørgen Christensen Garnaas, der kørte med post ved Bergen i Norge, o. 1760.
2888. Alter af ibenholt, skildpadde og elfenben. Øverst Kristus ved marterpæl og svøbe, nederst den klagende Maria, der holder et klæde op foran ansigtet, 1751.
2889. Opsats med drejet portræt af Frederik 5., beregnet som pendant til nr. 2877. Udført til kongens fødselsdag 1759. I skuffen et hyldestdigt til kongeparret fra Lorenz Spengler.
2890 – 2899
Medmindre andet er anført, regnes genstandene for udført af Lorenz Spengler, mens figurerne af elfenben tilskrives J.E. Bauert:
2890. Apollon og de skønne kunster hylder Frederik 5. Udført til kongens fødselsdag 1758, signeret af J.E. Bauert.
2891. Pokal med drage. Pendant til nr. 2879.
2892. Flacon af rav. Pendant til nr. 2873.
2893. Pokal. Pendant til nr. 2874.
2894. Pokal af rav. Pendant til nr. 2875.
2895. Pokal, oprindelig rødbejdset. Pendant til nr. 2876
2896. Et par vaser af strudsæg, med henholdvis Minerva og Mars som symboler for Frederik 5.s valgsprog: “Ved klogskab og bestandighed”, 1757.
2897. Et par vaser af strudsæg, med henholdsvis hund i kamp med kronhjort og ørn i kamp med hare, 1757.
2898. Et par vaser af strudsæg, med henholdsvis tiger i kamp med struds og struds i kamp med firben.
2899. Kunststykke, såkaldt snegletrappe, drejet i elfenben, rav og skildpadde af J.C. Opitz 1782.
2901 – 2910
Medmindre andet er anført, regnes genstandene for udført af Lorenz Spengler, mens figurerne af elfenben tilskrives J.E. Bauert:
2901. Et par urneformede vaser med ravknopper, o. 1760.
2902. Buster af Frederik 5. og dronning Juliane Marie, sidstnævnte bærer ordenen l’Union Parfaite. Udført af J.E. Bauert o. 1760.
2903. Tempel med en gennembrudt kugle med spidser, signeret: (kronet) J. M. (Juliane Marie) fecit Ao 1754.
2904. Fire drejede dåser af skildpadde, elfenben og hvalrostand indfattet i guld eller forgyldt metal, alle signeret: (kronet) J. M. (Juliane Marie) fecit.
2905. Arveprins Frederik. Svøbelsesbarn af delvist bemalet elfenben, af Johann Christoph Ludwig Lücke i København 1753-54. Arveprinsen var dronning Juliane Maries eneste barn.
2906. Kvinde ved urne, sindbillede på fromhed. Udført til Frederik 5.s fødselsdag 1761.
2907. Triumfbue af ibenholt, skildpadde og elfenben m.m. Over balustraden to drejede medaljoner med et portræt af Frederik 3. og en allegori på enevælden, begge signeret: Spengl. I portalen buste af Frederik 5., udført af J.E. Bauert.
2908. Trefods-vase, dekoreret med bukkeben, elefanthoveder og satyr, der omfavner nymfe. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1760.
2909. Pendant, kronet af triton og sirene. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1763.
2910. Trefods-vase, båret af karyatider og kronet af barn med en kalkunsk hane. I overdelen er genbrugt en dåse med skårne landskaber, udført af A. Schæff o. 1690, som prinsesse Charlotte Amalie havde foræret Frederik 5. 1750. Fødselsdagsgave til kongen 1764.
2911 – 2914
Syv statuetter, leveret af Spengler, men skåret af ukendt kunstner:
2911. Statuette af Diana med en hund. Udført til minde om parforce-jagtens afskaffelse 1761. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1763.
2912. Et par statuetter af henholdsvis Amor og pige med blomst.
2913. Et par statuetter af henholdsvis drenge, der slås om en konkylie, og af Ganymedes, der kæmper mod Jupiter, som havde forvandlet sig til en ørn. Formentlig sindbilleder på uskyld og begær. Udført 1761.
2914. Et par statuetter af drenge, der leger med henholdvis et egern og en papegøje. Udført 1762.
2915 – 2921
Drejerarbejder, udført af Frederik 5.s nevøer, landgreverne Wilhelm (1743-1821), Carl (1744-1836) og Friedrich (1747-1837) af Hessen, som fik en del af deres opdragelse ved det danske hof:
2915. To pokaler med knop af rav, signeret af henholdsvis Wilhelm og Carl. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1759.
2916. Tempel med buste af Frederik 5. Templet signeret af landgrev Wilhelm, busten udført af J.E. Bauert. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1760.
2917. Et par vaser med kalkun-æg og knop af rav, signeret af henholdsvis Carl og Friedrich. Fødselsdagsgaver til enkedronning Sophie Magdalene den 28.11.1760.
2918. Knyttetønde, hvori en garnvinde, til at bære i bæltet. Udført af landgrev Wilhelm og foræret enkedronning Sophie Magdalene.
2919. Vase med ravknop, signeret af landgrev Friedrich. Fødselsdagsgave til Frederik 5. 1760.
2920. To flakoner og bord af drejet rav, signeret af henholdsvis Wilhelm, Carl og Friedrich. Gaver til enkedronning Sophie Magdalene 1759.
2921. Retfærdighed. Ukendt kunstner. Pendant til nu forsvundet statuette af elskov. Nytårsgaver til Frederik 5. 1764. Oversendt til Kunstkammeret 3.1.1765.
2930 – 2939
2930. Lysekrone med 16 arme af forgyldt metal. Øverst en ørn, på kuglen indlagte relieffer med allegoriske figurer og graveret løv. Kaliningrad o. 1600. En gave fra Christian 4.s brandenburgske svigerfamilie?
2931. Spejl med kongekrone. Antagelig udført af Gottfried Wolffram o. 1707, muligvis oprindelig bestemt til ravværelset i Catharinapaladset i Tsarskoje Selo.
2932. Krucifiks. Nordtyskland 1675-1700. Restaureret af Lorenz Spengler 1750’erne?.
2933. Skrin i to etager med figurer og relieffer af elfenben. Nordtyskland o. 1675?
2934. Krucifiks med figurer af Maria og Johannes samt relieffer af bl.a. Kristus i Gethsemane Have og nadveren. Nordtyskland o. 1675? Restaureret af Lorenz Spengler 1750.
2935. Et par vaser med løvemasker, kvindelige hermer og løv. Kaliningrad o. 1650?
2936. Skål med relief af Jupiter og Kallisto i elfenben (jvnf. nr. 2760). Kaliningrad o. 1650.
2937. Tolvpassig skål med hanke af løv. Nordtyskland o. 1640?
2938. Snustobakshorn med udskåret rytterscene. Nordtyskland o. 1675?
2939. Muslingeformet pokal. Nordtyskland o. 1640?
2940 – 2949
2940. Opsats, sammensat af lågbæger fra o. 1650. På rundingen graverede frugter og løv, i bunden et tysk vers om mådehold som vejen til frelse. Tilsat gennembrudt fod med en putto, udskåret af ét stykke elfenben, formentlig af J.E. Bauert. Leveret af Lorenz Spengler 1750.
2941. Flacon, udskåret med amoriner og frugter i højt relief. Christoph Labhart, Kassel o. 1690?
2942. Muslingeformet pokal med Venus og Amor. Christoph eller Johann Caspar Labhart, Kassel 1690-1700?
2943. Dåse udskåret i højt relief: På lågets overside Orfeus, der spiller for dyrene, på undersiden et portræt i krans af laurbær, landgrevinde Maria Amalie af Hessen? På dåsen akantus. Christoph Labhart, Kassel o. 1690?
2944. Brændglas, indfattet i metal. Nordtyskland o. 1680?
2945. Brændglas med arm som greb. Nordtyskland o. 1680?
2946. Sprøjte. Nordtyskland o. 1680?
2947. Vægterfløjte med mundstykke af elfenben og dåse i toppen.
2948. Drejet fløjte med fire huller. København o. 1750?
2949. Drejet miniature-bæger med bølgeornament, tolvpassig fod og rosette under foden. København o. 1750?
2950 – 2959
2950. Vindepind, drejet. København o. 1750?
2951. Fingerbøl. København 1820’rne.
2952. Etui med saks. Nordtyskland o. 1730.
2953. Ældre skakspil med skak- og dambrikker, antagelig restaureret af Lorenz Spengler o. 1750.
2954. Madtejn. Nordtyskland o. 1720?
2955. Dragkiste graveret med kronet “LOU” for Frederik 5.s dronning Louise. København 1745-51.
2956. Model af linjeskibet “Anna Sophia”, opkaldt efter Frederik 4.s anden hustru. Udført af Diderich de Thurah 1723.
2957. Skrin, hvori fire mindre skrin til spillekort og jetons, indlagt med graverede landskaber og franske indskrifter. Nordtyskland o. 1720?
2958. Et par flakoner monteret med guld. Lorenz Spengler 1745-50.
2959. Buste af Christian 6., skåret af Johan Lorenz Natter 1743-44.
2960 – 2969
2960. Flacon med rocailler. Lorenz Spengler o. 1750.
2961. Vase med rocailler montering af guld. Lorenz Spengler o. 1750.
2962. – 2963. Et par statuetter med putti på postament af grøntbejdset elfenben. Sindsbilleder på Frederik 5.s valgsprog: Ved klogskab og bestandighed. Lorenz Spengler 1755.
2964. Pokal med organisk-amorfe skæringer på traditionel fod. Lorenz Spengler 1750-55.
2965. Dåse med Neptun og havuhyre. Nordtyskland o. 1730?
2966. Dåse af form som skibsrat. Indersiden graveret med Christian 6. og dronning Sophie Magdalenes kronede monogram.
2967. Dåse udskåret med kronet F(rederik V) og L(ouise), samt dansk og engelsk våben. Antagelig udført ved kronprinsparrets bryllup 1743. På bagsiden signaturen: H.C. Wernicke. Muligvis udført i London, idet det danske våben ikke er korrekt udført.
2968. Dåse med udskåret musling. Nordtyskland o. 1730?
2969. Drejet oval dåse. De buttede former minder om Diderich de Thurahs skrivetøj fra 1734 (nr. 2980).
2970 – 2983
2970. Ligeknækket dåse monteret med guld. København 1740’rne?
2971. Dåse monteret med guld, en rubin, en safir og en smaragd samt diamenter. København o. 1750?
2972. Flacon i form af træstub med grene og fugl. Lorenz Spengler 1761.
2973. Hovedvandsæg med udskårne blomster og montering af guld. Lorenz Spengler o. 1760?
2974. Tre etuier til tandstikkere. Nordtyskland o. 1730?
2977. Dåse af form som en basfiol, monteret med forgyldt metal og ametyster. Nordtyskland o. 1730?
2978. Hjerteformet hovedvandsæg med udskåret og graverede kongekroner, sidstnævnte formentlig udført af dronning Louise.
2979. Hovedvandsæg monteret med guld. København o. 1760?
2980. Skrivetøj på plade af skildpadde, udført af Diderich de Thurah 1734.
2983. Skrin med udskårne krigere af rav og med elfenbensrelieffer af bl.a. hyrdescener. Nordtyskland. Muligvis identisk med et skrin til 800 rigsdaler, som den nygifte kronprinsesse Louise fik i julegave 1695.
2986 – 2990
Søren Seidelin Winther (1810-47):
2986. Statuette af Minerva. Signeret af Søren Seidelin Winther, Rom 1844.
2987. Frederik 6. og dronning Marie Sophie Frederikke. Udstillet på Charlottenborg 1840.
2988. Christian 8. og dronning Caroline Amalie. Udstillet 1842.
2989. Kronprins Frederik 7. og kronprinsesse Mariane, 1841.
2990. Pokal med et optog, hvor Bacchus rider på et æsel. Udført af S.S. Winther i Rom 1843-47.
2991 – 2999
2991. Et par lysestager. Fra enkedronning Caroline Amalies bo.
2992. Rytterstatuette af Frederik 6. som ældre på sokkel af skildpadde. Udført af Fischer Hertz og udstillet på Charlottenborg 1844.
2993. Buste af Christian 8. Ukendt kunstner, 1830’rne?
2994. Fotografi af enkedronning Caroline Amalie fra o. 1870 i samtidig ramme med hendes monogram og våben.
2995. Dåse, signeret H. G(ardthausen)1840. På låget en brølende kronhjort, skåret efter et stik af I.E. Riedinger fra 1736. På rundingen en samtidig rævejagt, skildret med næsten fotografisk realisme.
2996. Krudthorn med jagtscener, formentlig skåret af H. Gardthausen, der var ansat hos hofkunstdrejer Schwartz. På sølvmonteringen graveret kronet F.C.C. 1847 for Frederik 7. som kronprins.
Tre dyrestatuetter, alle udført af Adelgunde Vogt, født Herbst (1811-92):
2997. Liggende kronhjort på sokkel af patineret messing. Bestilt af Christian 8. under et besøg i kunstnerens atelier 1840 og udstillet på Charlottenborg 1841.
2998. Stående hind på sokkel af bronce, hvori huller til fastgørelse af nu manglende kalv. Bestilt af Christian 8. 1842.
2999. Hjort (med manglende gevir) og hind på sokkel af forgyldt messing. Beset af Christian 8. under et besøg i kunstnerens atelier 1844, udstillet på Charlottenborg 1844 og købt af Museet for Skulptur og Kunstflid.