Rum 17: Christian 8.s Værelse
Dette gavlværelse mod sydøst fik, ligesom Frederik 7.s værelse, der ligger ved siden af, sin form og sine paneler ved Frederik 4.s ombygning af slottets 1. etage. Ombygningen fandt sted i begyndelsen af 1700-tallet.
Loftet er ligesom i Frederik 4.s sal en del af det gamle loft fra Christian 4.s tid. Værelset rummer nu billeder og genstande fra Christian 8.s periode, enevældens sidste år i 1840’erne; adskillige ting stammer dog fra kongens ungdom, bl.a. fra hans korte kongetid i Norge i 1814. Møblerne og de øvrige udstillede genstande er især præget af borgerlig senklassicisme.
Dansk kunst og litteratur oplevede en guldalder i 1800-tallets første halvdel; en vigtig strømning var den såkaldte biedermeier-stil, hvor hverdagslivet og de nære ting kom i centrum. Et fint eksempel er taffeluret med bronzestatuetten af Christian 8. Kongen sidder afslappet i en stol – i tydelig kontrast til tidligere tiders meget stive kongeportrætter.