Lyden af Rosenborg

For første gang lægger Rosenborg Slot sale og rum til en udstilling baseret på moderne lyd og lydforskning fra Københavns Universitet.

Fra 14. marts kan du her på Rosenborg Slot opleve lydoplevelsen ”Lyden af Rosenborg”, der opleves med et par høretelefoner i ørerne. Lydoplevelsen giver en rumlig fornemmelse af slottet, så f.eks. fodtrin og stemmer bevæger sig rundt omkring lytteren, og understøtter de historiske personer, der udspiller små scener forskellige steder på slottet.

Det er lydforsker Christine Jeannerets der står bag oplevelsen, hvor hun i samarbejde med komponist og lyddesigner Martin Daske har skabt 9 levende scener.

Lydoplevelsen
Fodtrin, munter klinken fra en fest, stemmer fra gæster, konger og dronninger. Alle er de lyde, der gennem tiden har fyldt rummene på Rosenborg Slot, men i dag er helt forstummet.

Men med denne lydoplevelse bliver fortidens konger og dronninger vakt til live her på Rosenborg Slot. Den fiktive tjenestepige Pernille er jeg-fortælleren, der trækker publikum til side og beretter om nogle af de historiske detaljer og intime sider af dagligdagen, som den kongelige livsførelse på 1600-tallets Rosenborg kunne byde på.

Pernille kender slottet bedre end de fleste. I lydoplevelsen guider hun dig gennem slottets mange rum og sale, deler sine iagttagelser og lader dig f.eks. lytte med, når Christian 4.’s tog imod udenlandske diplomater. Christian 4. Han havde en stærk kulturel interesse, især for musik. For at imponere gæster lod han i Vinterstuen på Rosenborg Slot bygge skjulte lydkanaler, der forbandt rummet med kælderen. Dette skabte en illusion af musik, der syntes at opstå ud af det blå. En effekt, der forbløffede udenlandske gæster hos kongen.

Lyt også med når Charles Ogier (ca. 1595-1624), sekretæren for den franske ambassadør beskrev livet ved et danske hof. Franskmanden fandt festerne overdrevne, drikkeriet vildt og skikkene mærkelige. Hans tekster giver et sjældent blik udefra på datidens kongelige livsførelse på Rosenborg. I slottets flotte Riddersal vil du sammen med Pernille fornemme suset fra de storslåede tafler der fandt sted i salen, hvor hoffet skålede, råbte og drak – til stor forundring for de udenlandske gæster.

Lyden af Rosenborg er en kunstnerisk fortolkning af historiske kilder og materiale fra Rosenborg Slot. Oplevelsen er skabt af lydforsker Christine Jeanneret i samarbejde med komponist Martin Daske.

Tak til: William Demant Fonden og Carlsbergs Mindelegat.

Praktisk
Lydoplevelsen indgår i den alm. entrebillet.

”Lyden af Rosenborg” kan opleves 14. marts – 31. december 2025 på Rosenborg Slot.

Tilbage til oversigt