Oplev Frederik 3. og dronning Sophie Amalie på Rosenborg Slot

Fra 1. juli til 31. juli kan du hver dag mellem kl. 9.30-15.30 opleve Frederik 3., Sophie Amalie og deres hofdames daglige gang på slottet, som det kunne have set ud for 350 år siden, når performere i rekonstruktioner af overdådige historiske dragter bevæger sig rundt på slottet.

Formålet med levendegørelsen er at give en sanselig og vedkommende fornemmelse af det levede liv, Rosenborg Slot engang har været vidne til. De tre karakterer udfører små scener og sekvenser rundt på slottet. Udgangspunktet er tiden omkring enevældens indførelse i år 1660. Scenerne og karaktererne er baseret på historiske kilder. De tre karakterers færden på slottet vil give en spøgelsesagtig genklang af dialoger, som kunne have foregået på slottet for 350 år siden.

Praktiske oplysninger

Levendegørelsen finder sted løbende på slottet alle dage fra 1. til 31. juli 2024 i tidsrummet kl. 9.30-15.30

Undgå kø eller at gå forgæves, køb billet til slottet før dit besøg her: Køb billet til Rosenborg | Kongernes Samling

Dragterne

Performernes dragter og rekvisitter er inspireret af autentiske genstande fra Kongernes Samling. Frederik 3.s dragt er baseret på arvehyldningsdragten fra 1660, mens Sophie Amalies dragt er inspireret af kjolen på voksbusten af Dronningen i rum 4. Dragterne er skabt gennem et samarbejde mellem vores tekstilkonservatorer og systuen på Koldinghus. Med adgang til de originale dragter i samlingen har vi nøje dokumenteret dragternes mange dele, materialer og fine detaljer. Disse originale dragter er yderst kostbare og vidner om den overdådige pragt og luksus, der kendetegnede det danske hof i 1600-tallet.

Det historiske udgangspunkt

Tiden omkring 1660’erne var en vigtig periode for den danske kongemagt. Frederik 3. indførte enevælden, som stækkede adlens position i samfundet og gav kongen den absolutte magt i kongeriget. Hans dronning, Sophie Amalie, var særdeles dygtig til at iscenesætte den nye kongemagt. Hun var opmærksom på, hvad der rørte sig i de europæiske hoffer, og hvordan man præsenterede det danske hof som en stærk og moderne kongemagt. Det gjorde hun blandt andet ved at afholde ekstravagante fester og store baller – især maskeballer var populære på dette tidspunkt.

Levendegørelse af Frederik 3. og Sophie Amalies Rosenborg

Instruktion og konceptudvikling: Christian Bergman, Teater NEXT
Frederik 3: Tobias Nilsson / Michael Hedstrøm
Sophie Amalie: Helene Madsen Smed / Cille Viola Brandt Petersen
Hofdame: Anna Christine Bauer / Sølvia Hvidtfalk

 

Foto: Fotograf Mette Ovgaard

Tilbage til oversigt