Paul Kurtz
Guldsmeden Paul Kurtz kom til Danmark fra Tyskland i 1655. Han leverede sølv- og guldgenstande til Frederik 3. og omtales i 1659 som ”Kongens guldsmed”.
Frederik 3. lod store dele af sine døtres brudeudstyr købe i Paris, der også dengang var centrum for europæisk mode, men ikke smykkerne, som Kurtz fik til opgave at udføre. Han har derfor været betragtet som en fremragende juvelér. I 1670-1671 udførte han sit hovedværk, Christian 5.s krone. Dens lukkede form har forbillede i den franske konge Louis 14.s krone, men Kurtz erstattede dennes liljeformede takker med palmetter og smykkede kronen med diamanter på række i palmetter- og akantusslyng. Derved blev der skabt et ”hvidt” lysspil, som indrammedes af blåt og rødt i kroneringens safirer og granater og i toppens globe og kors.
Efter Kurtz’ død blev værkstedet ført videre af hans enke og hans søn Frederik, der fik bestalling som hofguldsmed i 1676.