Jacob van Doordt

Maleren Jacob van Doordt virkede oprindelig i Hamburg. Her lærte han den traditionelle malestil, der benyttedes til fyrsteportrætter, at kende. De fleste af hans arbejder blev udført på rejser til Braunschweig, Gottorp, Danmark og England.

I 1611 fik van Doordt af Christian 4. til opgave at male dronning Anne Cathrine og kongeparrets ældste søn, den udvalgte prins Christian, som samme år var blevet hyldet som tronfølger. Efter Anne Cathrines død i 1612, malede van Doordt flere portrætter af Kirsten Munk. Den største anerkendelse fra Danmarks konge kom dog i form af en anbefaling til den britiske konge, James 1.

Efter rejsen til England i 1624 var van Doordt flere gange i Danmark, hvor han malede portrætter både for Christian 4. og for flere danske adelsfamilier. Jacob van Doordt mestrede både portrætter i helfigur og miniature, sidstnævnte især i engelsk stil. Han døde under et ophold i Stockholm.

Relationer