Jacob Jensen Nordmand
Kunstdrejeren Jacob Jensen var født i Norge og blev i 1630 matros i den danske flåde. Derefter kom han tre år i smedelære i Nederlandene, og 1634-1639 var han nederlandsk soldat i Brasilien.
I 1648, da Frederik 3. og Sophie Amalie kom til Kristiania (Oslo) for at blive hyldet, lykkedes det ham at overrække dronningen et af sine arbejder. Det blev så vel modtaget, at han kaldtes til Danmark og fik ansættelse ved hoffet som drejer. Han arbejdede ved kunstkammeret og på Tøjhuset for siden at blive rustmester i 1657.
Han underviste flere medlemmer af den kongelige familie i kunstdrejning; blandt eleverne var både Frederik 3., Sophie Amalie, Christian 5., Charlotte Amalie og kronprins Frederik (4.). Frederik 3. satte så stor pris på Jacob Jensen, at han bestilte et portræt af ham hos Wolfgang Heimbach. Det hænger i dag på Rosenborg over hovedværket i hans produktion: en pragtfuld model af fregatten Norske Løve, udført i elfenben og sølv.