Ellen Marsvin

Adelsdamen Ellen Marsvin var mor til Christian 4.s anden hustru, Kirsten Munk. Hun var en af sin tids største danske godsejere; hun blev enke for anden gang som 39-årig og koncentrerede sig herefter om at administrere sine mange ejendomme.

Ellen Marsvins datter, Kirsten Munk, blev i 1615 gift med Christian 4. Han havde et godt forhold til svigermoderen og beundrede hendes økonomiske evner; hun fik bl.a. ansvar for opdragelsen af parrets børn. Selv efter kongens reelle skilsmisse fra Kirsten Munk i 1630 forblev forholdet til Ellen Marsvin godt; hun arrangerede ligefrem forholdet mellem kongen og hans nye elskerinde, Vibeke Kruse.

Senere forværredes forholdet til Christian 4., og hun støttede sig nu i høj grad til de indflydelsesrige ægtemænd til Kirsten Munks døtre med kongen. I midten af 1640’rne trak hun sig tilbage til herregården Ellensborg, det nuværende Holckenhavn, på Østfyn.

Relationer