Dronning Marie Sophie Frederikke
Marie Sophie Frederikke blev dronning af Danmark i 1808. Hun var datter af landgreve Carl af Hessen-Kassel og blev gift med Frederik (6.) i 1790.
Ægteskabet mellem Marie og hendes fætter kronprins Frederik blev indgået på trods af indvendinger fra regeringen og kongehusets rådgivere. Dronningen førte en tilbagetrukken tilværelse; hun fik et svagt helbred efter otte børnefødsler, hvoraf kun to døtre overlevede. Hun var regent 1814-1815, mens Frederik 6. deltog i Wienerkongressen, som fastlagde Europas nye grænser efter Napoleonskrigene.
Kongeparret og de to prinsesser, Caroline og Vilhelmine, kunne ofte ses sejle på kanalerne i Frederiksberg Have, hvilket bidrog til kongefamiliens i forvejen store popularitet. De kom til forskel fra tidligere danske regentpar til at fremstå som symboler på et borgerligt københavnsk familieliv, også selvom kongen havde et almindelig kendt forhold til Frederikke Dannemand.