Christian 8.

Christian 8. var konge af Danmark fra 1839. Moderen var Sophie Frederikke, hustru til Christian 7.s bror arveprins Frederik; mange mener at faderen var arveprinsens adjudant. Christian blev i 1806 gift med Charlotte Frederikke af Mecklenburg-Schwerin, med hvem han fik sønnen Frederik (7.); ægteskabet opløstes 1810, og i 1815 ægtede han Caroline Amalie af Augustenborg.

Nogle få måneder i 1814 var han, under navnet Christian Frederik, konge af Norge, som han gav en ny forfatning. Han gik af i forbindelse med Norges overgang til svensk herredømme. Som konge af Danmark regerede han i en brydningstid, hvor enevælden kom under pres. Han gennemførte omfattende reformer, men afviste at indføre en fri forfatning.

Christian 8. fik en solid uddannelse, bl.a. inden for historie og litteratur; han var stærkt kulturelt og videnskabeligt interesseret, og i hans regeringstid fik hoffet en central rolle i det københavnske kulturliv. På udlandsrejser opkøbte han bl.a. genstande fra det antikke Grækenland, som i dag udgør kernen i Nationalmuseets antiksamling.

Relationer

Kongelige tegninger i Kongens Håndbibliotek

I Håndbiblioteket ligger en stor samling tegninger, akvareller og skitsebøger fra kongelige hånd. Dette materiale dækker over omkring 600 enkeltstående motiver skabt af prinser og prinsesser, konger og dronninger. Samlingens ældste værker er Prins Carls skitsebøger fra slutningen af 1600-tallet mens de yngste stammer fra Frederik 9.s tegneundervisning. Disse mere eller mindre veludførte værker vidner om de kongeliges forhold til kunst, fritid og uddannelse gennem næsten 300 år.   Prinsernes tegneundervisning I de europæiske kongefamilier har der siden renæssancen været tradition for at de kongelige børn skulle modtage tegneundervisning, der ofte blev foretaget af de kunstnere, der var tilknyttet hoffet. I Danmark er nogle af de tidligste eksempler fra Christian 4.s tid (1577-1648) og tegning har siden hen været en fast del af det danske hof. I renæssancen blev det teoretiseret, hvad der udgør et ideelt hofmenneske, og den italienske forfatter Baldassare Castiglione understregede i sit værk Il Cortigiano (”Hofmanden”, 1528), at tegning er et vigtigt redskab i krig ligesåvel som det er en nobel beskæftigelse i sin egen ret. Som Castiglione påpeger, var tegning et vigtigt militært redskab. Tegneundervisning var derfor en vigtig del af en militær uddannelse, som mange af de kongelige drenge fik. Prinserne skulle lære at tegne fæstningsværker og i Håndbiblioteket ligger der blandt andet eksempler på disse fra Arveprins Frederik (Christian 7.s halvbror, 1753-1805) og dennes sønnesøn, Kronprins Frederik Carl Christian (Frederik 7., 1808-1863). En fæstningstegning tegnet af Kronprins Frederik Carl Christian, den senere Frederik 7., i 1827. Frederik blev sendt til Genève på dannelsesrejse i 1826, hvor han tegnede en række fæstningsskitser. Disse blev sendt til den daværende konge, Frederik 6. (1768-1839), som et bevis på, at dannelsesrejsen var produktiv og til gavn for den unge prins.   I undervisningen skulle drengene også lære at tegne frihåndstegninger af landskaber. Dette var ligeledes et vigtigt redskab i krig, hvis det blev nødvendigt hurtigt at optegne en kyststrækning eller lignende, for at lægge en angrebsstrategi. I løbet af 1800-tallet gik drengenes tegneundervisning dog langsomt væk fra det militære og synes i stedet at være blevet brugt til at lære prinserne om geometri, arkitektur og proportionelle forhold. Dette ses blandt andet hos Christian 9. og dronning Louises børn, og hos Christian 10. og Frederik 9. I Håndbiblioteket ligger en enkelt mappe med Christian 10.s perspektivskitser fra hans barndom i 1880’erne. Prinsen har modtaget undervisning af Heinrich Buntzen, der også forestod undervisningen af Dronning Louise og senere hendes børn.   Det var almindeligt, at prinserne tegnede i deres barndom, men efter deres konfirmation var det forventet, at de stoppede aktiviteten, som herefter blev set som tidsspilde, med mindre den indgik i en eventuel officersuddannelse. Alligevel blev nogle prinser ansporet til at fortsætte, hvis det mentes, at tegning kunne hjælpe dem i deres voksne virke. Frederik 7. blev blandt andet anbefalet at fortsætte, for at tegneaktiviteten skulle afholde ham fra mere skadelige aktiviteter såsom hasardspil. Selvom drengenes undervisning har været præget af denne mere praktiske form for tegning, er der også eksempler på en langt mere kunstfærdig tegneundervisning. Det bedste eksempel fra Håndbibliotekets samling finder vi hos Arveprins Frederiks søn, prins Christian Frederik (Christian 8., 1786-1848).   Christian 8.s tegninger Christian Frederik modtog i slutningen af 1790’erne en klassisk kunstneruddannelse i stil med den, som blev brugt ved Kunstakademiet, hvor omdrejningspunktet var menneskekroppen. Han lagde ud med at kopiere kobberstik og muligvis gipsafstøbninger af enkelte legemsdele i forskellige positurer. Ved Kunstakademiet ville næste skridt have været kopiering efter afstøbninger af klassiske skulpturer, og sluttelig tegning efter levende model, men dette synes ikke at have været passende for prinsen, der i stedet måtte nøjes med at kopiere andres modelskitser. Da han beherskede de enkelte dele af menneskekroppen, begyndte han som 12-13-årig at tegne hele figurer af mandlige modeller med Nicolai Abildgaard som sin lærermester. Abildgaard var professor ved Kunstakademiet, men i slutningen af 1700-tallet var han også ansat til at dekorere Levetzaus palæ, som prinsens far, Arveprins Frederik, havde overtaget, da kongefamilien flyttede ind på Amalienborg. Derfor ligger der en række af Christian Frederiks skitser fra perioden 1798-1800, hvor han kopierede Abildgaards modelskitser. I Håndbiblioteket ligger en større mængde af Prins Christian Frederiks tidlige skitser, hvor det tydeligt ses, at han har øvet sig i at tegne kroppen ved at benytte hjælpestreger og kopiering. Han har blandt andet kopieret en dengang berømt tegnemanual (”Die durch Theorie erfundene Practic …”) af den tyske kunstner og direktør for Nürnbergs Kunstakademi Johann Daniel Preissler (1666-1737), der blev indkøbt til det danske Kunstakademi i perioden. Øverst ses Prins Christian Frederiks skitse fra 1798-1800, mens den nederste skitse er det forlæg fra Nicolai Abildgaards hånd, som prinsen har benyttet sig af. I Håndbiblioteket ligger enkelte af Nicolai Abildgaards originale skitser, muligvis fra hans egen elevtid omkring 1770, men også elevskitser efter Abildgaards originaler, som han har medbragt som forlæg til prinsen.   Prins Christian Frederiks tegneundervisning var typisk for perioden, hvor kunsten fik en ny og vigtig plads i samfundet. I det rige og fine samfundslag blev det mere og mere almindeligt at modtage tegne- og kunstundervisning. Denne undervisning kunne hjælpe til at danne mennesket og løfte det op fra det dyriske til det fornuftige. Det blev derfor også en populær fritidsbeskæftigelse, som også Christian 8. opretholdt i sit voksenliv. Christian 8. efterfulgte i øvrigt sin far Arveprinsen som præses for Kunstakademiet og havde livet igennem nær kontakt med både danske og udenlandske kunstnere – det ses blandt andet af hans egen tegningssamling i Dronningens Håndbibliotek.   Tegneundervisning i 1800-tallet I 1820’erne var undervisningen på Kunstakademiet blevet reformeret, og det var naturligt, at undervisningen af de kongelige derfor også ændredes. I Håndbiblioteket ligger en række skitsehæfter og løsark tegnet og malet af Christian 9. og dronning Louises børn: Frederik (8.), Dagmar, Alexandra, Thyra, Valdemar og Vilhelm. Børnene modtog tegneundervisning af Heinrich Buntzen (1803-1892) to dage om ugen, og tegnelæreren fulgte med kongefamilien, når de skiftede residens. I den russiske tronfølger Alexanders (Alexander 3., 1845-1894) dagbog kan man derfor læse, at Dagmar og Thyra modtog undervisning af Buntzen på Fredensborg på den junidag i 1866, hvor Alexander friede til Dagmar. De kongelige børn kopierede stadig tegninger og malerier, men tegneundervisningens fokus flyttede sig fra menneskekroppen og fæstningsværker til tegning efter genstande, der var placeret foran dem. På tegningerne har Buntzen undervejs i processen noteret, om de kongelige børn har gjort det godt og/eller hvad der kan forbedres. Han har givet dem små reprimander, hvis han ikke mente, at de udviste samme flid i hjemmearbejdet som til undervisningen. Det ses også, at Buntzen har givet børnene tilkendegivelser i form af Ørsteds skala, der blev benyttet i Danmark som karakterskala fra 1805 og bestod af karakterne UG (udmærket godt), MG (meget godt), G (godt), TG (temmelig godt), MDL (mådeligt) og slet. I Prins Valdemars skitsebog ses også, hvordan karakterskalaen efter 1871 blev udvidet med plus og minus. Flere af prinsens tegninger er blevet bedømt til MG+ og dermed bestået. Her ses et opslag fra Prins Valdemars skitsebog fra 1869. På tegningen ses også tegnelærerens notater og løbende bedømmelser af prinsens arbejde med at gengive trækassen. Tegnelæreren har også noteret, at kassen er tegnet efter naturen – altså at prinsen har kopieret en faktisk kasse, der har stået foran ham. Mange af tegningerne er tegnet med blyant og diskret farvelagt med pensel.   Børnene har også øvet sig i hele kompositioner som landskaber og landsbybilleder. Nogle af disse er blevet klistret op på passepartout og givet til kongeparret. Denne landskabstegning er udført af den senere Kong Frederik 8. i 1868 og formentlig foræret til forældrene. Det er et eksempel på en af de mere udførlige tegninger af hele kompositioner, som de kongelige børn udførte under deres tegneundervisning.   Heinrich Buntzen nåede at være tegnelærer for tre generationer af kongelige, da han både havde undervist Dronning Louise, hendes børn og senere hendes barnebarn, Prins Christian (10.).   Dronning Louise Prinser og prinsesser modtog ofte undervisning sammen i deres barndom; Dronning Louises og Christian 9.s børn blev eksempelvis undervist med de søskende, der var tættest i alder. Hvor drengene ofte forlod tegneaktiviteten som voksne, med mindre de havde et særligt talent eller bevæggrund for at fortsætte, fortsatte mange af prinsesserne og dronningerne. Dette ses helt tilbage fra 1600-tallet, hvor der blandt andet er bevaret flere blomstermalerier og religiøse scener fra kvindelig hånd i blandt de kongelige tegninger. Den største mængde af tegninger og akvareller i Håndbibliotekets samling stammer fra Dronning Louise (1817-1898). I samlingen ligger nogle af hendes tidlige skitsebøger fra 1830’erne, hvor hun blandt andet har afbildet familiens hverdagssituationer. Som ung modtog hun undervisning af nogle af vores mest kendte guldaldermalere som Martinus Rørbye, J.L. Jensen og C.W. Eckersberg og flere af hendes skitser bærer præg af disse kunstneres motivvalg. Louise tegnede og malede både som prinsesse og dronning, og i inventaroptegnelsen fra Amalienborg kan vi se, at hun havde et mobilt atelier i palæet, hvor hendes malerier hang på væggen og skitserne blev opbevaret i hendes private gemakker. Den lille akvarel-tegning af en familie i færd med at drikke te, stammer fra dronning Louises skitsebog. Skitsebogen er fra hendes prinsessetid i 1830’erne. Mange af hendes skitser er formentlig af hendes familie, men ofte han hun tegnet dem fra ryggen eller siden, så vi ikke kan se deres ansigter. Her ses to typiske guldaldermotiver: på den ene side et åbent vindue og på den anden side et lille kapel. Blad fra en større skitsebog, der formentlig har tilhørt dronning Louise, selvom det ikke var ualmindeligt, at de kongelige familiemedlemmer deltes om den samme tegnebog.   Dronning Louise var også en kvinde i en tid, hvor kreativ udfoldelse var forventet af overklassekvinden. Hun skulle sætte et eksempel for de lavere klasser for at vejlede dem på rette vej mod ufarlige aktiviteter frem for et liv på gaden. I samtidens aviser blev der derfor berettet om dronningens tegneaktivitet, ligesom hendes egne malerier hang i salonerne på Amalienborg til beundring for besøgende eller offentligheden, der havde mulighed for at se fotografiske gengivelser i ugeblade. Kreativ udfoldelse var på mange måder den eneste måde en kvinde af kongeligt blod kunne fordrive tiden på ud over at have ansvar for børnenes opdragelse. De skitser der kom ud af tegneaktiviteten tilhørte prinsesserne og dronningen selv og var et privat eje modsat deres hjem og inventar, der potentielt kunne tages fra dem, når de blev enker.   Hvorfor tegning? Tegning har været en fast del af den kongelige uddannelse og fritidssfære i mange hundrede år i både Danmark og resten af Europa. Der findes mange bud på, hvorfor de kongelige har tegnet gennem historien. Nogle årsager er ligetil: De kongelige har haft råd til at købe kunst og til at ansætte tegnelærere, ligesom de har haft tid og mulighed for at beskæftige sig med en aktivitet, der ikke havde det formål at brødføde en familie. På den måde er tegning en lidt mindre kostbar parallel til tidligere tiders perlebroderi eller elfenbensdrejeri, der ligeledes ansås for passende for samfundets højeste lag og desuden krævede større økonomiske midler. I 1800-tallet blev tegne- og kunstviden en vigtig del af samfundskulturen, og særligt de kongelige som en del af overklassen fulgte udviklingen og intensiverede deres tegneaktivitet. Tegning har som nævnt også været et vigtigt redskab i en militær uddannelse, ligesom de kongelige gennem tegning har lært om perspektiv og arkitektur, som de har kunne benytte til at vurdere eksempelvis arkitekturtegninger af nye slotte. Fotografiet blev først opfundet i 1839 og der gik endnu mange år, før teknikken var færdigudviklet. Før denne opfindelse kunne de kongelige fastholde minder gennem tegninger, og der er mange eksempler på dagligdagsscener i motivvalget. I den kongelige familie har der også været en lang tradition for gavegivning, hvor hjemmelavede, personlige gaver har haft større værdi end guld og sølv. Tegneaktiviteten knytter sig altså også til disse mere personlige bevæggrunde. Herunder kan også nævnes, at man i 1800-tallet begyndte at sætte ord på, hvordan fritidsaktiviteter som tegning var vigtige, fordi det kunne lette mennesket for en ellers krævende hverdag. Der findes formentlig andre årsager, som vi kun kan gisne om. Tegning og kunst har været et vigtigt neutralt samtaleemne lande i mellem, ligesom det har været et universelt sprog, der kunne krydse sprogbarrierer. Når de unge prinsesser skulle forlade deres hjemland, har de kunnet tage deres tegninger og tegneaktiviteten med sig. Det ser vi blandt andet med Prinsesse Dagmar, der måtte forlade Danmark for at blive kejserinde af Rusland. Med sig bragte hun sine dagbøger og tegninger, ligesom hun fortsatte med at tegne og male i sit nye land og gav dette videre til sine børn.   Note: Teksten er skrevet af cand.mag. Nanna Claudius Bergø, forfatter til specialet ”Den civiliserede repræsentation – En undersøgelser af kongelige tegninger i 1800-tallet” (2018), der bl.a. bygger på samlingerne i H. M. Kongens Håndbibliotek. Der henvises til specialet for fodnoter og litteratur.