Adam Gottlob Moltke
Adam Gottlob Moltke, greve og overhofmarskal, var ud af en gammel adelsslægt, og som 12-årig blev han page hos kronprins Christian (6.). Senere blev han opdrager for dennes søn Frederik (5.), som knyttede sig tæt til ham.
Det nære tillidsforhold var baggrunden for, at Moltke i 1743 blev udnævnt til hofmarskal; ved Frederik 5.s tronbestigelse i 1746 udnævntes han til overhofmarskal og blev regeringens ledende personlighed. Efter kongens død i 1766 mistede Moltke meget af sin indflydelse. Han blev en af Danmarks mest velhavende godsejere med bl.a. Bregentved, hvor han gennemførte flere reformer.
Perioden med Moltke som rigets egentlige hersker var en økonomisk opgangstid, der bl.a. blev markeret med anlæggelsen af Frederiksstaden i København. Her byggede man ikke mindst Amalienborg, hvor Moltke selv lod opføre ét af de fire palæer, det nuværende Christian VII’s Palæ.