Smaragdsættet
Smaragdsættet er en del af kronjuvelerne.
Komplet sæt med diadem
Smaragdsættet er det eneste sæt af kronjuvelerne, der i 1840’erne blev skabt med et diadem. Med empirens ankomst omkring år 1800 blev det moderne at arrangere ædelsten efter farver i overdådige sæt med collier (halskæde), ørelokker, corsage (broche) og diadem. Smaragdsættet følger denne tradition tilsat diverse sløjfer og svungne former, der med biedermeiertidens komme omkring 1840 blev højeste mode Dette sæt er netop skabt i 1840 på foranledning af dronning Caroline Amalie (1796-1881), og udført af guldsmed C.M. Weishaupt & Söhne, Hanau (Hessen).
Barselsgave
Også historisk har smaragderne været båret samlet, da over en tredjedel af sættets grønne sten kan føres tilbage til en smaragdkæde med tilhørende kors, som Dronning Sophie Magdalene (1700-1770), modtog i 1723 af sin mand Kronprins Christian (6.) ved fødslen af deres første barn Frederik (5). Smaragdkæden med tilhørende kors må uden tvivl have betydet meget for Sophie Magdalene, og da de samtidig blev givet ved fødslen af en kommende konge, er det kun naturligt at finde smaragderne blandt kronjuvelernes ædelsten i dag.
Ikke tænkt som kronjuveler
Imidlertid havde Sophie Magdalene slet ikke tænkt de kulørte sten som del af juvelerne til kronen, da hun i 1746 udfærdigede sit testamente. Her forbigik hun nemlig stenene i tavshed. Når de alligevel endte som kronjuveler, måske endda de bedst kendte af dem alle, hænger det sammen med Dronning Juliane Marie (1729-1796), der efter Sophie Magdalenes død sikrede, at også smaragderne blev en del af kronjuvelerne og dermed blev bevaret samlet for eftertiden.
Kommer til sin ret i lyset
Smaragdsættet består af et spinkelt stel af guld, hvor brillanter og de store smaragdsten er monteret i åbne fatninger, så lyset kan trænge gennem stenene både forfra og bagfra. Særligt i diademets dråbeformede smaragder og i sættets store ørelokker kommer monteringen af stenene til sin fulde ret. Her kan lyset indfanges og genspejles og få smykkesættets ellers mørkegrønne smaragder til for alvor at stråle. Netop den ensartede og dybe farve i smaragderne gør smykkesættet til noget helt særligt og en helhed, som næsten altid bæres samlet. Brochen er udført, så den kan skilles ad og delene anvendes separat.
Smaragdsættet i H.M. Dronning Margrethes regeringsperiode
H.M. Dronning Margrethe bar ofte smaragdsættet sammen med grønne kjoler, der matchede stenene. Den sidste gang Dronning Margrethe bar kronjuveler var det netop smaragdsættet, der var i brug. Dette var ved gallamiddagen i forbindelse med det spanske kongepars besøg i november 2023. Smaragdsættet var efterfølgende også det første kronjuvelssæt H.M. Dronning Mary bar efter tronskiftet 14. januar 2024. Dronning Mary bar diademet, halskæden og ørelokkerne fra smaragdsættet på det første officielle gallaportræt af Kongeparret, der blev offentliggjort 25. april 2024.
I 2024 fik Dronning Mary tilføjet endnu et diadem til kronjuvelerne, da hun i samarbejde med Kongernes Samling fik skabt en supplerende monteringsform til kæden fra Rosenstensættet, så de største diamanter herfra også kan bæres som diadem – læs mere om Rosenstendiademet her
Foto: Iben Kaufmann