Selvportræt af Magnus Stenbock

Selvportræt af den tilfangetagne svenske hærfører Magnus Stenbock med bøn om frigivelse. Stenbock var en fremragende feltherre med en stærk gudstro og kunstnerisk interesse. Under den Store Nordiske Krig blev han taget til fange, da den gottorpske fæstning Tønning overgav sig i 1713. Stenbock blev fængslet i Kastelet i København hvor han malede dette selvportræt. Stenbock malede sig selv med fæstningen i baggrunden, og måske mere specielt, i noget der minder om en hønsegård. Man kan spekulere om ikke han tilføjede sig selv og fæstningen til et eksisterende maleri, da landskabsmalerier med lignende motiver ikke var ualmindelige på den tid. Bønnen om frigivelse var dog forgæves, han døde i fangenskabet i 1717. Foruden maleriet drejede han flere elfenbensgenstande, hvoraf nogle er udstillet i dette rum.

Relationer