Musikkanal
Christian 4. var lidt af en visionær, når det kom til kreative påfund, og Vinterstuen gemmer på flere hemmeligheder, som han nød at overraske sine gæster med. I gulvet fandtes der fx tre diskrete lydkanaler, hvorigennem sød musik kunne nå kongens gæster, uden at de kunne lokalisere kilden til lyden. Noget der på den tid har været en både skræmmende og fascinerende oplevelse!
Lydkanalerne lå skjult i flere århundrede og først ved restaureringen af slottet i 2005 dukkede de atter op.
Det antages, at Christian 4., da han udvidede Rosenborg i 1613-15, lod sin nye Vinterstue forsyne med de hemmelige lydkanaler i gulvet, således at det kongelige kapel uset kunne musicere under hvælvene i kælderen.
Opdagelsen af disse hemmelige lydkanaler var med til at bekræftede flere dagbogsnotater, som fortæller, at Christian 4. modtog sine gæster med musik, men at gæsterne hverken kunne se musikerne eller Vinterstuens lydkanaler, der var dækket af møbler med udskårne fødder.
Et par gange om året gennemfører Violon-Banden koncerter i Vinterstuen, hvor musikkanalerne demonstreres for offentligheden.