Kroningspokal
Fra 1448 havde de danske konger en formel overhøjhed over Hamborg, men handelens opsving gav byen international betydning, og hyldningen blev et spørgsmål om prestige.
I kroningsåret 1648 manglede Frederik 3. penge og tilbød at lade hyldningen erstatte af kontanter, men Hamborg nølede og omsider blev hyldningen planlagt til 1654. Hertil bestilte Frederik 3. bl.a. denne skålpokal hos guldsmeden H.C. Brechtel i Haag. Pokalens dekoration fortæller hvorfor.
På laget kranses regalier og Nordens våben af svaner, våbendyr for hertugdømmet Stormarn ved Hamborgs grænse, som var den danske konges juridiske grundlag for kravet om overhøjhed. På foden ses samme svane med halsen i munden på den danske løve, og den sidste provokation er under pokalens fod, som hamborgerne ville se, når Frederik 3. udbragte skålen: et idyllisk landskab, fremtiden under dansk styre eller den tabte friheds guldalder?
Kongens påtænkte hyldning i 1654 blev dog aldrig afholdt.