Kongernes SamlingRosenborgSlottets historieRum og genstandeMagasinKroningskåbe

Kroningskåbe

Kroningskåbe af rødt silkefløjl, broderet i guldtråd med 1400 kongekroner og foret med hvidt kaninskind; kanten på oversiden er af hermelin. Christian 5. bar kåben ved sin kroning i 1671.

Se Kongernes Samlings film om danske kroner og salvinger

Relationer

Kongekroner og herskersymboler

Kongekroner og herskersymboler Kongerigets ypperste symboler kaldes også regalier og kan oversættes til “det som hører kongen til”. I dansk sammenhæng drejer det sig om kongens og dronningens kroner, scepteret (herskerstaven), rigsæblet (symbolet for Universet og jordkloden), kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. Mange forestiller sig formentlig Kongen sidde i daglig audiens på sin tronstol iført sin krone og med de øvrige regalier indenfor rækkevidde, men genstandene blev faktisk kun brugt én gang i en konges liv, og det var ved hans kroning eller salving. Den ældste kendte kroning i Danmark er Knud 6.s i 1170 i Ringsted Kirke, og kroningstraditionen fortsatte til og med Frederik 3. Ved Frederik 3.s kroning var Danmark et valgkongerige, hvor kongens ældste søn kun på rigsrådets nåde blev valgt som konge og måtte underskrive en kontrakt – en håndfæstning – der begrænsede hans magt i forhold til rigsrådet. Ved kongens kroning var det derfor rigsråderne, der på symbolsk vis deltog i påsættelsen af kronen. Under Frederik 3. blev enevælden indført i Danmark og hans søn, Christian 5. arvede derfor automatisk kongetitlen – kun af Guds nåde og ikke længere også af rigsrådets. Derfor ophørte kroningsceremonien; kongen satte nu selv kronen på sit hoved, hvorefter han lod sig salve i kirken som en Guds velsignelse af monarkens gerning. Christian 4.s krone blev også brugt ved Frederik 3.s kroning, men ved Christian 5.s salving til enevældig konge i 1670 indsmeltede man indsatsen fra Frederik 3.s krone og skabte en ny krone af guldet. En ny epoke begyndte og kronen bliver også kaldt ”de enevældige kongers krone”. En ny epoke begyndte igen med enevældens ophør i 1848, og Christian 8.s salving i 1840 blev den sidste. Fra da af anvendes kronen kun en gang i hver konges liv, og det er, når han er død. Monarkens kiste sættes frem i Slotskirken på Christiansborg til det såkaldte ”Castrum doloris” (af latin: smertens leje), hvor kronen lægges på kistens låg, og de øvrige regalier opstilles foran kisten. Se Kongernes Samlings film om danske kroner og salvinger

Frederik 6., 1830

Frederik 6. i salvingsdragt. Skitse af Vilh. Bendz fra 1830.

Frederik 4.s salving

Frederik 4.s salving i Frederiksborg Slotskirke 1700.

Maleri af Christian 5. med sin halvbroder, ca. 1671

Christian 5. i samtale med sin ældre halvbroder Ulrik Frederik Gyldenløve og med greve Anthon af Aldenburg (1633-1680). Grisaille af Anton Steenwinkel. Gyldenløverne, kongernes naturlige, dvs. “uægte” børn, spillede en betydelig rolle i 1600 tallets politiske spil i Danmark. De var som kongebørn placeret højt i det standsopdelte samfund. Samtidig var de dog udelukket af tronfølgen og havde dermed ingen egne dynastiske ambitioner, hvilket gjorde dem aldeles loyale over for den regerende konge. Ulrik Frederik Gyldenløve var resultatet af et forhold Frederik (3.) havde med Margrethe Pape, inden han i 1643 blev gift med Sophie Amalie.

Frederik 4., ca. 1700

Fuldfigursportræt af Frederik 4. i kroningsdragt, formentlig malet af Benoit le Coffre. Kongen bærer sceptret i højre hånd og bevogtes af tre sølvløver for sine fødder.

Portræt af Charlotte Amalie

Dronning Charlotte Amalie, malet af Jacob d’Agar.

1650-1675

Carl Gustav-krigene 1657-1658 og 1658-1660 var periodens store udenrigspolitiske begivenheder; tabet af Skåne, Halland og Blekinge ved Roskildefreden i 1658 blev et magtpolitisk lavpunkt i Danmarkshistorien. 

Christian 8.

Christian 8. var konge af Danmark fra 1839. Moderen var Sophie Frederikke, hustru til Christian 7.s bror arveprins Frederik; mange mener at faderen var arveprinsens adjudant.