Frederik 6., 1794
Dette portræt af kronprinsen er det tidligst kendte af Frederik (6.) uden paryk, dog er kronprinsens naturlige hår pudret og tilbagestrøget. I slutningen af 1700-tallet var også moden blevet påvirket af filosoffen Jean-Jacques Rousseaus gennemgribende tanker om det naturlige. Derfor var parykker, store frisurer, stramme kjoleliv og stor detaljerigdom i dragten ved at blive afløst af mere enkle stiltræk. Portrættet er malet i 1794, og kronprinsen er iført blå admiralsuniform.
Der er usikkerhed om, hvorvidt Jens Juel selv har ført penslen til dette portræt. Den store interesse for at blive portrætteret af den populære kunstner betød, at han måtte få assistance til de mange bestillinger. Hans værksted blev af samme grund i samtiden omtalt som Juels ”portrætfabrik” af skarpe tunger.