Grib fat i dragten, og drej rundt.
Frederik 4.s dragt
Frederik 4. rejste til Italien to gange. Begge gange oplevede han karneval i Venedig. Når han kom hjem, blev der holdt maskeradeballer, hvor han var klædt ud som tjener. Dragterne fik han syet af stof, som han havde købt i Italien. Udklædninger til en maskerade behøvede ikke være nøjagtige. De flotteste dragter lignede ofte noget fra teatrenes fantasiverden. Man satte pris på den kontrast, der opstod, når en ydmyg dragt var syet af de kostbareste stoffer. De markante guldbånd i brede zig-zag-mønstre, “vingerne” ved skuldrene og en tilhørende hat med opadbøjet skygge, kaldet en “Casquet”, er alle detaljer fra tjenerdragten i Venedig. Dragten består af en åbentstående trøje af sølvstof, besat med rustrødt fløjl og brede guldbånd. Trøjen er tilsat et meget vidt “skørt”, der er lagt i læg omkring taljen. Under trøjen ses den langærmede vest, som i modsætning til trøjen er syet af guldstof og besat med sølvbånd og sølvfrynser. Knæbukserne er syet af sølvstof med guldfrynser. Det har understreget bevægelserne, når kongen dansede!