Engelsk prinsessekrone
Engelsk prinsessekrone, som formentlig har tilhørt prinsesse Louise, der i 1743 blev gift med kronprins Frederik (5.)
Hermelinskanten er en moderne kopi.
Louise var datter af Kong Georg 2. af Storbritannien, og dronning af Danmark og Norge fra 1746 til sin død i 1751. Selvom hun kun nåede at være dronning i fem år, opnåede hun stor popularitet og var yderst afholdt af folket – særligt i København.
Hendes tilstedeværelse udgjorde et frisk pust i det danske hof, der med Christian 6. havde været styret efter strenge pietiske leveregler. Dronningen var munter, livsglad og elskede fest og dans, og det var til stor sorg for hendes mand, Frederik 5., da hun døde af graviditetskomplikationer. Hun skænkede ham fire overlevende børn.