Carl af Hessen
Portræt af landgreve Carl af Hessen. Relieffet er udført i krystal, onyx, karneol og andre stenarter, på en bund af agat. Landgreven var broder til Christian 5.s dronning Charlotte Amalie. Relieffet viser Carl som øverstbefalende (marskalstaven i hans højre hånd mangler) med Hessens løve som beundrer. Relieffets teknik minder om et puslespil, hvor brikker af forskelligfarvet halvædelsten er limet på en fælles grund.
Portrættet blev formentlig udført til minde om landgrevens sejr over en fransk invasionshær ved Rheinfels 1692.