Balsambøsse, ca. 1600

Dette emaljerede dødningehoved fungerede som balsambøsse. Kraniet kan åbnes, og i baghovedet er der seks små rum, hver med et lille skilt, hvoraf fem af dem kan læses som: Kanelbark, Citron, Merian, Roser og Nelliker. Bag øjnene ligger en lille svamp, som man kunne væde med en af de seks dufte, hvorefter den lod duften sive ud igennem øjenhulerne i det lille kranie.

På kæden er der fire dødningehoveder, samt to kronede kvindehoveder, hvis bagside er kranier. Disse såkaldte “memento mori” skulle minde ejeren om livets og tilværelsens forgængelighed.

Hvis man ser nærmere på det store portræt af Ellen Marsvin, Christian 4.s svigermor, der hænger i stengangen her på Rosenborg, kan man se, at hun bærer en lignende balsambøsse hængende i en kæde

Balsambøssen, som er udstillet i Skatkammeret under Rosenborg, er af guld og hvid emalje med rubiner. Den er fremstillet omkring år 1600, og har blandt andre tilhørt Dronning Sophie Amalie, der var gift med Frederik 3.

Foto: Iben Kaufmann

Relationer

Kongekroner og herskersymboler

Kongekroner og herskersymboler Kongerigets ypperste symboler kaldes også regalier og kan oversættes til “det som hører kongen til”. I dansk sammenhæng drejer det sig om kongens og dronningens kroner, scepteret (herskerstaven), rigsæblet (symbolet for Universet og jordkloden), kroningskården, rigssværdet, beholderen til salvingsolien og tronstolene. Mange forestiller sig formentlig Kongen sidde i daglig audiens på sin tronstol iført sin krone og med de øvrige regalier indenfor rækkevidde, men genstandene blev faktisk kun brugt én gang i en konges liv, og det var ved hans kroning eller salving. Den ældste kendte kroning i Danmark er Knud 6.s i 1170 i Ringsted Kirke, og kroningstraditionen fortsatte til og med Frederik 3. Ved Frederik 3.s kroning var Danmark et valgkongerige, hvor kongens ældste søn kun på rigsrådets nåde blev valgt som konge og måtte underskrive en kontrakt – en håndfæstning – der begrænsede hans magt i forhold til rigsrådet. Ved kongens kroning var det derfor rigsråderne, der på symbolsk vis deltog i påsættelsen af kronen. Under Frederik 3. blev enevælden indført i Danmark og hans søn, Christian 5. arvede derfor automatisk kongetitlen – kun af Guds nåde og ikke længere også af rigsrådets. Derfor ophørte kroningsceremonien; kongen satte nu selv kronen på sit hoved, hvorefter han lod sig salve i kirken som en Guds velsignelse af monarkens gerning. Christian 4.s krone blev også brugt ved Frederik 3.s kroning, men ved Christian 5.s salving til enevældig konge i 1670 indsmeltede man indsatsen fra Frederik 3.s krone og skabte en ny krone af guldet. En ny epoke begyndte og kronen bliver også kaldt ”de enevældige kongers krone”. En ny epoke begyndte igen med enevældens ophør i 1848, og Christian 8.s salving i 1840 blev den sidste. Fra da af anvendes kronen kun en gang i hver konges liv, og det er, når han er død. Monarkens kiste sættes frem i Slotskirken på Christiansborg til det såkaldte ”Castrum doloris” (af latin: smertens leje), hvor kronen lægges på kistens låg, og de øvrige regalier opstilles foran kisten. Se Kongernes Samlings film om danske kroner og salvinger