Marmorgemakket

Marmorgemakket på Rosenborg er et af slottets meget særprægede værelser. Rummet er unikt på grund af dets oprindelige funktion og på grund af de materialer, det blev bygget af. Men rummet er også specielt, fordi det stort set er intakt – i de 340 år, der er gået siden rummet blev indviet i 1670, har bygningselementerne kun været udsat for reparationer – aldrig ombygninger.

Marmorgemakket som det så ud før behandling. Væggene er revnede, matte og glansløse, loftet er snavset og malerierne er i meget dårlig stand og på gulvet ligger mosaikstenene løse.

Læs her: Beskrivelse af Marmorgemakket 

Læs her: Marmorgemakkets historie

Læs her: Marmorgemakkets materialer

Marmorgemakkets tilstand

Trods godt håndværk kan det ikke undgås at et rum som Marmorgemakket slides. Man ser er da også spor efter ældre reparationer overalt i rummet. I 2010 var tilstanden af Marmorgemakkets stukvægge, gulv, farvelagene på dørene og malerierne i loftet imidlertid blevet så dårlig, at en gennemgribende behandling var nødvendig.

Se video af Marmorgemakket før istandsættelsen.

Konserveringen og restaureringen af de forskellige kunst- og bygningsdele skulle bibeholde rummets originalitet. Man måtte ikke ændre konstruktioner, tilføre nye bygningsdele eller fjerne originalt materiale.
Skaderne på vægge, gulve, træværk, malerier og lofter var meget forskellige afhængigt af de oprindelige materialer og de reparationer, der havde været foretaget gennem tiden og det krævede overblik og planlægning ved valg af konserveringsmetoder og -materialer.

Arbejdsprocessen

Rosenborg er indrettet, så man går i én retning  gennem slottet og derved kommer gennem alle rum, men Marmorgemakket ligger midt på denne rundgang af stueetagen og derfor måtte man lede museets gæster tilbage ad samme vej, de var kommet for, at nå ned i den anden ende af slottet. Marmorgemakket er så lille, at man ikke kan have en gennemgang af museets gæster samtidig med, at der arbejdes i rummet. For at gæsterne ikke skulle støde på en lukket dør to gange under deres besøg, blev der monteret glasvægge i de to døråbninger, så gæsterne kunne følge lidt med i konservatorernes arbejde.

Der var afsat et år og to måneder til arbejdet og da næsten alt konserveringsarbejde tager tid, så måtte man arbejde med flere arbejdsprocesser på én gang.

Først blev gulvmosaikfelterne taget op og beskyttelsesplader blev lagt på gulvet, så stukkatører (vægge) og malerikonservatorer (døre og loftsmalerier) kunne arbejde på samme tid.
På grund af den begrænsede plads flyttede malerikonservatorerne alt, hvad der kunne afmonteres – døre og oliemalerier – ud af Marmorgemakket ned til Amalienborg, hvor museet har sit malerikonserveringsatelier. I denne periode havde stukkatørerne rummets for sig selv. Da malerikonservatorerne var færdige med dørene og skulle fortsætte med de små marmorerede mellemgange, der er ind til naborummene, var stukkatørerne så langt fremme med deres arbejde, at der var plads til konservatorerne. Man fortsatte nu arbejdet sammen og fik installeret to specialbyggede rullestilladser, så malerikonservatorerne også kunne komme til at arbejde på de 15 loftsmedaljoner. I sidste del af perioden blev oliemalerierne atter sat op og endelig kunne gulvmosaikfolkene komme ind  i rummet for at lægge mosaikfelterne.

Væggenes Tilstand

Væggenes tilstand var flere steder kritisk på grund af de mange hulrum bagved stukmarmoren. Man havde måttet klæbe sikkerhedspapir på stukmarmoren flere steder, for at den ikke skulle falde ned. Flere af marmorstukpilastrene sad meget løst og enkelte var skubbet flere cm ud fra væggen. Og der var skæmmende gamle reparationer på stukmarmoren.
En meget markant skade på stukmarmoren var den afblegning og misfarvning, der er sket af stukmarmorens oprindelige farver. I dag står væggene med et overvejende gråsort udtryk, men oprindelig har væggenes sorte og hvide farver være suppleret af stærkt røde, gule og blå farver. Farveforandringerne på stukmarmoroverfladerne skyldes brug af plantefarver (sandsynligvis indigo) og cinnoberrød og gul i den originale stukmarmor. Disse pigmenter  og farvestoffer er ikke lysægte og overfladerne mørkner og bliver gråbrune i farven. Denne skade er uoprettelig og man kan ikke gøre noget ved det. Misfarvningen af stukmarmoren ligger kun i den øverste del af stukmarmoren og man ville kunne slibe denne del bort, hvorefter farverne ville komme frem igen, men efter en årrække vil farverne blot forsvinde igen. Så vil man skulle gentage afslibningen og til sidst vil der ikke være mere materiale tilbage.

En revne i stukmarmoren er tidligere blevet repareret, men nu er revnen sprunget op og reparationen er blevet misfarvet.

Væggenes behandling

En behandling, som den, de to stukkatører Manfred Siller og Peter Funder udførte på Marmorgemakkets vægge, indebærer, at hver eneste kvadratcentimeter af rummets vægge gennemgås. Hvis man finder et hulrum, revner eller løs stuk, skal det sikres på forskellig måde. På vinduesvæggen var der kraftige skader forårsaget af rustne søm, som skubbede stuklaget ud fra væggen. Her måtte man forsigtigt brække store stykker stukmarmor af, fjerne de rustne søm og derefter genmontere stukmarmoren. Revner blev udfyldt med stukmarmormasse, som blev slebet og poleret til det oprindelige marmorstuks niveau.
På profilfriserne ved loftsafslutningen måtte man fjerne smuds og voksrester. Også her blev løse og hule profildele sat fast.
Af de 18 vægpilastre med postamenter  måtte fire pilastre på vinduesvæggen tages ned og genmonteres.

Stukmarmoren i de tre vindueslysninger var meget slidt og havde sætningsskader. I overfladerne  var der mange hakker og ridser. Niveauforskellene kunne ikke udlignes ved nedslibning, da marmorstukken havde fine indlagte forgreninger. En nedslibning ville betyde, at disse detaljer ville gå tabt. I stedet blev skaderne udfyldt med ny stukmasse, hvorefter det nye materiale blev slebet og poleret.
De tre våbenbilleder på væggen blev renset på en særlig skånsom måde og mindre skader blev fastlagt. Til sidst blev der efterpoleret med polérsten og limstuk. På den hvide grundfarve på de tre billeder fandtes der skæmmende pletter. Disse blev nedtonet.

Vægbilledet af den kronede løve før og efter behandling.

De to hvide dørgerichter er også lavet af marmorstuk og begge var meget ustabile og måtte fæstnes. De skæmmende gamle reparationer blev slebet med polersten og skader blev udbedret med stukmarmor i den oprindelige hvide farve. Til sidst blev stukmarmoren overalt indgnedet med en blanding af karnauba- og bivoks og gnubbet, så der kun blev en tynd film af voks tilbage på stukmarmoroverfladen. Herved genskabtes den blanke overflade og farverne fremstod med større dybe og glød.
Misfarvningen af vægstukken, der skyldes brug af ikke-lysægte pigmenter i den originale stuk, kunne man ikke gøre noget ved, da det ville indebære en nedslibning og det var derfor ikke muligt at genskabe det oprindelig meget intense farvespil. En digital rekonstruktion af det oprindelige farvespil blev dog fremstillet.

Rekonstruktion af Marmorgemakkets oprindelige farver. Rekonstruktionen er foretaget digitalt, hvor de blegede farver er erstattet af de originale farver. De farver, der ikke er blegede er ikke rørt.

Se video af stukkatør Peter Funder fortælle om stukmarmor og Marmorgemakkets skader.

Loftet før behandling.

Stukloftets tilstand

Loftets stuk var i 1982 nødtørftigt blevet udbedret. Her var store revner blevet repareret og loftet var blevet hvidtet. Men i 2010 var loftet igen blevet snavset og var fyldt med gennemgående revner.

Lærredsmaleriernes tilstand

De to oliemalerier i midten af loftet er malet på lærreder, der er opspændt på blændrammer. De var bulede og meget snavsede. Fernisen var kraftig gulnet og der var uforklarlige mørke plamager og pletter på begge billeder, men det ene maleri så ud til at være i markant dårligere tilstand end det andet.

Det ene loftsmaleri, olie på lærred, før behandling. Maleriet er plettet og baggrunden er grålig istedet for lyseblå.

Lærredsmalerierne i loftet nedtages

Arbejdet med oliemalerierne i loftet startede med, at de blev taget ned fra loftet, dels fordi stukatøren skulle konservere stukloftet og dels for at malerikonservatorerne bedre kunne behandle malerierne.

De to centrale loftsmalerier var sømmet fast til loftet med lange jernsøm og for at komme frem til sømmene, måtte konservatorerne skrabe en yngre gibsudfyldning mellem rammens kant og maleriets kant væk.
Imens loftsmalerierne var nedtaget udbedrede stukkatørerne skaderne i loftet og hvidtede det.

Behandling af lærredsmalerierne

Farvelaget sad godt fast på lærredet og det vidner om kunstnerens gode maletekniske egenskaber.
Så det første, konservator Berit Møller, gik i gang med, var at rense malerierne, for der var ikke noget løst farvelag, der skulle lægges fast først.

Malerierne blev renset for misfarvet fernis og man kunne konstatere, hvorfor de to maleriers blå baggrundsfarver så forskellige. Det var især den lyseblå himmelbaggrund, hvor forskellen sås tydeligst. Det var meget mærkeligt, at der var denne forskel på de to malerier, men den kunne forklares.
Undersøgelser af de to maleriers farvelag viste, at misfarvningerne måtte skyldes en tidligere skrap afrensning.

Se video af behandlingen af loftsmalerierne (olie på lærred).

Om sære opdagelser

Under rensningen af det ene maleri dukkede der nogle mærkelige spor op i maleriets farvelag. Man kunne først se dem, da farvelaget blev vædet med opløsningsmiddel under rensningen. Efterhånden som man arbejdede sig frem med rensningen, opdagede man, at de mørke, brunlige skygger, udgjorde noget, der kunne ligne en større figur. Figuren havde størrelse og omfang som en af de puttier – de små engle, der bærer kongekronen og scepteret. Denne putti så ud til at holde det ene skriftbånd. Undervejs i renseprocessen fandt man flere mindre rettelser, som stammer fra kunstnerens hånd. 

Se video af den gemte engel.

Man kan se meget af maleriernes tilstand og historie på deres bagside og kanter. Man kan fx se, at malerierne sidder på meget gamle blændrammer. Det ser ud til at være de originale blændrammer, men der har været nogen tilpasningsproblemer ved opsætningen i 1670. Billederne har ikke har passet rigtigt i hullerne i stukloftet og man har måttet bygge dem lidt om, for at få malerierne på plads. De to rektangulære ’vinger’ er blevet drejet lidt i forhold til den planlagte form og man kan se ændringerne på både blændrammen og lærredet. På blændrammen er der bygget støttelister på og på lærredet og farvelaget er en del af motivet bøjet ned på ombukningskanten. På den modsvarende side af maleriet mangler der til gengæld farvelag – der har man måttet  male op med lyseblå farve. Overmalingen afslører sig ved at være mere transparent og have en noget anderledes farvetone.

På disse to detaljefoto kan man se at ‘vingerne’ på maleriet er blevet flyttet en smule: På det øverste foto er maleri med motiv bukket ned på ombukningskanten, mens man på fotoet i midten kan se at farvelaget efter rettelsen ikke har dækket og man derfor har været nødt til at male ekstra lyseblåt på. Man har dog ikke helt ramt den rigtige lyseblå farve. På bagsiden (nederste foto) kan man se at der er lavet en tilretning med et ekstra stykke træ på blændrammen.

Retouchering af malerierne

Efter at overfladesnavs og gammel fernis var renset væk blev malerierne ferniserede, så alle farver atter fik dybde og intensitet. Så gik retoucheringen i gang. Den heftige, tidligere rensning havde slidt store dele af farvelaget bort og opgaven var at få retoucheret disse skader på en sådan måde, at skaderne ikke længere var forstyrrende for oplevelsen af malerierne. Der blev retoucheret med små penselstrøg af lysere farve, som optonede de mørke pletter. Man malede med en stregteknik, så konservatorens arbejde fremstår tydeligt, når maleriernes betragtes tæt på, men langt fra kan man ikke se dem.

Buler udrettes

Malerilærrederne bulede langs kanterne. Hvilket skyldtes, at flere søm var rustet bort og at lærredet var skadet eller for kort, så opspændingen var ikke jævn over hele billedet. Det betød, at man måtte styrke de skadede lærredskanter med nyt lærred.
Under behandlingen blev billederne ikke taget helt af blændrammen, selvom det kunne have lettet arbejdet meget. Man ville gerne forsøge at bevare den gamle og oprindelige opspænding med de gamle søm på deres oprindelige pladser. Der er ikke mange så gamle malerier, der stadig er monterede på deres oprindelige blændrammer med de oprindelige søm. Derfor ville man begrænse indgrebet til det absolut nødvendige.
Efter at have fjerne de søm, der ikke længere holdt lærredet, blev stykker af hørlærred klæbet på maleriets kanter og nu kunne man trække lærredet på plads på blændrammen og spænde det fast igen. Man valgte at bruge hæfteklammer i stedet for søm, fordi man så nemt vil kunne se, hvad der er originalt og hvad der er en senere reparation.

Se video af hvordan lærredsmaleriets kanter sikres.

Medaljonernes tilstand

Medaljonerne, der er spredt rundt på loftet, er malet direkte på loftets gibs. De er malet med kompositionsfarve på en sort bund af limfarve. Den sorte limfarve havde mistet sin bindeevne og derfor var farvelaget faldet af i større eller mindre grad på alle malerier. Flere reparationslag og overmalinger dækkede store afskallede områder. Men nedbrydningen var fortsat og der var kommet mange nye afskalninger. Overmalingerne og de gamle reparationerne var meget forkerte i farven og skæmmede malerierne. Der er både forgyldninger og forsølvninger på malerierne. Forsølvningerne er dekomponerede, så de i dag alle er helt brune. Det skyldes, at sølvbladene, der er brugt til forsølvningen, er blevet angrebet af det underliggende gips. Oprindelig  har man lakeret sølvet for at sikre, at det ikke skulle blive angrebet af luftens ilt og blive mørkt, men man har ikke tænkt på gipsens kemi. Flere steder er sølvet dekomponeret til grå skygger hele vejen rundt om figurerne. Disse sølvskader er uoprettelige.

Medaljonen med Ditmarskens Rytter. Rytteren er forsølvet og har oprindelig stået som skinnende sølv med gulddetaljer, Men sølvet er dekomponeret og er i dag helt brunt. Den røde bundfarve er totalt overmalet, fordi den oprindelige røde farve er meget afskallet. De rester, der er tilbage af den  røde farve sidder meget dårlig fast til gibsbunden.

Medaljonernes behandling

Konservatorerne Anne Brøndum Torp, Lin Spåbæk og Berit Møller kravlede på stillads for at arbejde på de 15 medaljoner, der er spredt ud over stukloftet i Marmorgemakket. Behandlingen af medaljonerne startede med fastlægning af farvelaget. Det sprøde, sårbare farvelag blev limet fast til gipsunderlaget. Man brugte en række forskellige lime, fordi medaljonernes farvelag modtog limen forskelligt. Når farveskallerne var blevet trykket fast, blev overfladen renset for overskydende lim, overmalinger og retoucher.
Efter konservering blev der lavet enkelte udkitninger på medaljonerne i vinduesnicherne, mens det ikke var nødvendigt at udkitte de andre medaljoner.
Alle skader blev retoucheret med vandopløselige farver. Man dækkede alle skader – også de grå skygger af dekomponeret sølv, der var på nogen af medaljonerne og erstattede det farvelag, der var gået tabt. Man retoucherede med samme stregteknik som på oliemalerierne.
De forsølvede og lakerede figurer fik til sidst et nyt, tyndt lag lak som beskyttelse.

Se video af malerikonservatorerne fastlægge og rense farvelaget på loftsmedaljonerne.

Medaljonen af De Venders Lindorm før og efter behandling.

Medaljonen af Grønlands Isbjørn. Også denne figur er oprindelig forsølvet og har stået lysende sølvfarvet, men i dag er sølvet blevet brunt.

Træværkets tilstand

Dørenes og mellemgangenes marmorering i lakfarver var meget opskallet og mange steder var farven faldet helt af. Gamle retoucher og overmalinger var blevet mørke, gule og havde en mat overflade. Men under alle de kedelige overmalinger kunne man stadig se den meget smukke originale marmorering.

De marmorerede døre er meget triste at se på før behandling. Farvelaget skalle op og af og farverne er skæmmet af overmalinger og snavs.

Træværkets behandling

Behandlingen af træværkets smukke marmorering foregik to steder, nemlig på konserveringsatelieret, hvortil man havde bragt dørene og i Marmorgemakkets to små mellemgange. Her var de marmorerede vægge og lofter, der ikke kunne nedtages.
Det bærende underlag – træet – havde det fint. Men flere af de gamle limfuger i dørene var sprunget op og plankerne i dørspejlene havde bevæget sig væk fra hinanden. Men på grund af dørenes konstruktion var det alligevel muligt at lime igen og skubbe plankerne sammen.

De gamle limfuger er sprunget op og efter genlimning skubbes plankerne sammen, hvorefter limen tørrer under spænd.

Farvelaget på dørene sad godt fast i store partier, mens det var meget ødelagt i andre og måtte lægges fast.
Hver farveskal blev limet fast til træunderlaget. Man brugte fiskelim (fra en stør), fordi den er tyndtflydende og trænger godt ind under farvelaget. Når farveskallerne var blevet trykket fast, blev overfladen renset for overskydende lim. Mange af de grimme retoucher og overmalinger blev fjernet under denne renseproces.

Se video af malerikonservatorerne farstlægge og rense farvelag på de marmorerede døre. 

Efter fastlægning og rensning blev de rester af overmalinger, der ikke blev fjernet sammen med limen, bortrenset.
I enkelte tilfælde kunne man ikke fjerne nogle af de uoriginale åretegninger, så dem måtte man lade blive.
Målet var at dørene kom til at fremstå så originale som muligt, samtidig med at man bevarede de senere tilføjelser i begrænset omfang. Fx blev farvelaget på nogle tilstykninger for neden på dørene konserveret og restaureret, selvom de var kommet til senere.
De afskallede områder blev udkittede med en indtonet kridtgrund.
Den originale lak er blevet meget mat, men har oprindelig stået spejlblank. Derfor blev lakken regenereret med et opløsningsmiddel, så den atter blev blank og marmoreringens farver trådte tydeligt frem.
Efter udkitning og isolering af udkitningerne retoucheredes dørene.
Dørbeslagene blev renset.

Den ene af de seks dørsider, der er marmorerede. Før og efter behandling

Gulvets tilstand

Gulvet er lagt med fliser og  mosaiksten af fire forskellige slags marmor.
Med tiden var gulvet blevet noget ujævnt og mange af de små mosaikfliser knækkede og løsrev sig jævnligt fra gulvet.

Detalje af gulvet før behandling.

Gulvets behandling

Felterne af mosaikfliser blev brækket op og man opdagede årsagen til de mange skader på mosaikstenene. De lå i et tyndt lag mørtel, som lå ovenpå et noget ustabilt lag sand blandet med slagger og stumper af gammelt affald. Mens de små mosaikfliser blev taget op fik de store marmorfliser lov at blive liggende. Bunden for mosaikfelterne blev rettet op. De knækkede sten blev erstattet med nye og sammen med de originale sten blev de placerede på deres oprindelige pladser.

Gulvlægning

Rummet genindvies

Uden forsinkelser blev istandsættelsen af Marmorgemakket færdig og rummet blev genindviet af HM Dronning Margrethe på hendes fødselsdag d 16 april 2012.

Se video af Marmorgemakket efter istandsættelse