Fotografering i åbningstid
Rosenborg er et 400 år gammelt slot og dermed fra en periode, hvor der hverken fandtes filmhold eller fotografer. På slottet udstiller vi nogle af landets mest kostbare skatte og mange skrøbelige genstande. Derfor er der nogle forholdsregler, som vi beder jer være opmærksomme på, når I besøger slottet.
Det er tilladt at filme og fotografere i slottets åbningstid uden forudgående aftale. Det er dog ikke tilladt at benytte stativer, ekstra lys, håndholdte stabilisatorer eller andet ekstraudstyr. Tasker må ikke medbringes på slottet og skal opbevares i taskeskabe under besøget.
Vi beder jer være opmærksomme på ikke at berøre slottets genstande og andet interiør. Vær særligt opmærksomme på den snævre trappeopgang.
Udstyr må ikke holdes over montrerne på slottet.
Vi beder jer udvise respekt over for vores øvrige gæster, når de besøger slottet.
Der er fri adgang på slottet med et gyldigt pressekort uden forudgående aftale, du skal blot henvende dig på billetkontoret. Har I ikke et pressekort, er I velkomne til at kontakte kommunikationsmedarbejder Trine Mernøe (tm@kosa.dk) inden jeres besøg for at få gratis entré.
Vi ønsker jer en god tur på slottet. Vi modtager gerne jeres presseklip, film og billeder, og glæder os til at høre fra jer!