Dronning Sophie Amalie med den 3. arm

Hvad gør man som konservator, når der dukker uventede ting op under arbejdet med malerierne?

Det var et spørgsmål malerikonservator Berit Møller stillede sig selv, da hun under renseprocessen fjernede tyk gulnet fernis og misfarvede retoucher og pludselig opdagede, at Dronning Sophie Amalie var forsynet med tre arme. Undersøgelser viste, at alle tre arme var malet af den samme maler. Maleriet er tilskrevet Juriaen Ovens stil (ca 1613-1678).

Maleriet var blevet indkøbt til De Kongelige Kronologiske Samlinger og skulle gøres istand til en særudstilling. Tiden var knap og opgaven var omfattende.

Maleriet som det tog sig ud ved ankomsten til Rosenborg: Farvelaget er kraftig opskallet – dvs at det mange steder er ved at falde af – og de tilstykkede kanter, som gør maleriet større end det oprindelig var, er ved at trække sig væk fra det originale maleri. Fernisen er meget gulnet og snavset og overmalinger og retoucher er blevet meget mørke.

Maleriet var for mange år siden blevet gjort større ved hjælp af nye lærredskanter, der var syet på hele vejen rundt. Derefter var der klæbet et større lærred bagpå. Nu var de ‘nye’ kanter ved at trække sig af lærredet og farvelaget sad heller ikke så godt fast. Det var nødvendigt at skille det originale maleri inclusiv de ‘nye’ kanter fra det store, syge lærred og sætte begge dele op på et nyt lærred.

Operationen forløb planmæssigt, farvelaget blev fastlagt med lim ved hjælp af en særlig vacuum behandlig på et såkaldt lavtryksbord og der blev klæbet et nyt lærred på maleriets bagside. Da de ‘nye’ kanter har siddet på maleriet i rigtig mange år, er de en del af maleriets kulturhistorie og de fik derfor lov at blive siddende.

Imidlertid var det oliefarvelag, der befandt sig på kanterne, ældet og var blevet meget mørkere end det originale farvelag. Man var godt klar over at det ville kræve et stort arbejde for at få de to dele til at passe sammen.

Når man renser et maleri for gammel fernis og gamle retoucher og overmalinger anvendes opløsningsmidler og det er ikke ualmindeligt at retoucherne er let opløselige og forsvinder sammen med den gulnede fernis, når den renses af. Det skete også denne gang. Men retoucherne var blot mere omfattende end man havde forestillet sig. Det viste sig nemlig, at de dækkede over en hemmelighed: en ekstra arm.

Detalje, der viser den nuværende arm, øverst. Og nederst den første arm. Bemærk hvor meget mørkere kjolen er under den nedhængende hånd er. Det skyldes at den oliemaling, der er brugt er blevet mørkere med tiden end det oprindelige farvelag. Den mørke kjole er malet på de nye kanter, Der har gjort maleriet større.

Da maleriet var færdigrenset kunne man, se at den højre arm, der i dag holder en papegøje til at begynde med havde hængt ned og hvilet på kjolens silkefolder. Så man godt efter, kunne man godt fornemme at den nye arm var usædvanlig lang og at Dronningens overarm under pufærmet og blonderne var usædvanlig lang.

Skitse af maleriets ældste motiv – før papegøjen kommer til og før de nye kanter kommer på.

Men hvorfor var armen blevet ændret? Armen stammede ikke fra det tidspunkt, hvor lærredet var blevet gjort større. Farvevalg og malestil var helt anderledes og svarede til resten af det originale maleris. Så derfor måtte armen betragtes som original. Den nye arm er en rettelse til det oprindelige billede foretaget af kunstneren selv. Man kan forestille sig, at Dronningen har ytret ønske om at få sit kæledyr med på billedet og dermed var rettelsen nødvendig.

Men hvorfor dukkede den gamle arm op, når der kun blev renset retoucher af? Svaret på dette spørgsmål fandt konservatoren i en række renseskader på det originale farvelag. En tidligere behandling havde været lige voldsom nok og de tynde overmalingslag, som maleren oprindelig havde dækket den første arm med, var blevet vasket væk. Det var sikkert sket på det tidspunkt, hvor maleriet var blevet gjort større. Det er mange år siden og på den tid anvendte man skrappe ludmidler til at rense malerier med – ofte med dybe ætsninger af farvelaget til følge.

Men tilbage til spørgsmålet: Hvad gør man i en sådan situation? Man kan enten lade den ekstra arm være fremme eller man kan dække den til igen.
Da dronning Sophie Amalie ville se temmelig fjollet ud med tre arme og at det aldrig har været kunstnerens intention, besluttede man at dække den til igen, men man valgte at dække den med retoucher, der på afstand falder i et med billedet, men tæt på kan man tydeligt se, at den nye overmaling er bygget op af små streger. På den måde sikrer man sig, at man tydeligt kan se, hvad der er originalt og hvad der stammer fra konservatorens hånd. Derfor lod man også det mørke farvelag på de tilstykkede kanter være og blot retoucherede en smal kant på grænsen til det originale farvelag. På den måde kan man, hvis man ser godt efter, læse maleriets historie på selve maleriet.

Detalje, der viser den nu dækkede hånd.

Maleriet nåede på trods af de uventede problemer at blive færdigt til tiden, så det kunne indgå i to særudstillinger.

Maleriet efter behandling på konservatorens værksted.