1675-1700

1675-1679 udkæmpedes Skånske Krig mod Sverige. Men målet med det hele, at genvinde Skåne, blev ikke indfriet; ingen europæiske stater ville længere tillade, at begge sider af Øresund blev behersket af samme magt. Under krigen blev Griffenfeld, som i årene forinden havde været landets nok mest magtfulde embedsmand og politiker, arresteret og dømt for forrædderi.

Indadtil blev slutningen af 1600-tallet en reformperiode, som skulle sikre enevælden og gøre Danmark til en velorganiseret stat. En hovedbegivenhed var samlingen af lovgivningen i en systematisk lovbog, Christian 5.s Danske Lov, som i 1683 afløste landskabslovene. Dertil kom i 1688 opmålingen og registreringen af hele rigets landbrugsjord i Den Store Matrikel, hvilket muliggjorde en bedre beskatning.

Barokken havde gradvis, efter Christian 4.s død, vundet indpas i Danmark, og den var nu den absolut dominerende stilart med Abraham Wuchters som en fornem repæsentant.