Vores ældste fotografi
Det ældste fotografi i Den Kongelige Fotografisamling er et såkaldt daguerreotypi. Det er den tidligste fotografiske teknik, opkaldt efter franskmanden Jacques Daguerre, der opfandt det kun ca. 5 år før. Fotografiet, der er lavet med sølvsalte på en sølvplade, måler kun 7,5 x 7,5 cm. Det forestiller den senere konge Frederik 7. som kronprins og er formentlig optaget 1844 af Mads Alstrup (1808-1876), en af de første daguerreotypister i Danmark. Det er altså taget kun fire år før han blev konge og afskaffede enevælden.
Kronprinsen har endnu ikke fået sit senere karakteristiske fipskæg. Han sidder, omgivet af fire stående herrer: livlæge J. J. G. Lund, kabinetssekretær H. M. W. Lunding, adjudant, major P. M. W. Bülow og senere generaladjudant C. L. C. Irminger. Atmosfæren kan minde mere om en forbryderbande fra en westernfilm, end om et kongeligt portræt. Det kan måske tilskrives den lidt rå umiddelbarhed og uperfekthed, som den gamle fotografiske teknik udstråler i forhold til samtidens malerier. Virkningen forstærkes nok af, at Alstrup, der i 1842 etablerede sit første atelier i Kongens Have, ikke var særlig teknisk avanceret i de første år, og at de to yderste personer ikke har stået helt stille, så deres træk er lettere udviskede.
Carl-Thomas von Christierson, der også har foreslået fotografen og dateringen, mener, at det kan være optaget umiddelbart før Kronprinsens rejse til Skotland og Færøerne i 1844.
© Mads Alstrup