Holger Drachmann, Troldtøj (1889-1890) i Kong Christian 9.s personlige eksemplar
Oprindeligt udkom bogen i 15 hæfter i løbet af 1889 og 1890, men blev efterfølgende samlet i kunstfærdige bind. ”Troldtøj” findes i en række smukke håndindbindinger rundt omkring, hvoraf de flotteste utvivlsomt er Anker Kysters flerfarvede lædermosaikbind, hvoraf ét findes i Det Kongelige Biblioteks bogbindssamling. Christian 9.s eksemplar er i den eksklusive udgave af forlagsbindet. Det er i flerfarvet læder og med flere detaljer end det almindelige forlagsbind i rødt lærred. Endvidere har eksemplaret fået en særlig smudstitel, udsmykket af Thorvald Bindesbøll, med teksten ”Dette Exemplar af Troldtøj tilhører Hs. Majestæt Kong Christian den Niende.” Det har en håndskreven dedikation til Kongen fra forfatteren, Holger Drachmann. Et tilsvarende eksemplar, der har tilhørt Frederik 8. som kronprins findes ligeledes i Håndbiblioteket.
Holger Drachmann, Troldtøj. Folkesagn i Nutidsliv. Med Billedfantasier af Joachim Skovgaard, Aug. Jerndorff og Th. Bindesbøll, Ernst Bojesens Kunstforlag, København 1889-1890.