Håndskrevne digte af H.C. Andersen fra Dronning Caroline Amalies bibliotek

I Dronning Caroline Amalies bibliotek har der mellem de mange bøger ligget en række håndskrevne digte af fremtrædende danske digtere fra tiden. Man finder således digte af Adam Oehlenschläger, B.S. Ingemann, Carsten Hauch, H.P. Holst og N.F.S. Grundtvig, samt – ikke mindst – af H.C. Andersen.
Dronningen var, som man kan se af hendes bibliotek, interesseret i samtidens litteratur og holdt, især i sin enketid fra 1848-1881, litterære saloner i Christian 8.s Palæ. På tirsdage mødtes en mindre flok indbudte til højtlæsning og diskussion og det er uden tvivl fra disse sammenkomster, at en del af digtene har fundet deres vej til reolerne. Andre digte er betegnet med sted og dato, hvoraf det fremgår, at de er skrevet på f.eks. Sorgenfri Slot, hvor Christian 8. og Caroline Amalie blandt deres gæster også talte tidens kulturpersonligheder.
Af H.C. Andersen findes der i Dronning Caroline Amalies bibliotek otte håndskrevne digte. De fleste er trykt, enten i digterens egen levetid eller i senere udgaver af hans værker, dagbøger og almanakker, men nogle er endnu upublicerede. Størstedelen af digtene stammer fra et ophold med kongefamilien hos dronningens bror, Hertugen af Augustenborg, på øen Føhr i 1844, et enkelt stammer fra en tur på dampskibet ”Kiel”, der var datidens kongeskib. Andersen underholdt selskabet med improvisationer, digtet på stående fod, ofte på opfordring.
En aften på skibet improviserede han både et digt til kongeparret og et til dronningen alene. Den sidste improvisation fik titlen ”Da Maanen stod op” og lyder:

See, der et glødende Hjerte staae,
I Bølgerne fik det daaben,
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

H.C. Andersen, ”Zombien”, digt improviseret på Sorgenfri Slot, 10. september 1845
For en nutidig læser vil digttitlen ”Zombien” sikkert undre – den synes ikke at passe til Guldalderen, men snarere til nutidens gyserfilm. Digtet er skrevet på Sorgenfri Slot i 1845. Det er aldrig blevet udgivet på tryk.
Det er resultatet af en prøve, som selskabet gav digteren, idet han fik en række tilsyneladende tilfældige rimord at improvisere ud fra, og det skulle have titlen ”zombien”. Selskabet har sikkert taget det fra hans egne digte, for i 1838 havde han udgivet et langt digt med titlen ”Det har Zombien gjort!”, der handler om en sort slavedreng i den spanske barokmaler Murillos hus, som viser sig at være den største kunstner af alle – en variation over temaet ”Den grimme ælling”, kunne man sige.
Resultatet af improvisationen over de tilfældige rimord er da heller ikke uhyggeligt, men nærmest en takkeskrivelse til de kongelige værter:

Improvisation
Hvortil opgivne Riim gaves i følgende Orden.
Sommerquæl – Strande – Farvel – Vande – Seil – lund – Speil –
Stund – svandt – Øie – oprandt – Fløie –.
Digtets Overskrift skulde være: ”Zombien”.

____

Zombien .
Min Lykkes Zombie kom en Sommerquæl,
Og søgte mig paa Danmarks Bøgestrande;
Tro ei han kom at sige mig Farvel,
Han vinkede ved Sjølunds friske Strande,
Hvor Baaden glider med de røde Seil,
Hvor tidt i Solglands Skyen sælsomt lued’,
Hvor Havets Flade, udstrakt som et Speil,
Jeg mangen deilig Sommer-Aften skued’,
Min Lykkes Zombie fulgte mig og svandt,
Ak, bange, speidende saae der mit Øie.
Hvor er min Lykke – ! Lykken just oprandt –
– Foran laae Sorgenfri med sine Fløie!

Sorgenfri-Slot den 10 Sept: 1845                                                                  H. C. Andersen .