Kongernes SamlingKongens HåndbibliotekVores kort og atlasGuldkysten

Guldkysten

Fra 1658 til 1850 havde Danmark småkolonier på Guldkysten i Guineabugten, i det nuværende Ghana. Der var tale om en række mindre forter ved kysten med navne som Christiansborg, Fredensborg og Augustaborg, hver med et lille opland til. Forterne, der fra 1750 fik status af kronkoloni, var støttepunkter, oprettet med tilladelse fra lokale fyrster mod en årlig afgift. Hertil bragtes slaver fra indlandet, som solgtes til danskerne og siden under rædselsfulde forhold blev skibet over Atlanterhavet til Vestindien, hvor de solgtes til sukkerplantagerne.

 

Et vigtigt kort over støttepunkterne er Peter Thonnings ”Kaart over de danske Etablissementer og allierede Neger-Nationer i Guinea” fra 1802, som Håndbiblioteket ejer en kopi af fra 1818, udført af P. J. Hjort. De forskellige folks byer er angivet med farvekoder, europæiske støttepunkter er angivet med flag, og små røde kors angiver en ”mægtig Fetis som beskytter bortløbne Slaver.”

Peter Thonnings kort over de danske støttepunkter ved Guldkysten, kopi fra 1818 af P. J. Hjort

 

Kortets tegner, Peter Thonning, blev som ung medicinstuderende med botaniske interesser sendt til Guldkysten af Generaltoldkammeret for at undersøge mulighederne for økonomisk at udnytte de lokale planter. Han ankom i år 1800 og blev der i tre år, i hvilke han indsamlede og beskrev Guinea-kystens nytteplanter. Desuden skrev han et udkast til en historisk og geografisk beskrivelse af de med Danmark allierede områder på kysten og i baglandet.

 

Kortet fra 1802 findes i en række versioner, nogle heraf i Rigsarkivet under Rentekammerets kort og tegninger (337, 26-30 + 32). Det blev løbende kopieret og revideret, bl.a. til brug for Thonning selv, der fra 1810 til 1840 arbejdede i Generaltoldkammeret med koloniadministrationen. Håndbibliotekets version af kortet er en af de fineste.

 

Thonnings kort blev det mest anvendte kort over området i 1800-tallet, hvor det blev brugt i en lang række politiske og økonomiske sammenhænge helt indtil 1890erne, både i Danmark og internationalt.

 

Philip Wrisberg, Voltaflodens nedre løb og fæstningerne Kongenssteen og Prinsensssteen, håndtegnet, 1825

 

Thonnings kort blev bl.a. brugt som grundlag for et kort over floden Voltas nedre løb med to prospekter af forterne Kongenssteen og Prinsenssteen, som Philip Wrisberg sendte til Frederik 6. i 1825 med et forslag om udnyttelse af området til dansk straffekoloni med tilhørende plantager. Forslaget blev forkastet, og efterfølgende forslag til en udnyttelse af kolonierne, hele tiden med Peter Thonning som medspiller, løb til sidst ud i sandet. I 1850 blev de afrikanske kolonier endelig solgt til Storbritannien.

 

Litteratur:
Daniel Hopkins, “Peter Thonning’s Map of Danish Guinea and its Use in Colonial Administration and Atlantic Diplomacy, 1801-1890”, Cartographica, Vol. 35/3-4, 1998, s. 99-122.

 

Relationer

Den bengalske Havbugt

Danmark forsøgte tidligt at etablere sig som østasiatisk handelsnation. I 1620 oprettedes handelskolonien Tranquebar i Sydindien, i 1675 fulgte Serampore (Frederiksnagore) nær Calcutta og endelig, i 1756, Nicobarerne (Frederiksøerne) i Den bengalske Havbugts sydøstlige hjørne. I Håndbiblioteket findes to prægtige, håndtegnede kort over Tranquebar. Det ene er Matthias Jørgen Mühldorffs kort fra 1789, det andet bygger på et kort af Mühldorff fra samme år, men er udført i en revideret version af guvernøren Peter Anker 1798.   Matthias Jørgen Mühldorff, Kort over Tranquebar, håndtegnet, 1789   Peter Anker, Kort over Tranquebar, håndtegnet, 1798   Serampore eller Frederiksnagore var den anden vigtige danske handelskoloni i Bengalen. I 1756 udkastedes en plan for byen, hvor hver befolkningsgruppe og hver kaste skulle have deres egne områder, formentlig for at forhindre konflikter i den temmelig sammensatte befolkning. Planen er udarbejdet af Østasiatisk Kompagnis lokale faktori-leder Terkel Windekilde og en Hr. Knudsen.   Terkel Windekilde, Plan for nyanlæggelse af Serampore (Frederiksnagore), håndtegnet, 1756   I Serampore arbejdede engelske baptistmissionærer, der fik stor indflydelse i kraft af deres bogtrykkervirksomhed. I trykkerierne her udgav man de første trykte bibler på en række asiatiske sprog. I alt blev der trykt bibler på 45 forskellige sprog. Et eksempel i Håndbiblioteket er den kinesiske Bibel trykt med løse typer i Serampore mellem 1815 og 1822.   Den kinesiske Bibel, Serampore 1815-1822   Andre eksempler på bibeludgivelserne fra missionærerne i Serampore er oversættelser af Det nye Testamente til de indiske sprog seraiki (multan, trykt 1819), gujarati og assamesisk (begge 1820).   Det nye Testamente på assamitisk, seriati og gujarati, 1819-1820 I Serampore blev der i 1818 grundlagt et college. Bygningen påbegyndtes i 1819 i nyklassicistisk stil, muligvis udkastet af den lokale bygningsansvarlige major Bernard August Wickede. I 1827 gav Frederik 6. tilladelse til at Serampore College kunne udstede akademiske grader, hvilket gjorde det til et af de første universiteter i Asien. I Håndbiblioteket findes planer og opstalter til Serampore Colleges bygning, der stadig findes og fungerer som college den dag i dag. (Se deres hjemmeside her)   Bernard August Wickede, tilskrevet, Opstalt af Serampore College, 1818-1819   Bernard August Wickede, tilskrevet, Planer af Serampore College, 1818-1819   De indiske kolonier blev i 1845 overdraget til Storbritannien.   Læs mere om Nicobarerne her:   Tilbage til “De danske kolonier”

De danske kolonier

Danmark opnåede aldrig at blive blandt de store kolonimagter, men havde ikke desto mindre kolonier og støttepunkter i både Amerika, Asien og Afrika. De var forudsætningen for dobbeltmonarkiet Danmark-Norges økonomiske blomstringstid i 1700-tallet, for uden kolonierne havde den danske deltagelse i handelen med oversøiske varer ikke været mulig. I H. M. Kongens Håndbibliotek findes en række kort og billeder fra de danske kolonier, som vi i forbindelse med 100-året for salget af De Vestindiske Øer 1917 vil præsentere eksempler på her. Kongeriget Danmark med Bilande 1837, af I. A. Jessen.   Endnu i begyndelsen af 1800-tallet var det nødvendigt at vise Danmarks lande som et puslespil med mange brikker. Ligesom vi i dag viser rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne med små indsatte kort i Danmarkskortet (Bornholm får også et særkort p. g. a. dens meget østlige beliggenhed) således finder vi i major Jessens kort fra 1837 foruden Island også De Vestindiske Øer, støttepunkterne på Guldkysten og kolonierne i Indien og på Nikobarerne – se mere om disse andetsteds på denne hjemmeside. De Vestindiske Øer   Guldkysten   Bengalen

De Vestindiske Øer

Da De Vestindiske Øer i 1917 blev solgt til USA blev det enden på et 245-årigt dansk kolonieventyr i Caribien. I starten var øerne ejet af Vestindisk-guineisk Kompagni, men i 1755 overtog Kong Frederik 5. dem og de fik status af dansk kronkoloni. Den status beholdt de indtil 1917.   Dansk Vestindien var især i 1700-tallet en vigtig faktor i den danske økonomi, hvor de sammen med de danske støttepunkter på Guldkysten indgik i den indbringende trekanthandel med slaver og sukker.   Hans Balthazar Hornbeck (1800-1870), der ud over at være De Vestindiske Øers landfysikus (læge) også stod for vigtige botaniske registreringer og indsamlinger, foretog i 1835-39 præcise opmålinger af Skt. Thomas og Skt. Jan. Af Skt. Thomas-opmålingen har vi både et konturtegnet kort med sigtelinjer til brug for opmålingen og en beskrivelse af principperne for opmålingen fra Hornbechs hånd, samt J. Chr. Petersens rentegning af opmålingen med relief og landskabsdetaljer fra 1845; begge kortene i tryk, stukket af August Heimburger.   H. B. Hornbecks opmåling af Skt. Thomas 1835-1839, konturkort H. B. Hornbecks opmåling af Skt. Thomas 1835-1839, trykt 1845, med dedikation til Christian 8.   Fra 1789 haves en håndtegnet plan over Skt. Croix af landmåler Balthazar Frederik von Mühlenfels (død 1807), der senere skulle blive generalguvernør og som arkitekt kom til at præge Charlotte Amalie på St. Thomas ved genopførelsen efter byens brand 1804. B. F. von Mühlenfels, Plan over Skt. Croix, håndtegning, 1798   Kong Christian 9. og Dronning Louise modtog – formentlig i forbindelse med deres Guldbryllup i 1892 – en pragtfuld gave fra kolonialrådene på De Vestindiske Øer. Der er tale om et fotoalbum, der i sig selv er interessant som fotografisk dokumentation af, hvordan øerne så ud på den tid. Men albummet er prægtigt udsmykket på en måde, der også gør det til en lille kunstskat i sig selv.   Bindet er i flerfarvet skind med spænder af lak, der skal imitere koral. Og hver enkelt side er udsmykket med akvareller af øernes liv, både blandt menneskene, men også dyre- og plantelivet. Hvem fotograf, kunstner og bogbinder til dette prægtige værk er, vides ikke. Albummet er signeret ”Ernst Bojesen, København”, formentlig den københavnske kunsthandler og forlægger, der var kendt for at samarbejde med fremtrædende billedkunstnere og stod bag så forskellige publikationer som den satirisk-humoristiske årspublikation ”Oldfux” (fortsat som ”Blæksprutten”) og et af hovedværkerne inden for dansk bogkunst, Holger Drachmanns ”Troldtøj” Pragtbind med fotografier fra Dansk Vestindien, ca. 1892 Opslag i pragtbindet før fotografierne fra Skt. Jan Opslag i pragtbind: “Ved Mount Victory”   Tilbage til “De danske kolonier”

Nicobarerne

Nicobarerne eller Frederiks-øerne, som de blev kaldt i Danmark, ligger langt fra det indiske fastland på den østlige side af den Bengalske Havbugt. Samtidig med at kolonien i Serampore/Frederiksnagore blev etableret i 1755 besluttedes det, at Danmark måtte gribe chancen for at få en større bid af den ostindiske handel, inden England og Frankrig i deres kolonikapløb fik magten over hele området. Nicobarerne, der lå på handelsruten mellem Indien, Sydøstasien og Kina, var hidtil ikke koloniseret og lignede en god mulighed for at etablere en handelsstation. Det var de ikke. Øgruppen blev det længstvarende af de danske kolonieventyr i Bengalen. Den blev først i 1868 overdraget til Storbritannien. Koloniseringen var en dog fra start til slut en fiasko. Øernes klima medførte så mange sygdomme blandt kolonisterne, at langt de fleste døde, inden de havde været der ret længe, og de danske bosættelser blev opgivet årtier ad gangen. Den første koloni blev anlagt af en ekspedition udsendt fra Tranquebar i september 1755. Den blev anlagt på Great Nicobar, hvor en naturlig havn fandtes, og under meget besvær anlagt indtil årsskiftet 1756. Kolonien – et par hytter og en skanse – fik navnet Nye-Danmark. Næsten alle kolonisterne gik til af sygdom, inden året var omme og med forstærkninger med et undsætningsskib fra Tranquebar, forsøgte man i stedet at anlægge en ny bosættelse på øen Camorta, der blev omdøbt til Nye-Sjælland. Også her fortsatte sygdommene dog med at hærge, og man måtte allerede i 1757 evakuere alle tiloversblevne til Tranquebar. I Håndbiblioteket findes et søkort fra 1756 over kysten ved Nye-Danmark og bugten Frederiks Bay, opmålt fra skibet Kongen af Dannemark og tegnet af D. Bagge og H. G. Ziervogel, formentlig Denis Christian Bagge og Heinrich Gottlieb Ziervogel. Ligeledes findes to kort over Camorta og omgivende øer fra 1757. De er formentlig fra samme opmåling, men kun det ene har forklarende tekst og korttegnerens navn med: Rasmus Alling, kaptajn på undsætningsskibet. Kortet er tegnet den 30. april 1757. D. Bagge og Ziervogels kort over Frederiks Bay ved Nye-Danmark på Great Nicobar. Håndtegning, 1756. Rasmus Allings kort over Camorta (Nye-Sjælland) og omgivende øer. Håndtegning, 4. april 1757.   Først 1768 kom der igen kolonister til Nicobarerne, denne gang herrnhutiske missionærer (mæhriske brødre), der slog sig ned på øen Nancouri i selskab med en række indiske arbejdere og soldater foruden nogle udsendinge fra Asiatisk Kompagni. Det lykkedes at etablere en koloni, men det varede kun til 1787, før også den måtte opgives. Drømmen levede dog videre, og i 1791 kom den naturvidenskabeligt kyndige præst Henning Munck Engelhardt til øerne fra Tranquebar på en undersøgelsesmission, der skulle give et bedre faktuelt grundlag for en fremtidig kolonisering. Engelhardt påbegyndte et opmålingsarbejde, men blev syg og døde samme år. I 1801 forfattede den danske regeringsråd i Dansk Ostindien, kammerjunker, major Frantz Theodor von Lichtenstein en rapport over muligheden for og de eventuelle omkostninger ved en kolonisation af Nicobarerne, hvorunder en del af Engelhardts foreløbige resultater synes at indgå. Bl.a. nævnes, hvilke mulige afgrøder øerne kunne tænkes at huse. Med den håndskrevne rapport, der befinder sig i Håndbiblioteket og kan ses HER, fulgte to tegninger af øerne. Den ene er et kort med forklaringer og med indsatte billeder af de små bosættelser. Det andet viser et eksempel på nicobarernes pælehytter og kanoer. Begge tegninger er udført af Friedrich Bernhard August von Wickede, der var officer i Tranquebar, formentlig i 1797. Friedrich Bernhard August von Wickede, Kort over Nikkobar, eller Frederiks Øerne (f.o.) og Nikobarernes Vaaninger samt Nikobarernes Baade. Håndtegninger, 1797.   I årene omkring 1800 var der flere publikationer, der søgte at tale for en fornyet kolonisation, men Napoleonskrigene og den efterfølgende økonomiske krise satte i lang tid en stopper for danske tilstedeværelse på øerne. Først i 1831 blev en ny ekspedition sendt afsted under missionæren David Rosens ledelse. På Camorta anlagdes en ny bebyggelse, der kom til at hedde Frederikshøj. Men igen blev sygdom et problem, og Rosen måtte derfor flere gange flytte sin koloni i jagten på en sundere beliggenhed. Den sidste, Frederikshavn, blev anlagt i 1833. I 1834 var det fra regeringen besluttet at opgive kolonisationsforsøget, og Rosen måtte vende hjem. I 1839 udkom hans 258 sider lange illustrerede beretning ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer med en kort Skildring af Øernes naturlige Beskaffenhed” på eget forlag – et smukt indbundet eksemplar befinder sig i Håndbiblioteket. En Nicobarisk Familie, litografi fra Daniel Rosen, ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer…”, 1839.   Da Tranquebar og Serampore i 1845 blev solgt til Storbritannien, var Nicobarerne den eneste danske koloni i Asien. Man havde stadig forventninger til, at den skulle kunne lønne sig og udrustede nu en ekspedition, der skulle anlægge en ny koloni på stedet, men som samtidig skulle være en videnskabelig ekspedition, der rejste hele jorden rundt i sin jagt på ny viden. Det blev én af de berømte danske ekspeditioner, der i 1845 sejlede ud med korvetten Galathea og sammenlagt 231 mand om bord. Galathea-ekspeditionen kom til at være tre år og blev en videnskabelig succes. Den affødte ligeledes en omfattende rejsebeskrivelse og en mængde videnskabelige resultater. Også Nicobarerne blev grundigt undersøgt, bl.a. af Hinrich Johannes Rink, der i 1847 affattede sin håndskrevne ”Beretning om Resultatet af de under Expeditionen til Nicobaröerne foretagne Geognostiske Undersögelser”, der befinder sig i Håndbiblioteket. Det var en undersøgelse af jordbunden og undergrunden på øerne, måske bl.a. fremkaldt af en engelsk forespørgsel om mulige kulforekomster på øerne, der kunne gøre dem til en station i den nye dampskibsdrevne søhandel. Hinrich Johannes Rink, Geognostisk Kaart over De Nikobariske Øer, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. Hinrich Johannes Rink, Grundrids af Kystdannelsen paa Sydvestsiden af Bambuka, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. ”Plutonisk” (lyslilla) betyder vulkansk.   Koloniseringen, der var hovedformålet, slog dog atter fejl: Igen blev Nicobarerne taget i besiddelse, igen blev der anlagt en koloni, bygget huse og plantet flag – og igen bredte sygdommene sig og gjorde bosættelsen uholdbar. I 1848 blev de sidste kolonister hentet hjem med korvetten Valkyrien. Forsøg på også at sælge Nicobarerne til Storbritannien mødte ikke den store interesse og blev først til noget i 1868. Over 100 års fejlslagne forsøg på at etablere sig på øerne var endelig slut og med det det danske kolonieventyr i Asien. I dag er Nicobarerne indisk territorium uden adgang for udenlandske turister.