De to historiestuderende ved Københavns Universitet, Simon Grønlund og Kristian Street, har i anledning af 150-året for Christian 10.s fødsel den 26. september 2020 omarbejdet en universitetsopgave til den artikel, som vi bringer her:

Et samlingspunkt i nødens stund

En følelseshistorisk undersøgelse af iscenesættelsen af den danske kongefamilie 1940-1945

af Kristian Street og Simon Grønlund

Følelseshistorie er et forskningsfelt, hvor man forsøger at kortlægge og undersøge følelser i fortiden. Der knytter sig en række forskellige teorier og begreber til området, man kan bruge til at analysere et givent kildemateriale og dermed opnå ny viden om den historiske kontekst, man har for øje.[1]

Det er vores opfattelse, at de kilder, som omhandler det danske kongehus i perioden 1940-1945, endnu ikke er blevet anskuet ud fra et følelseshistorisk perspektiv. Vi vil argumentere for, at en følelseshistorisk undersøgelse af dette kildemateriale kan lede til ny og interessant viden om den danske kongefamilie, danskerne og besættelsen.

Relevansen bag en følelseshistorisk læsning af kilderne drejer sig for så vidt om de mange breve, danskerne sendte til Kong Christian 10. i denne nødens stund, men det angår også den litteratur, som blev udfærdiget af danske journalister og forfattere. I denne artikel vil vi fokusere på sidstnævnte.

Besættelsestiden medførte, at den danske presse blev underlagt censur, hvilket besværliggjorde offentlig kritik af besættelsesmagten. Vores hypotese er, at eftersom det til en vis grad blev svært at samle danskerne omkring en følelse af antipati over for tyskerne, søgte flere danske journalister og forfattere at samle nationen om kærligheden til den danske kongefamilie. Vores kildemateriale består derfor primært af litteratur, som kunne cirkulere i det offentlige rum og påvirke danskernes holdninger og følelser. Vi ønsker således at undersøge, hvordan kongefamilien blev iscenesat i den offentligt tilgængelige litteratur under besættelsen.

For at besvare problemstillingen vil artiklen falde i to hoveddele.
I det første afsnit undersøger vi, hvordan en række forskellige cirkulerende tekster mobiliserede danskerne som en nation og et samlet folk i kraft af deres kærlighed til Kong Christian 10. Det fremgår af denne sektion, at kongens synlige person var af en utrolig stærk symbolværdi for det danske folk, idet han i flere tekster blev italesat som nationens sammenhængskraft og omdrejningspunktet for hele det danske folks inderligste følelser. I den anden del udforsker vi, hvordan der i andre dele af den offentlige litteratur blev italesat et mere intimt forhold mellem Christian 10., Dronning Alexandrine, deres børnebørn og danskerne. Denne del af vores studie viser, at kongefamiliens privatliv blev gjort til genstand for stor folkelig interesse, og at der i litteraturen blev italesat en forestilling om, at kongefamilien og danskerne indgik i én stor dansk familie.[2]

Men hvorfor en artikel om denne del af danmarkshistorien lige netop nu? 2020 er et jubilæumsår på hele fem punkter, der alle har Christian 10. som væsentlig aktør. Året markerer 100-året for Genforeningen og Påskekrisen, 80-året for besættelsen og 75-året for befrielsen. Herudover udmærker 2020 sig ved at være 150-året for Christian 10.s fødsel (26. september 1870).

Kilderne
Eftersom vi har fokus på den offentligt cirkulerende litteratur, vil vores kildemateriale primært bestå af artikler såvel som enkelte bøger.
Disse kildetyper har mulighed for at fortælle os en stor del om tidens offentlige mening, idet indholdet deri, som vi kender det fra i dag, var betinget af nogle strømninger, der rørte på sig i samfundet. I takt med at de var rettet mod offentligheden, indeholdt de også nogle meget følelsesladede narrativer, så de appellerede til danskernes holdninger og følelser. Vores kildemateriale omfatter også nogle fotografier, da de bl.a. har den fordel, at de kan påvise og underbygge holdninger og værdier, der kom til udtryk i de førnævnte, skrevne medier. Disse kilder har dog samtidig den begrænsning, at de kan farve den historiske virkelighed. Journalister og forfattere kan til hver en tid pynte på sandheden, og en fotograf kan til hver en tid tage et billede eller iscenesætte et portræt, der er mere forherligende, end det reelt var.             Med undtagelse af billederne er vores kildemateriale tekstbaseret, og vores analyse er således en nærlæsning af materialet med henblik på at afdække, hvordan danskernes følelser over for kongefamilien blev italesat deri, og hvordan kongefamilien blev iscenesat på baggrund heraf.

Førend vi vender blikket mod vores metode, er det værd at
fremhæve et potentielt kritikpunkt i forhold til vores kildemateriale.
De kilder vi har gjort brug af, er de selvsamme materialer, Christian 10. besluttede sig for at gemme i løbet af sin regerings- og levetid.
Disse bekræfter i store træk hans holdninger og verdenssyn og fremstiller ham og hans familie i et positivt lys. Der er således ikke nogen røster i vores kildemateriale, som åbenlyst kritiserer den danske kongefamilie.

Metode
Vi arbejder ud fra den overbevisning, at kærlighed kan være en kraftfuld drivkraft, som kan få folk til at mobilisere deres inderligste tanker og holdninger gennem ord og handling. Denne opfattelse har vi på baggrund af, hvad den britisk-australske kulturteoretiker Sara Ahmed skrev om kærlighed i The Cultural Politics of Emotion. Heri fremlagde hun bl.a. den teori, at kærlighed kan være en stærk mobiliserende følelse, der kan positionere sociale grupper imod hinanden, og at kærlighed kan fungere som et middel til at binde individer sammen om et kollektivt ideal. Ahmeds idé om følelser kan kaste lys over, hvordan kærlighed først og fremmest kan være et inkluderende såvel som ekskluderende koncept.[3] Ud fra denne forståelsesramme vil vi fremhæve, hvordan Christian 10. og resten af kongefamilien blev det kollektive ideal, der samlede danskerne. Vi vil også understrege, hvordan der blev lagt vægt på danskhed i nogle af kilderne. Kærligheden til det danske virkede naturligvis inkluderende for de danske læsere, men ekskluderende for den tyske besættelsesmagt.

Vi analyserer vores kildemateriale som udtryk for, hvad den tysk-amerikanske antropolog Monique Sheer har kaldt ”følelsespraksisser” (org. ”emotional practices”). Det er en term, vi har fra en artikel, hvori hun argumenterede for, at vi bør anse følelser som en form for praksis, dvs. at følelser er noget, vi gør, og ikke blot noget vi har. Det teoretiske fundament herfor var den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2002) og hans ”habitus”-begreb.[4] Kort fortalte mente Bourdieu, at alle mennesker er udstyret med en habitus, dvs. en social struktur man har opbygget gennem livet (eksempelvis via uddannelse), der definerer, hvordan man (ofte ubevidst) kan interagere og reagere i verden og i forskellige situationer. Begrebet ”kapital”, som også var centralt i Bourdieus arbejde, er tæt knyttet til habitus. Bourdieu arbejdede med fire former for kapital: økonomisk, social, kulturel og symbolsk kapital. Udtrykkene kan forstås som menneskelige ressourcer, der kommer i spil i forskellige sociale situationer – hvad Bourdieu også kaldte ”felter”. Når vi indgår i et felt, er vi påvirket af vores habitus, så vi ved hvilke kapitaler, der er hensigtsmæssige at trække på.[5] Hvis vi eksempelvis forestiller os en person, der er vokset op i et hjem med en masse kunst, så vil personens habitus være blevet formet i en sådan grad, at vedkommende har kulturel kapital, når han/hun befinder sig i et felt som en kunstmesse. Omvendt vil en person ikke have de samme forudsætninger for at kunne indgå i sådan et felt, hvis vedkommende er vokset op i en arbejderfamilie.

Hvis vi vender tilbage til Sheers tekst, så argumenterede hun altså for, at følelser bliver oplagret i kroppen gennem menneskets habitus, og at kroppen handler på baggrund heraf.[6] Vi analyserer derfor vores kildemateriale ud fra den idé, at under besættelsen udførte danske forfattere og journalister følelsespraksisser på baggrund af deres (danske) habitus; at de så national vinding i at samle danskerne om kongehuset, fordi de – ligesom landets øvrige borgere – var vokset op som danskere, og deres nationalitet var pludselig truet med den tyske besættelse af Danmark. Vi vil ikke vurdere, om medierne bevidst prøvede at italesatte følelser gennem deres skildringer, fordi menneskets habitus sjældent leder til bevidste valg, men i stedet de, som falder naturlige. Vi er i stedet optaget af den måde, hvorpå følelser bliver italesat i kilderne. Ifølge Sheer er selve navngivningen og artikulationen af en følelse nemlig en følelsespraksis.

Vi analyserer også vores kildemateriale med henblik på at lokalisere italesættelsen af et ”emotionelt fællesskab” (org. ”emotional community”). Det gør vi på baggrund af den amerikanske historiker Barbara H. Rosenwein, der har argumenteret for, at følelser har et socialt konstituerende element, som udfolder sig i, hvad hun foreslog at kalde ”emotional communities”. De er identiske til sociale fællesskaber som familier, nabolag, menigheder, etc. Forskellen er det analytiske blik, der skelner dem fra hinanden. Har man som forsker øje for, hvad der accepteret som rigtige og forkerte følelser i de forskellige fællesskaber, har man øje for emotionelle fællesskaber.

Rosenwein har understreget, at gennem tiden bevæger (og bevægede) mennesker sig løbende fra ét fællesskab til et andet. Hun kom med eksemplet “from taverns to lay courts”. I denne proces justerer folk deres vurdering af ve og vel for at tilpasse sig de følelsesmæssige normer, der gør sig gældende i forskellige miljøer.[7] Rosenweins udtryk vil være interessant at inddrage i vores analyse, da vi er optaget af, hvordan danske journalisters og forfatteres følelsespraksisser opbyggede og forstærkede det danske fællesskab under besættelsen. Vi vil derfor undersøge, hvordan de italesatte et emotionelt fællesskab mellem den danske kongefamilie og landets borgere.

Det første analyseafsnit vil være tematisk opbygget, mens den anden del vil forløbe kronologisk. Det skyldes, at vi observerede, at des længere besættelsen varede ved, desto mere intimt blev forholdet mellem kongefamilien og borgerne iscenesat. For at kunne følge denne udvikling mest naturligt vil denne del derfor være kronologisk frem for tematisk.

Konge, folk og kærlighed
Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940 i forbindelse med
2. Verdenskrig. På daværende tidspunkt havde Kong Christian 10., hvis regeringstid strakte sig fra 1912 til 1947, været en velanset konge blandt store dele af den danske befolkning i efterhånden mange år, men i løbet af besættelsestiden skulle den danske konge blive mere populær, end hvad mange nok havde forestillet sig. Kongen skulle blive det lys, der samlede danskerne i den mørke tid, som besættelsen ofte kaldes.

Fem måneder senere, torsdag den 26. september, kunne Christian 10. fejre sin 70-års fødselsdag. Det skulle ikke gå stille hen, for som den danske historiker og fhv. ordenshistoriograf Knud J. V. Jespersen har skrevet, så udviklede begivenheden sig til en massiv folkelig hyldest til Christian 10. og en stærk manifestation af nationalt sammenhold med kongen som fælles samlingspunkt. Christian 10.s 70-års fødselsdag var den dag, hvor den danske nation for første gang siden besættelsens begyndelse samlede sig til hyldest og fest.[8]  Den danske historiker Palle Roslyng-Jensen har kaldt Christian 10.s 70-års fødselsdag for besættelsens mest omfattende nationale arrangement. Fejringen af kongens senere fødselsdage og 30-årsregeringsjubilæet den 15. maj 1942 var også storslåede arrangementer, men ingen af dem i samme grad som 70-årsfødselsdagen. Han har skrevet, at uanset forhåndsholdning var der stor enighed om, at det var en smuk national fest, der styrkede det nationale sammenhold. Følelsen af usikkerhed, behovet for at markere sammenhold og fællesskab var stærkere på dette tidspunkt end senere.[9] Disse faktorer kan være med til at forklare, hvorfor der cirkulerede så mange tekster med positiv omtale af Christian 10., da fødselsdagen oprandt. Vort Maanedsblad gjorde opmærksom på, at danskernes kærlighed til kongen var af en særegen karakter, der som noget nyt var præget af hele det danske folks indre følelsesliv:

”Alle Danskere vil i Dag hylde Danmarks Konge, Hans Majestæt Kong Christian den X., som fylder 70 Aar, og denne Hyldest vil ikke ære af konventionel Karakter, men blive et varmt og inderligt Udtryk for hele det danske Folks Følelser.” [10]

I denne udtalelse var en klar positionering af Christian 10. som genstand for hele det danske folks varme og inderlige følelser. Samtidig blev det antydet, eftersom fejringen blev sat i kontrast til en hyldest af konventionel karakter, at de inderlige følelser hos danskerne først blev vækket i anledning af fødselsdagen. Selve kongens fødselsdag blev her en lejlighed til at mobilisere det danske folk som en fælles gruppe, der fejrede deres fælles konge.

I Nordisk Mejeri-Tidsskrift blev der også mobiliseret en form for kollektiv kærlighed og national hyldest fra folket til Christian 10. i anledning af fødselsdagen. Heri lød det, at ”Ingen Sinde har Samhørigheden mellem Danmarks Konge og det danske Folk været stærkere eller givet sig stærkere Udtryk end nu, hvor Kongens Person repræsenterer Folkets Enhed og nationale Samhørighed.” Ydermere fremgik det af skrivelsen, at Christian 10. var en politisk aktør med en holdning til nationens tilstand. Herom lød det, at ”Ved sin Holdning i vor Nations Livsspørgsmål og ikke mindst ved den Tillid, som Kongen viser sit Folk, har han i stigende Grad vundet ikke blot den Popularitet, som altid har været, men en Hengivenhed, som er baaret af en stærk Følelse af Samhørighed.”[11] Til trods for at Christian 10. var konge i et konstitutionelt monarki, kan man argumentere for, at gennem folkets kærlighed blev han positioneret som den nationale og måske politiske leder i Danmark.

Få dage før fødselsdagen bragte Sorø Amtstidende et særtillæg om kongens regeringstid. I avisen kunne man læse om og se et velkendt billede af kongens ridt over grænsen til Sønderjylland i forbindelse med genforeningen i 1920.[12] Genoptrykningen af billedet er nævneværdigt, hvis vi tager symbolikken i betragtning. På Christian 10.s hest sad både kongen og en lille lokal bondepige. Han løftede hende op på hesten, da hun ville give ham blomster, hvorefter han red over grænsen med hende.[13] Som en slags tabt uskyld blev den unge pige taget op på rigets beskytters hest – en symbolsk indlemmelse af det tabte land – og folkemængden så glædeligt til med vajende Dannebrog. Da Christian 10. red over grænsen, opfyldte han endvidere en gammel spådom. I 1881 forudså en sønderjysk spåkone ved navn Jomfru Fanny, at det ville være en konge på en hvid hest, der red over grænsen, når Sønderjylland blev genforenet med Danmark.[14] I den forbindelse havde Christian 10. (eller hans rådgivere) en god sans for drama ved at vælge en hvid hest til rideturen, så spådommen gik i opfyldelse. Hvad angår kompositionen i billedet, så tilføjer hesten en rumlig dimension, idet Christian 10. fremstod højere og mere fremtrædende blandt folket, og vi kan samtidig notere en historisk dimension, idet han nærmest tog sig ud som en triumferende romersk kejser. Alligevel er der en åbenlys nærhed i fotografiet.
I modsætning til rytterstatuer af gamle kejsere og konger skuer Christian 10. ikke eftertænksomt ud i horisonten, men havde fokus på den lille pige, der ledsagede ham over grænsen.

Med fotografiet iscenesatte Sorø Amtidstidende en slående lighed mellem kongens person i 1920 og 1940. I de tidlige besættelsesår, hvorunder særtillæget blev publiceret, var Christian 10. til hest et vanligt syn i hovedstadens gader. Hver dag frem til rideulykken den 19. oktober 1942, hvorefter kongen ikke længere kunne sidde på en hest, red Christian 10. en tur i København for at vise, at både konge og folk stod sammen i den krisetid, de alle levede i. Sammenligner vi derfor billeder af Christian 10. til hest fra henholdsvis genforeningsfesten og besættelsestiden, er det tydeligt, at der er tale om én og samme person, der til stadighed forvalter sin vigtige opgave; at tjene den danske sag. En del læsere af Sorø Amtstidendes særtillæg har formentlig tænkt, at de var heldige, at de i 1940 havde selvsamme konge som i 1920. Man kan med rette se billedet og sågar hele tillægget som en følelsespraksis, der gennem minder om bedre tider mobiliserer danskernes nationalfølelse og royale sindelag. Christian 10.s ridt til hest igennem Københavns gader under besættelsen har kun bidraget til dette.

Kærligheden til Christian 10. har ikke alene været en følelsespraksis, der gjorde sig gældende i de trykte medier. Talrige breve fra danskerne viser, at kongen var en stor trøst i en national krisetid som besættelsen. Eksempelvis lød det fra en bekymret borger, som skrev et brev til kongen, at “Man hører saa meget om Løgn eller Sandhed – jeg ved det ikke – men, aah lad ikke de Fremmede, ved List eller Vold faa Held til at skille Konge og Folk, det kan vi simpelthen ikke bære!”[15] Det er bemærkelsesværdigt, at afsenders bekymring handlede om at blive adskilt fra kongen og ikke eksempelvis om internt splid blandt folket. For vedkommende lod det til at være svært at vide, hvad der var sandt og falsk i et land, der var underlagt pressecensur, men én ting var sikkert og vidst; hvis kongen blev fjernet og dermed frarøvet muligheden for at vise sig blandt sit folk, ville det værste, der kunne ske, være sket.

Den 9. maj blev Danmark (med undtagelse af Bornholm) befriet, og fire en halv måned senere fyldte kongen 75 år. Selvom fejringen af denne fødselsdag ikke var nær så grandios som den fem år tidligere, var kongens 75-årsfødselsdag ikke desto mindre den ideelle lejlighed til at italesætte danskernes følelser over for den person, der havde været danskernes samlingspunkt gennem fem mørke år. Vestlollands Avis spurgte, ”Hvad er det, der giver Kong Christian den Danske den forunderlige Magt over Folkets Sind og binder dets hjerter saa dybt og urokkeligt?”[16] Spørgsmålet er interessant formuleret, idet Christian 10. – i modsætning til en direkte form for magt over danskernes kroppe – blev tillagt en indirekte magt over deres sind og hjerter. Oven i det blev han tituleret ”den Danske”, hvormed Vestlollands Avis formentlig søgte at iscenesætte Christian 10. som et dansk nationalsymbol a la sagnhelten Holger Danske, der ifølge myten er det danske riges beskytter i nød. Under og efter besættelsen var der sikkert også nogle danskere, som netop tænkte, at Christian 10. var som en slags reinkarneret folkehelt, der i nødens stund beskyttede dem imod den tyske overmagt.

I det store og hele tegnede litteraturen et billede af en højagtet og elsket konge. Indledningen til billedværket Christian X: Konge af Danmark blev udfærdiget af den danske præst og dramatiker Kaj Munk (1898-1944), hvori han skrev, at

“Det er da ikke underligt, at vi er stolte af vor Kong Christian. Men vi er meget mere end stolte af ham; vi er ham dybt hengivne. Uden at spare sig selv færdes Kongen hos os til Hverdags, dukker op her og der, og altid har han en Gave med, den smukkeste, den for en dansk Konge værdigste: det danske Smil. Det danske Folks jævnhed stikker i ham; vi nikker og mindes Christian den Fjerde, Frederik Folkekær.”[17]

Vi må antage, at forfatterens ”vi” var en kollektiv betegnelse for det danske folk og det emotionelle fællesskab omkring kongen. Danskerne var ikke bare stolte af ham eller de ting, han gjorde; de var ham dybt hengivne. Munk fremhævede også værdien bag Christian 10.s tilstedeværelse blandt borgerne under sit daglige ridt. Christian 10.s rideture foranledigede, at danskernes indtryk af kongen ikke alene blev formet på afstand gennem royale ceremonier, men gennem tæt kontakt og midt i dagligdagens gøremål. Denne nærhed og de dertilhørende følelser må vi se som en slags intime følelsespraksisser, der formede den enkelte borgers hverdag og livshistorie.

Omgivet af folket i Københavns gader, højt til hest og Dannebrog vejende ved sin side – sådan tog Christian X. sig ud på sin 70-årsfødselsdag. På billedet står konge, nation og folk i fuldstændig harmonisk kontakt med hinanden. Hvis nationen er lig det nationalt bevidste folk, træder Christian X direkte ind som galionsfigur i det emotionelle fællesskab. Folkets nærhed til kongen i billedet fremhæver det følelsesmæssige bånd, der positionerer kongen nær folket. Han er ikke fjernt placeret på et podie eller en terrasse, men går blandt folket som en af dem, om end hævet over dem. Filmoptagelser fra dagen viser, at der var politieskorte under rideturen, men på ovenstående billede er der ingen at se. Det lader imidlertid ikke til at have skræmt kongen, der så ofte red uden sikkerhedsfolk. I forlængelse heraf er det øjensynligt ikke et problem, at en dreng er helt tæt på og rører kongens hest. Som en levende inkarnation af en rytterstatue fra enevældens tid samler Christian X det danske folk om sig (Foto: Wikimedia Commons).

Man kan altså anse litteratur fra besættelsestiden som følelsespraksisser, der i kraft af deres cirkulation mobiliserede følelser af kærlighed og stolthed hos læserne. Italesættelsen af danskernes følelser bevirker en etablering af et emotionelt fællesskab, hvor danskerne følte, at de indgik i en særlig form for fællesskab på baggrund af deres kærlighed til Christian 10. Kærligheden til kongen i denne periode var en markør for national samhørighed og følelsesmæssig enhed. Man kan sige, at teksterne måtte nødvendigvis appellere til danskernes habitus, så de kunne bringe deres sociale og kulturelle kapitaler i spil i form af et emotionelt fællesskab. Dette skulle hjælpe danskerne med at indgå i det felt, der var et besat Danmark.

Én stor dansk familie
I dette nye, mørke kapitel i Danmarks historie er det svært ikke at forestille sig, at flere af landets borgere havde brug for at få tankerne andetstedshen og samle sig om nogen eller noget, der var mere familiært. I det forrige afsnit fremhævede vi, hvordan denne ”nogen” var Christian 10., men i den foreliggende sektion vil vi fremlægge, at dette ”noget” var familielivet. Det vil fremgå af dette afsnit, at danskernes kærlighed ikke var forbeholdt landets konge. At skildre danskernes forhold til den samlede kongefamilie var ligeledes af interesse for dele af den legale danske presse.

Få måneder inde i Danmarks besættelse bragte det relativt nyetablerede Billed-Bladet en billedserie, hvor en særlig intim karakter, som kom til at præge flere af deres reportager om kongehuset under Christian 10.s regeringstid, blev slået an. På forsiden af Billed-Bladet anno 6. august 1940 kunne man se Christian 10. med børnebørnene Ingolf og Margrethe i favnen.

En faktaboks i nederste højre hjørne orienterede læseren om, at bladet indeholdt en stor serie om familielivet på Amalienborg. “En lykkelig dansk Familie” stod der med stort på tværs af seriens to indledende sider, og i hvert af de fire hjørner var fotografier af den glade kongefamilie i haven på Amalienborg. I manchetten lød det, at kongen fyldte 70 år næste måned, og i denne forbindelse ville det danske folks hengivenhed samle sig om kongen og hans familie. Billed-Bladet tilføjede, at båndet mellem konge og folk aldrig havde været stærkere, hvormed de ønskede “(…) ham og vort Land et stille, men dybfølt til Lykke.” I manchetten blev det understreget til slut, at billederne på de følgende sider ikke var af en lykkelig familie, men “af en lykkelig dansk Familie.”[18]

I denne artikel fra Billed-Bladet kom intimiteten mellem konge og borgere til udtryk ved, at man som læser blev inviteret i haven med de kongelige. De mange levende billeder har formentlig fyldt læserne med sanseindtryk. Flere af dem har formentlig tænkt, at det næsten føltes som om, at man selv sad der på det grønne græs, og mange har formentlig også haft svært ved ikke at forestille sig lyden af latter, og hvad der blev sagt.
I manchetten skrev Billed-Bladet, at anledningen for reportagen var kongens kommende 70-årsfødselsdag, men mere væsentligt var det, at begivenheden var en anledning for danskerne til at rette deres følelser mod kongen og kongefamilien. Det blev understreget, at kongens fødselsdag vedrørte hele Danmark, når Billed-Bladet ønskede Christian 10. såvel som “(…) vort Land (…) et dybfølt til Lykke.”

Intimiteten blev betonet yderligere ved, at kongefamilien blev omtalt som en lykkelig dansk familie. Dermed blev der lagt vægt på, at det drejede sig ikke om en kongefamilie fra et hvilket som helst land, men en kongefamilie fra Danmark. Ydermere blev de ikke positioneret som en lykkelig kongefamilie, men som en lykkelig dansk familie. Hvor førstnævnte ordvalg kunne iscenesætte en skarp kulturkløft mellem samfundets øverste klasse og almenheden, hjalp den anvendte formulering med, at Billed-Bladet italesatte det royale familieliv som et almindeligt, dansk og relaterbart ét af slagsen, samtidig med at det blev gjort til et nationalt ideal.

Forestillingen om at kongefamilien og de danske borgere indgik i én stor dansk familie blev indgydt ved, at Christian 10.s fødselsdag vedrørte alle danskere. Som vi kender det fra vores liv hver især, er fødselsdage ofte private og familiære begivenheder, hvor man mødes med sin familie for at fejre fødselaren. I ovenstående tilfælde vedkom begivenheden imidlertid ikke blot fødselarens nærmeste familie, men også dennes udvidede familie i form af landets borgere. Man kan sige, at artiklen fungerede som en slags fødselsdagsinvitation til danskerne, der alle var velkomne til at fejre et fælles familiemedlem. Sidestiller vi denne tanke med det billede, vi bragte tidligere, hvor man kan se Christian 10. højt til hest og omgivet af det danske folk på sin 70-årsfødselsdag, kan vi konkludere, at indbydelsen blev hørt. Opbakningen til kongens fødselsdagsfejring bekræftede folks hengivenhed til ham og det behov, der var for at udvise den følelse direkte ved at møde op og fejre ham.

Et ømt øjeblik mellem Christian 10. og børnebørnene Ingolf og Margrethe (Foto: Billed-Bladet, 6. august 1940)

Men før denne følelsesladede dag indtraf, havde Billed-Bladet bragt endnu en reportage fra Amalienborg. Denne gang var det Dronning Alexandrine (1879-1952, r. 1912-1947) og hendes rolle som husmoder, der var i Billed-Bladets søgelys. Kiggede man på forsiden af Billed-Bladet fra den 10. september 1940, var det ikke Christian 10., man så, men Dronning Alexandrine, som sad foran en skrivemaskine. Nede i venstre hjørne var en faktaboks, hvori der stod, at denne udgave af Billed-Bladet indeholdt en stor serie om Danmarks dronning. Et par sider inde i bladet stod “Danmarks fornemste Husmoder, Dronning Alexandrine i sit Hjem” med stort, og i manchetten nedenfor lød det, at folkets hengivenhed, taknemmelighed og hjertelighed ikke kun var rettet mod Christian 10., men også hans familie. Lidt længere inde i bladet var et billede, som gik igen i flere værker om kongefamilien, hvor Christian 10. sad med et smil foran sit arbejdsbord, og Dronning Alexandrine stod ved hans side. Et par sider senere blev dagligstuen omtalt som det sted, hvor kongefamilien tilbragte privatlivets timer sammen. Det gjaldt regentparret, men også deres børn og børnebørn, når de kom på besøg ved festlige lejligheder.[19]

Dronning Alexandrines evner og interesse inden for håndarbejde blev positioneret som et gode for royale såvel som almene danskere.
Det gavnede de royale i den forstand, at dronningen havde videregivet fornemt broderi i gave til familiemedlemmer, og det prydede hjemmets vægge, mens det gavnede de almene danskere, da “(…) Hendes Majestæt støtter dette kvindelige virke (…).” Dronningens nytte for landets øvrige husmødre stoppede imidlertid ikke der. Blomster blev kaldt den smukkeste og mest gængse form for inventar i danske hjem, hvormed artiklen forsikrede, at “enhver Husmoder kunde lære af Dronningen at behandle og anbringe dem paa netop den Maade, der virker til størst glæde og Forskønnelse.” Afslutningsvist skrev Billed-Bladet, at det frem for alt var ”det trofaste danske familiesind (…).”, som konge og dronning havde til fælles, der prægede deres hjem.[20]

Intimiteten mellem den danske kongefamilie og landets borgere var i højsædet i Billed-Bladets reportage om livet på Amalienborg anno 10. september 1940. Billed-Bladets læsere blev inviteret helt ind i de private gemakker på Amalienborg, og her fik man at se, hvordan landets nok mest populære par boede, og hvilke gøremål de havde i løbet af deres hverdag.

Som læser må man have fået indtrykket af, at regentparret ikke var blottet for selv at udføre en række arbejdsopgaver, som mange danskere gjorde i deres hverdag. For dronningens vedkommende indebar disse blandt andet at betjene en skrivemaskine, at brodere og at dekorere. Ifølge Billed-Bladet gavnede det landets øvrige husmødre, at Alexandrine udførte disse opgaver, idet hun understøttede vigtigheden ved deres arbejde ved selv at udføre det.

Amalienborg fremstod som et luksuriøst hjem, men ikke desto mindre et hjem for en dansk familie, som mindede andre danske familier om deres eget. Til trods for de mange rum var det stadig dagligstuen, hvor regentparret og resten af familien tilbragte deres tid sammen, når de havde et frirum fra offentlige anliggender. Det var et familiært rum for alle familier. Amalienborg blev i det hele taget iscenesat som et hjem, hvor man samlede sig om familielivet, og hvor et genkendeligt dansk sindelag prægede atmosfæren. Palæets udsmykning med blomster og broderi fulgte tidens tendenser inden for boligindretning frem for overdådighed i dekorationen, som tidligere havde præget de kongelige residenspalæer. Interiøret fremstod i stedet borgerligt og let genkendeligt for folket, der kunne spejle deres egen indretning.

Forestillingen om at kongefamilien og de danske borgere indgik i én stor dansk familie blev antydet i seriens titel. Heraf fremgik det, at Dronning Alexandrine ikke var en hvilken som helst husmoder, men husmoder for hele det ganske danske land. Dermed vedrørte dronningens gøren og væren alle danskere til trods for sociale og geografiske skel.

Dronning Alexandrine i hjemlige rammer med broderi. (Foto: Billed-Bladet, 10. september 1940)

Den folkelige interesse stoppede ikke ved kongeparret, men omfattede
også børnebørnene Prinsesse Elisabeth (f. 1935), Prins Ingolf (f. 1940)
og Prinsesse Margrethe (f. 1940). Den 23. september 1941 udgav Billed-Bladet en reportage, hvor læserne kom helt tæt på, hvordan kongefamilien samlede sig om dens yngste medlemmer i kærlig leg. Her fik danskerne ikke en ophøjet konge at se, men i stedet en rar bedstefar. Det var et følelsesmæssigt udtryk, danskerne kunne forholde sig til.

På forsiden kunne man se regentparret omgivet af deres børnebørn, og faktaboksen nede i højre hjørne fortalte læserne, at inde i bladet kunne man læse om en lykkelig familiedag på Sorgenfri. På reportagens første side var et billede af regentparret, som stod og ventede på at hilse på deres børnebørn, der nærmede sig med hastige skridt. Herunder stod der at,

”Billed-Bladet fortæller det danske Folk, i Anledning af Kong Christians 71 Aars Fødselsdag paa Fredag, om en Septemberdags intime Familiesammenvær paa Sorgenfri. Kong Christian har i halvandet Aar ikke undt sig nogen Ferie eller Bortrejse fra sine ansvarstunge Pligter i København, men jævnligt tilbringer en Time om Eftermiddagen paa Sorgenfri for at være sammen med sine Børnebørn (…).”[21]

Til højre for Billedet var artiklens manchet. Her stod blandt andet, at børnebørnenes glæde, smil og åbne arme var symbolsk for de følelser, der samlede hele Danmark om Christian 10. og Alexandrine. Ovenover stod titlen, der lød ”Hurra, Farfar er her”. Indledningsvist fik man indtrykket af, at rent stilistisk ville dele af reportagen være skrevet ud fra børnebørnenes perspektiv, hvilket også var tilfældet i flere af billedteksterne. For eksempel var der et fotografi, som viste den unge Elisabeth fortælle noget til sin bedstefar, der nysgerrigt lagde øre til.
Hertil skrev Billed-Bladet, at ”Nu er endelig de Smaa lidt til Side, saa vi to kan snakke voksent sammen (…).” Andre billeder var beskrevne fra journalisternes synsvinkel, sådan som de oplevede det pågældende øjeblik. Blandt billedseriens mange stemningsfulde portrætter var der et, hvor Christian 10. lagde kind til en kærlig berøring fra den lille Margrethe.

Den tilhørende billedtekst ovenover var særlig sentimental, men den fremstod også som en offentlig kærlighedserklæring til Christian 10. på vegne af det danske folk: ”Og Septembersolen kaster Glans og Varme over den stille Sorgenfripark, hvor Løvet begynder at gulne, og Grenene bøjes af bugnende Frugt. Og hele Folket ønsker en solrig, sorgfri Sensommer for Kong Christian en lang og lys Tid med Fred og Fremgang for Danmark.”[22]

Ligesom i de forrige billedserier var intimitet et højt prioriteret tema i denne reportage. Det fremgik ordret af den indledende side, hvor Billed-Bladet skrev, at de ville fortælle danskerne ”(…) om en Septemberdags intime Familiesammenvær på Sorgenfri (…).” Kulissen var ikke Amalienborgs indre som i den forrige serie, vi fremhævede, men det ændrede som sådan ikke på intimitetens karakter. Besættelsen havde stået på i knapt halvandet år, og som følge heraf havde Christian 10. ikke taget nogen længerevarende pause fra dagligdagens stress og jag. Enkelte pusterum blev det dog til, og Billed-Bladets læsere var inviteret med til at nyde dette øjeblik. Haven på Sorgenfri tjente som et sorgfrit refugie for den danske kongefamilie, men det var samtidig et hvil, danskerne ønskede for deres konge. Det skinnede igennem i den særligt følelsesladede billedtekst, hvor folket sendte en kærlig tanke til Christian 10..

Ved at Billed-Bladet centrerede dele af reportagen omkring børnebørnene, blev den intime karakter mellem kongefamilien og borgere forøget. De liflige billedtekster og den hyggelige atmosfære oste af en elskelig og velfungerende familie, der tog sig ud på sit bedste. Kongefamilien fremstod som en idealtype, danske familier kunne stile imod, men også en form for familie, danskerne kunne relatere til.

Forestillingen om at kongefamilien og de danske borgere indgik i én stor dansk familie blev netop også italesat gennem børnebørnene.
Her kom den endnu stærkere til udtryk end i de to forrige artikler, vi har analyseret. I manchetten optrådte en metafor, hvor børnebørnene og deres kærlighed for deres bedstefar blev symbolsk for det danske folk og deres kærlighed til deres konge. Skildringen af børnebørnene var ikke eksklusiv for Billed-Bladet, og i indledningen til billedværket Kongens Børnebørn, der blev udgivet samme år, blev metaforen både italesat og videreudviklet:

“Mon ikke mange af os har følt, naar vi var Vidne til dette Møde mellem Kongen og hans Børnebørn, at det var noget, som angik os selv – at denne Kærlighed omfattede os alle?”[23]

Her gisnede forfatteren, om ikke kongen elskede danskerne lige så meget som sine egne børnebørn. Igen var der nogle følelser i spil, som ikke bare stadfæstede et institutionelt forhold mellem kongehus og folk, men et intimt og gensidigt ét af slagsen mellem bedstefar og børnebørn; mellem Christian 10. og danskerne. Christian 10. blev altså positioneret som Danmarks familieoverhoved, der var i stand til at give og modtage kærlighed til og fra folket; den udvidede familie.

Christian 10. med barnebarnet Elisabeth på Sorgenfri Slot (Foto: Billed-Bladet, 23. september 1941)

Kongefamiliens privatliv blev på den måde gjort til genstand for stor folkelig interesse i en række artikler fra Billed-Bladet og i bogen Kongens Børnebørn. Følelserne for Christian 10. og kongefamilien var af en særegen intim karakter, hvor kongefamilien i en vis grad blev fremstillet som en slags udvidet, forestillet familie. I denne forestilling optrådte Christian 10. og Dronning Alexandrine som familiens overhoveder og danskerne som de hengivne børnebørn. Denne fremstilling kan ses som en følelsespraksis, der gav danskerne en følelse af at indgå i et emotionelt fællesskab med kongefamilien. Des længere besættelsen varede ved, desto mere intimt blev forholdet mellem kongefamilien og borgerne beskrevet af Billed-Bladet.

Det afholdte kongehus i forskningen
Denne måde at tolke de omtalte billeder, bøger og artikler på stemmer overens med en række påstande og teorier fra anden forskning på området. Den tyske historiker Monika Wienfort har argumenteret for, at populariseringen af Europas monarkier kan spores til 1800-tallet. Det kom bl.a. af, at allerede i 1700-tallet blev de royales privatliv opfundet som genstand for folkelig interesse.[24] Ud fra vores undersøgelse virker denne opfattelse af historiens gang meget troværdig, da det fremgår af vores analyse, at i midten af 1900-tallet var den danske kongefamilie ganske populær og deres privatliv af betydelig interesse. Vores resultater bekræfter også, hvad den danske historiker Søren Mørch skrev i Danskernes billeder før fjernsynet, som beskriver danskernes hverdagsliv og Danmarks historie fra 1930-1960’erne. Bogen er skrevet på baggrund af periodens mange illustrerede ugeblade, og i sin beskrivelse af Christian 10. har Mørch anvendt nogle af de samme artikler fra Billed-Bladet som os. Om kongefamiliens popularitet under besættelsen skrev han, at ”Kongefamilien blev populær – et billede på roligt og stilfærdigt familieliv. Prinsesse Margrethe blev vist frem og beundret. Hendes »prinsessekrøller« blev efterlignet på hovedet af alle de børn, hvor den slags lod sig gøre.”[25]

Hvis vi vender tilbage til Wienforts argument, så påpegede hun i forlængelse heraf, at der opstod en forestilling om et borgerligt monarki, som gik ud på, at monarkiet blev styrket og transformeret af værdier og manerer, man associerede med middelklassefamilier.[26] Det fremgår af vores undersøgelse, at i 1940’ernes Danmark var denne forestilling blevet til virkelighed. Gennem vores analyse fremhævede vi, hvordan Billed-Bladet beskrev Dronning Alexandrines rolle som husmoder samt afbildede hende foran en skrivemaskine eller med sytøj i hænderne, hvilket iscenesatte det danske monarki som et borgerligt monarki. Som den britiske forsker Michael Billig har skrevet, så gør det arbejdende kongehus sig fortjent til folkets kærlighed, når almenheden bliver forvisset om, at ”(…) ’they’ are human, just like ’us’, after all. This similarity is affirmed, as ’they’ are said to inhabit two familiar worlds: ‘they’ belong to the worlds of family and work. In this way, ‘they’ are not being construed as differently superior persons, to whom deference is due.” [27]

Den hollandske forsker Jaap van Osta har argumenteret for, at halvvejs gennem 1800-tallet var det nødvendigt for vesteuropæiske nationer at “genopfinde” monarkiet som et ”folkets monarki”. Som følge heraf var det per definition nødvendigt for institutionen at være populær.
Det medførte, at overalt i Europa blev der udviklet nye repræsentationsformer efter 1870’erne. For det første blev monarker i større grad offentlige figurer. Eftersom kronens popularitet afhang af monarkens synlighed, blev der skabt nye lejligheder, hvor kejsere og konger kunne blive set. For det andet blev et stigende antal “menneskelige” begivenheder (såsom fødsler, ægteskaber og begravelser) blandt royale familier gjort til nationale begivenheder, så identifikationen mellem monarken og folket føltes ægte. Royale fejringer blev altså gjort til nationale ceremonier, hvormed monarkiet indtrådte i nationens kollektive bevidsthed.[28]

Sidestiller vi Ostas forskningsresultater med vores egne, har vi for det første fremhævet, at Christian 10. var en meget offentlig figur under besættelsen. Men hvor Osta skrev, at der blev skabt nye lejligheder, hvor kejsere og konger kunne blive set, er det værd at have in mente, at Christian 10. var synlig allerede før besættelsen. Til gengæld understregede denne lejlighed nødvendigheden i at fortsætte med at være det. Mørch har meget slående skrevet, at i modsætning til andre konger, der drog i eksil, blev Christian 10. i København og tålte besættelsen.[29] I relation hertil skrev den danske historiker Jens Gunni Busck, der er museumsinspektør på Kongernes Samling, i et nyligt værk om Christian 10. og Dronning Alexandrine, at i de tidlige besættelsesår var den stædige rytterkonge uden sikkerhedsfolk et stærkt symbol på den danske nations vilje til at overleve, og det gjorde Christian 10. mere elsket end nogensinde før.[30] For det andet har vi også understreget, at royale fejringer som Christian 10.s fødselsdage blev gjort til nationale ceremonier. Fejringerne heraf afspejler, at det danske monarki var aldeles populært under besættelsen. Endeligt vil vi mene, at man kan argumentere for, at i det danske monarkis tilfælde opstod ”folkets monarki” i det 20. århundrede i forbindelse med Christian 10. Busck lader til at have argumenteret for selvsamme. Om kongens regeringsperiode skrev han, at hvor “fortidens konger var reelle herskere, som de færreste har kendt, er de kongelige I løbet af det 20. Århundrede blevet til nationale ikoner, som alle kender, og I Danmark var det Christian 10., der fuldbragte denne transformation.”[31]

Konklusion
I denne artikel har vi undersøgt, hvordan den danske kongefamilie blev iscenesat i dele af den offentligt tilgængelige litteratur under besættelsen.
Vi er gået følelseshistorisk til værks, dvs. vi har arbejdet ud fra en idé om, at kærlighed er en stærk mobiliserende følelse, og vi har analyseret vores kildemateriale ud ved brug af termen ”følelsespraksisser” og udtrykket ”emotionelle fællesskaber”. Vores undersøgelse viser, at danske forfattere og journalister udøvede følelsespraksisser ved at sætte ord på danskernes følelser over for kongefamilien. Gennem disse følelsespraksisser blev der italesat et emotionelt fællesskab mellem den danske kongefamilie og landets borgere. Centralt i det emotionelle fællesskab stod kongefamilien, der blev iscenesat som et nationalt samlingspunkt. Kærligheden til kongefamilien var af en særlig intim karakter, der i visse tilfælde transcenderede forholdet mellem kongefamilie og borgere. I en del af litteraturen blev der itale- og iscenesat en forestilling om, at kongefamilien og danskerne indgik i én stor, samlet familie. Disse følelsespraksisser understregede det allerede veletablerede emotionelle fællesskab mellem kongefamilie og borgere.

Perspektivering
Vi afgrænsede vores kildemateriale til hovedsageligt at bestå af cirkulerende tekster fra 1940-1945. Gennem vores analyse har vi blandt andet fremhævet, at Billed-Bladet italesatte en forestilling om, at danskerne og kongefamilien var i familie med hinanden, og at forholdet blev omtalt mere intimt, des længere besættelsen varede ved. Denne påstand har vi baseret på blot tre af Billed-Bladets reportager, men der findes væsentligt flere. Såfremt der er nogen, der er interesserede i at videreudvikle eller udfordre denne påstand, vil det være oplagt at undersøge de reportager fra Billed-Bladet, vi undlod at inkludere. Alternativt kan et fremtidigt følelseshistorisk studie om danskerne og kongehuset i perioden 1940-1945 med fordel undersøge de breve, der blev sendt til Christian 10., som vi kun omtalte et enkelt af i denne artikel. Dronningens Håndbibliotek opbevarer et betydeligt antal, og de vil formentlig være et ideelt kildemateriale. Foruden breve indeholder Håndbiblioteket også andre kilder, der med fordel kan bruges som supplement hertil.[32]

Men hvorfor overhovedet følelseshistorie? Vi er af den opfattelse, at man må prøve noget af, før man kan danne sig en mening om det.
Den foreliggende artikel var derfor et forsøg på at bidrage med en ny indgangsvinkel til det at forske i besættelsestiden i håb om at fremlægge ny viden om den danske kongefamilie, danskerne og perioden. Vi mener, at vores tilgang har øget vores forståelse for de mennesker – royale såvel som almene – og det samfund, der udgjorde Danmark fra 1940 til 1945. Vi har fremhævet, at kærlighed var en følelse, der i den grad rørte på sig under besættelsen. Dermed sagt postulerer vi ikke, at en følelse som vrede ikke var fremtrædende på samme tid. Hvad vi påstår er en bekræftelse af vores indledende hypotese, dvs. at eftersom en følelse af vrede ikke kunne cirkulere i det offentlige rum på samme måde som en følelse af kærlighed, valgte flere danske journalister og forfattere at italesætte sidstnævnte, da dennes mobiliserende egenskaber kunne samle det danske folk om et nationalt samlingspunkt som kongefamilien. At italesætte kærlighed og etablere et emotionelt fællesskab gennem følelsespraksisser var naturligt på baggrund af en habitus som dansker.
Og lige så naturligt var det for et borgerligt monarki som det danske at omfavne denne kærlighed. Som det er fremgået var der under besættelsen nogle følelsesmæssige dynamikker på spil mellem konge og folk, der ikke så klart er blevet fremhævet i den tidligere forskning. Følelser konstituerer og konstitueres af et væld af forskellige forhold. Det teoretiske udgangspunkt hos Ahmed, Scheer og Rosenwein blev valgt på baggrund af vores interesse og vurdering af relevans for emnet, men forskningen inden for følelseshistorie er fortsat under udvikling, og der er med sikkerhed mange andre gode bud på teoretiske indgangsvinkler til emnet end netop vores.

Kilder

Billed-Bladet. ”En lykkelig dansk Familie.” 6. august, 1940.

Billed-Bladet. ”Danmarks fornemste Husmoder, Dronning Alexandrine i sit Hjem.” 10. september, 1940.

Billed-Bladet. ”Hurra, Farfar er her!” 23. september, 1941.

Nordisk Mejeri-Tidsskrift. ”Ved Kong Christian X’s 70 Aars Fødselsdag.” 26. september, 1940.

Madsen, Kai Berg. Kongens Børnebørn. København: Povl Branner, 1941.

Munk, Kaj. Indl. til Christian X: Konge af Danmark. København: Poul Carit Andersens Forlag, u.å.

Sorø Amtidstidende. “1870 – 26. Septbr. – 1940.” 22. september, 1940.

Vestlollands Avis. ”Kongen.” 26. september, 1945.

Vort Maanedsblad. ”Danmarks Konge.” 26. september, 1940.

[1] Karen Asta Arnfred Vallgårda, ”Følelseshistorie: Teoretiske brudflader og udfordringer,” Kulturstudier, nr. 2 (2013): 87-88.

[2] For at skrive dette værk henvendte vi os til H. M. Dronningens Håndbibliotek i Christian VIII’s Palæ. Her skal der lyde en stor tak til Hendes Majestæt Dronningens Håndbibliotekar Mikael Bøgh Rasmussen samt arkivar og bibliotekar Nanna Claudius Bergø, der glædeligt imødekom vores forespørgsel og stillede Håndbibliotekets materialer til rådighed. Uden jeres hjælp havde dette projekt ikke kunnet lade sig gøre.

[3] Sara Ahmed, The Cultural Politics of Emotion, 2. udg. (New York: Routledge, 2014), 122-124.

[4] Monique Scheer, ”Are Emotions a Kind of Practice (and Is That What Makes Them Have a History?) A Bourdieuan Approach to Understanding Emotion,” History and Theory 51, nr. 2 (2012): 193.

[5] Pierre Bourdieu, Distinction: A Social Critique of the Judgement of Taste, overs. Richard Nice (Cambridge, MA: Harvard University Press, 1984), 169-208.

[6] Sheer, ”Are Emotions a Kind of Practice,” 201.

[7] Barbara H. Rosenwein, ”Worrying about Emotions in History,”
The American Historical Review 107, nr. 3 (2002): 842.

[8] Knud J. V. Jespersen, Rytterkongen: Et portræt af Christian 10. (København: Gyldendal, 2007), 425-426.

[9] Palle Roslyng-Jensen, Danskerne og besættelsen: Holdninger og meninger 1939-1945 (København: Gads Forlag, 2007), 118.

[10] ”Danmarks Konge,” Vort Maanedsblad, 26. september, 1940.

[11] ”Ved Kong Christian X’s 70 Aars Fødselsdag,” Nordisk Mejeri-Tidsskrift, 26. september, 1940.

[12] “1870 – 26. Septbr. – 1940,” Sorø Amtidstidende, 22. september, 1940.

[13] Jespersen, Rytterkongen, 19.

[14] Ibid., 18.

[15] Brevet er uden dato og navn på afsender.

[16] ”Kongen,” Vestlollands Avis, 26. september, 1945.

[17] Kaj Munk, indl. til Christian X: Konge af Danmark (København: Poul Carit Andersens Forlag, u.å.). Værket er udateret, men formentlig udfærdiget i besættelsens første år, da Håndbiblioteket har et indbundet eksemplar, hvor der står ”1940” på ryggen.

[18] ”En lykkelig dansk Familie,” Billed-Bladet, 6. august, 1940.

[19] ”Danmarks fornemste Husmoder, Dronning Alexandrine i sit Hjem,” Billed-Bladet, 10. september, 1940.

[20] ”Danmarks fornemste Husmoder,”.

[21] ”Hurra, Farfar er her!,” Billed-Bladet, 23. september, 1941.

[22] ”Hurra, Farfar er her!,”.

[23] Kai Berg Madsen, Kongens Børnebørn (København: Povl Branner, 1941).

[24] Monika Wienfort, ”Dynastic Heritage and Bourgeois Morals: Monarchy and Family in the Nineteenth Century,” i Royal Heirs and the Uses of Soft Power in Nineteenth-Century Europe, red. F. L. Müller & H. Mehrkens (London: Palgrave Macmillan, 2016), 165.

[25] Søren Mørch, Danskernes billeder før fjernsynet, 2. udg. (København: Gyldendal, 2005), 80.

[26] Wienfort, ”Dynastic Heritage and Bourgeois Morals,” 165.

[27] Michael Billig, Talking of the Royal Family (London: Routledge, 1992), 113.

[28] Jaap van Osta, ”The Emperor’s New Clothes. The Reappearance of the Performing Monarchy in Europe, c. 1870-1914,” i Mystifying the Monarch: Studies on Discourse, Power, and History, red. Jeroen Deploige & Gita Deneckere (Amsterdam: Amsterdam University Press, 2006), 181-183.

[29] Mørch, Danskernes billeder før fjernsynet, 78.

[30] Jens Gunni Busck, Christian 10. og dronning Alexandrine. Regentpar gennem verdenskrigene (København: Historika, 2016), 47-48.

[31] Busck, Christian X and Queen Alexandrine, 53-54.

[32] For adgang til disse breve og andre kilder kræves særskilt tilladelse, hvorom der kan ansøges til H. M. Dronningens Håndbibliotek under tydelig redegørelse for den tiltænkte anvendelse.