Digte af Jens Baggesen med dedikation til Kronprinsesse Marie Sophie Frederikke, 1803
Den danske konge herskede indtil de slesvigske krige i 1800-tallet over en hel række folkeslag. Nogle af monarkens undersåtter talte islandsk eller færøsk, nogle grønlandsk, nogle tamilsk, nogle kreolsk, indtil tabet af Norge i 1814 talte mange også norsk, og en ret stor procentdel, primært i Slesvig og Holsten, talte tysk. Tysk var sammen med fransk tidens førende kultursprog, og det var derfor naturligt, at en del af det danske kulturliv udfoldede sig på tysk og at mange af de kulturelle kontakter var tyske. Desuden var flere af de ledende adelige familier – bl.a. Schimmelmann, Reventlow, Bernstorff og Moltke – af tysk eller holstensk adel, og mange af kongehusets medlemmer gennem tiden var af tysk herkomst. Det gjaldt også den danske dronning i størstedelen af Guldalderen, Marie Sophie Frederikke, der var datter af landgreve Carl af Hessen-Kassel og Frederik 5.s datter Louise. Helt fra hun i 1790 blev dansk kronprinsesse var hun centrum for forfatternes interesse.
I Dronningens Håndbibliotek findes stadig mange bøger, der har tilhørt hende, og mange, der er dedikeret til hende af forfatterne, og langt det meste er tysksproget. Det gælder også den fornemt indbundne to-binds-udgave af en af den tidlige guldalders store digtere, Jens Baggesens, digte. Den er, da Baggesen dels mestrede sproget og dels havde et stort publikum i Tyskland, på tysk. Baggesens tyske digte, der kan ses som en selvfølgelig afspejling af hans omfattende netværk i den tyske kulturelite, hvor han dyrkede bekendtskaber med filosoffer og digtere som Friedrich Schiller, Friedrich Gottlieb Klopstock, Matthias Claudius, Johan Gottfried Herder og Johann Gottlieb Fichte, blev i 1800-tallets nationalistiske litteraturkritik lagt ham til last og brugt til at præge vurderingen af hans værk i negativ retning.
Billedtekst:
Jens Baggesen, Gedichte, Hamburg, 1803. Dedikationen, der pranger stort i al sin enkelhed på flyvebladet, hedder: ”An Ihro Königlichen Hoheit MARIA, Kronprinzessin von Dännemark. d. 31 July 1806 – unterthänigst von J. Baggesen.” Den efterfølges af et to-siders hyldestdigt til Kronprinsessen, hvis første vers lyder: ”Erste, beste, holdeste der Frauen, / Engelin, des Friedensengels Lust, / Deren Blick von ferne nur zu schauen, / Sänftiget den schmerz in jeder Brust,”