Juliane Maries atlas
Fra Frederik 5.s anden dronning, Juliane Marie, findes en omfattende kort- og tegningssamling, som efter hende kaldes Dronning Juliane Marie Atlas.
Samlingen er en parallel til Frederik den Femtes Atlas, der bevares på Det Kongelige Bibliotek. Hvert ”Atlas” indeholder en stor mængde kort og tegninger, som i midten af 1700-tallet blev samlet af kongen og dronningen eller i deres navn. Efter kongens død (1766) blev de enkelte kortblade samlet i to ensartet indbundne serier: Frederik den Femtes Atlas på 55 bind og Dronning Juliane Marie Atlas på og 37 bind. Kongens Atlas findes i dag i Det Kgl. Biblioteks Kortsamling (se her), mens Dronningens befinder sig i Håndbiblioteket.
Indholdsmæssigt er de to ”atlas” nært beslægtede, men ikke ens. I begge er kortene ordnet geografisk efter lande, idet helheden kommer før det lokale.
I Dronning Juliane Maries Atlas optager kortene over europæiske lokaliteter 31 bind, mens de resterende seks rummer kort over andre verdensdele, foruden andre former for billeder så som kort over fantasilande, satiriske stik, kuriositeter m.m. De mange bind rummer i alt 2798 kort og billeder. Det ses, at mange af de trykte kort kommer fra slagtede eller aldrig indbundne atlas fra firmaer som Homann eller Seutter. De fleste er kobberstukne og håndkolorerede – en del af disse findes endda i flere eksemplarer – mens 194 er håndtegnede og således unikke. Heriblandt er en række arkitekturtegninger, bl.a. til det 1. Christiansborg Slots Riddersal og Fredensborg Slotshave. Blandt de stukne kort er der talrige sjældne og kartografisk betydningsfulde kort, især fra tiden ca. 1650 til ca. 1750, som vidner om flere stadier af verdens kortlægning.
Bindene, der hver måler ca. 56,5 x 41,5 cm, er udført som såkaldte spejlbind i hofbogbinder Georg Julius Liebes (1710-1778) værksted.
Et par glimt af atlassets indhold skal gives her:
Himmelsatlasset, hvoraf mange blade er indgået i Juliane Maries Atlas, viser Kopernikus’ heliocentriske verdensbillede, men også det gamle Ptolemæiske og det konkurrerende nye Tychoniske, som danske Tycho Brahe stod bag.
Allards verdenskort er usædvanligt for sin tid ved helt at afstå fra allegoriske figurer i hjørnerne og kun at holde sig til at vise jordkloden fra forskellige vinkler og udsnit og skematisk at gengive måden at inddele den efter længde- og breddegarder og efter lodrette og vandrette hemisfærer.
Juliane Maries Atlas indeholder byplaner og byprospekter fra hele verden. London ses her i en kombination af dem begge, på vej til at blive et af verdens handels- og magtcentre.
Dronning Juliane Maries Atlas rummer et stort antal tegninger af slag og belejringer, især fra den såkaldte Pfalziske Arvefølgekrig, der udkæmpedes 1688-1697 mellem Frankrig på den ene side og Det Tysk-Romerske rige, England, Spanien, Holland og Sverige og fra Den Preussiske Syvårskrig (Syvårskrigen), hvor Storbritannien, Preussen og Hannover sloges med Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen fra 1756-1763. En del af tegningerne er forsynet med længere forklaringer om slagenes hovedtræk og med mindre papirlapper, der visualiserer forskellige tilstande af troppernes placeringer, fæstningernes udbygning eller skyttegravenes udvikling.
Et par andre eksempler følger her:
Her ses to tilstande af det samme kort over et af Pfalziske Arvefølgekrigs største slag ved Neerwinden i det nuværende Belgien. Slaget stod mellem den franske hærs 66.000 mand under Hertugen af Luxembourg mod den engelsk-hollandske hærs 50.000 mand under William 3. af England. Slaget kostede ca. 23.000 mand livet. Franskmændene vandt, men slaget blev uden resultater for krigens forløb. De to billeder viser kortet i to tilstande, hvoraf den ene viser hærenes lejre den 28. juni, mens den anden viser de skanser, den engelsk-hallandske hær fik bygget før slaget den 29. juni og de to hæres formationer før slaget.
Fæstningsbyen Wesel ved floderne Rhin og Lippe i det nuværende Nordrhein-Westfalen er et eksempel på 1700-tallets omfattende fæstningsbyggeri, hvor stadigt større og mere komplicerede fæstningsværker blev udviklet til at modvirke artilleriets ødelæggende virkninger. I den udformning befæstningen her ses var den planlagt af den franske ingeniør Jean de Corbin, der baserede sin plan på principperne hos den indflydelsesrige franske fæstningsbygger, marskal Sébastien Le Prestre de Vauban.
Byen var preussisk, men måtte trods fæstningsværkerne overgives til Frankrig under Den Preussiske Syvårskrig.
På planen ses de forskellige regimenter angivet ved diagonalt delte rektangler med navnene på kommandanterne. I skudsikker afstand fra byen er de lagt i en ring, der slutter tættest, hvor landskabet er mest tilgængeligt og som bevogter broer, vandløb og veje. Tegneren Grüner, der endnu er uidentificeret, er muligvis også manden bag en række af de andre kort over slag og belejringer i Dronning Juline Maries Atlas.
Det hydrografiske kort viser det tyske riges floder, deres bifloder og deres afvandingsområder – resultatet af et imponerende videnskabeligt kortlægningsarbejde, der vidner om kartografiens høje stade omkring år 1700. Kortet findes i flere udgaver i Dronning Juliane Maries Atlas. Den her viste udgave synes særligt charmerende med sin titelkartouche i nederste venstre hjørne, der er befolket med en vrimmel af flodguder, nymfer og små vandløbsguddomsbørn, der i figurativ forstand spiller op til det fint forgrene netværk på selve kortet.
Midt mellem kort og planer dukker der ind imellem ganske andre ting op i atlasset. Her en retsmedicinsk gennemgang af et voldsomt mord, begået af en soldat Freymann på den tidligere munk Frantz Hortig natten mellem den 30. april og 1. maj 1756 i Erlangen i Tyskland. De mange stik- og hugsår er koloreret med rødt i det ellers helt sort-hvide kobberstik. Mordet må have vakt opsigt i tiden – men man må i øvrigt undre sig over, hvad bladet laver i atlasset.
Tegningen, der stammer fra den tid, da byen var involveret i Den Østrigske Arvefølgekrig (1740-1748), er tegnet i en lidt primitiv stil med flere forskellige rumlige gengivelser: Planer, med en del af husenes facader liggende, foruden nogle steder med huse i perspektiv. Foroven ses en noget forvrænget udgave af kurfyrsten af Hannover og den engelske konge Georg II. Augusts, monogram.
Teksten anfører de omfattende digebyggerier, som Christen Thomesen Sehested fik gennemført, efter at han var blevet udnævnt til overlanddrost for grevskabet af Frederik IV, der havde fyret ham som admiral i 1716 p.g.a. utilfredshed med hans indsats i Store Nordiske Krig (1700-1720). Oldenborg blev i 1773 sammen med grevskabet Delmenhorst byttet med de dele af Holsten, der indtil da var en del af den gottorpske arvelod.
Frederik V tog i 1749, hvor man fejrede 300-året for Oldenborgerne som kongedynasti, på en længere rejse rundt i Danmark og Norge. Undervejs gjorde han den 19. maj 1749 ophold i Horsens, der rejste denne æresport til ære for Frederik 5. Stikket er del af en serie, der beskriver kongens rejse.
Kortet stammer fra Johannes Mejer og Caspar Danckwerths atlas Newe Landesbeschreibung der Zweij Hertzogthümer Schleswich und Holstein (Husum 1652), hvor det hører til første dels syvende kapitel, der omhandler Tysklands gamle folkeslag. Det er således et historisk kort, der viser Nordens inddeling ifølge antikke kilder såsom Tacitus, Plinuis og Ptolemæus.
Mejer og Danckwerths atlas et grundlæggende kartografisk arbejde, idet de fleste kort bygger på grundige landmålinger, som Mejer foretog af Slesvig og Holsten i årene 1638 til 1648. Det gælder dog ikke dette historiske kort.
Mejers arbejde blev understøttet af Christian IV og den gottorpske hertug Friedrich III i fællesskab, men atlasset udkom efter begges død. Kortet er lavet af Christian Rothgießer fra Husum i Slesvig.
Landkadetakademiet i den nuværende Østre Landsrets bygning i Fredericiagade i København var en officersskole, hvor eleverne bl.a. skulle lære at tegne kort som de andetsteds på denne side nævnte kort over krigsskuepladser. Det krævede øvelser i landmåling og kartografi, der resulterede i ind imellem fine og interessante kort. Her ses den del af Københavns befæstning, der vendte ud mod Skt. Jørgens Sø og Peblinge Sø. Over midten af kortet ses Københavns Ladegård, der på dette tidspunkt var blevet et hospital under fattigvæsenet, øverst til højre landstedet Blågård.
Det første Christiansborg Slot blev opført fra 1732 til 1740, men den færdige indretning af det tog lang tid. Faktisk var det, da det brændte i 1794, ikke alle steder blevet helt færdigt endnu. I Frederik Vs sidste år, da kronprinsen nåede en alder, hvor ægteskab var værd at overveje, måtte man begynde at tænke på passende rammer for begivenheden. Professoren i arkitektur ved det 1754 oprettede Kunstakademi blev sat til at planlægge og indrette den enorme sal, der målte 40 meter i længden og havde 15 meter til loftet. I Juliane Maries Atlas findes 6 tegninger til salen, formentlig præsentationstegninger, der skulle anskueliggøre projektet for kongeparret Frederik V og Dronning Juliane Marie. Frederik V nåede knap at få salen at se, for han døde 1766. Men den nåede at blive færdig til tiden, så da den engelske prinsesse Caroline Mathilde blev gift med den nye, unge Kong Christian VII i november samme år stod festen i det nye pragtrum.
Den vigtige fæstning Fredriksstad, der var grundlagt af Frederik II i 1567, ganske tæt på Sverige, der fra det 16. til det tidlige 19. århundrede var Danmark-Norges ærkefjende. Tegneren var officer og gjorde strålende karriere i hæren – han endte som generalmajor. Kortet viser Stricker som en dygtig kartograf. Han blev da også i 1773 ansvarlig for ”Norges militære Opmaaling”, et storstilet projekt, der med tiden førte til hele Norges videnskabeligt baserede geografiske opmåling.
I Juliane Maries Atlas findes også kort over mytiske eller fiktive områder (se nedenfor). Kortet her viser, hvor man mente det jordiske Paradis, Edens Have, var placeret. Bibelen blev indtil et godt stykke ind i 1800-tallet regnet for en historisk kilde i alle dele og ligesom Skabelsen blev regnet for en historiske begivenhed, der kunne nøjagtigt tidsfæstes, var det jordiske Paradis, hvor Adam og Eva begyndte menneskenes historie på jorden, et faktisk sted. Dette sted ligger i det sydlige Irak i egnen omkring Basra. Under de danske soldaters deltagelse i Irak-krigen var det i dette område, nær byen Al-Qurnah, at der i 2003-2004 blev oprettet en lejr ved navn ”Camp Eden”, så de gamle forestillinger er ikke helt glemt. Mens de fleste landkort har gengivelser af mennesker eller guder i et eller flere hjørner, er motivet her løven og lammet, der lever fredeligt side og side, netop som det skulle være i Paradis.
Japan var i mange år – fra 1603 til 1868 – et lukket land for omverdenen. Kun ganske få, primært hollandske handlende, fik af de såkaldte Tokugawa-shoguner lov at besøge landet under særlige vilkår. Tyskeren Engelbert Kaempfer, som udgav sig for hollænder og fulgtes med de handlende, boede i landet fra 1683 til 1693 og skrev en udførlig beskrivelse af landet, da han vendte hjem. Kortet her bygger på Kaempfers eget kort og viser både en eksotisk-østasiatiske scene omkring kartouchen for oven til venstre, hvor Kaempfer selv er gengivet som korttegner, og eksempler på japanske mønter, foruden de kendetegn, som forskellige japanske klaner benyttede.
Et kort over Nord- og Mellemamerika, da størstedelen af det endnu var spansk og fransk. Hele området fra Texas til og med Florida er fransk under navnet ”Ludoviciana”, altså Louisiana, opkaldte efter de franske konger. Det samme gælder området nord herfor. Kun det østligste USA er engelsk koloniseret. Hele området vest og syd for Rio Grande er spansk. Til højre ses en stor fremstilling af en guldmine. Et interessant træk ved kortet er, at det angiver navnene på de mange indianerstammer, der bor spredt ud over hele området.
Det næstsidste bind i Juliane Maries Atlas indeholder bl.a. en række skematiske gengivelser af krigs- og fæstningsudstyr. Håndtegningen her er tegnet af en Jens Reiersen, der formentlig var officer ved flådens skibsværft på Holmen i København. Kanoner og haubitser til brug på land og til vands, med tilhørende redskaber og udstyr, er dekorativt og informativt præsenteret som dele af et bygningsværk, alt i rette målestoksforhold og med numre og tilhørende forklaring.
Atlassets sidste bind er forbeholdt satiriske og moraliserende fremstillinger. Hertil hører det fantastiske kort over Slaraffenlandet, hvor vellevnet og overflod har hjemme. Kortet bygger i et og alt på kartografiens konventioner, med angivelse af længde- og breddegrader, målestok m.v., og navnene er ligesom mange rigtige kort holdt i både et nationalsprog (her tysk) og det internationale latin. Men det er helt igennem satirisk i sit indhold. Går man på opdagelse finder man mærkelige lande som Magni Stomachi Imperium (Den Store Maves Rige), Respublica Venerea (Elskovens Republik), hvori én af provinserne selvfølgelig hedder France (det er jo et tysk kort), og Stultorum Regnum (Tåbernes Kongerige). Byerne har navne som Schmarotz (Fråds), Inconstantinopel (Ustadighedsby) og Einfalten (Enfoldighed). Havene hedder Lurconicum Mare (Ædedolkenes Hav), eller Das versoffene Meer (Det fordrukne Hav), floderne Der Wein Strohm eller Der Bier Strudel (Vinstrømmen eller Ølbækken). Selv målestokkene er indrettet efter mundstørrelser, om end der til sammenligning er de noget mindre tyske mil. For at tydeliggøre det moralske budskab ligger denne verden mellem to områder, der er afgrænset fra den ved enten bjerge eller mure: Øverst ligger Terra Sancta Incognita (Det ukendte Hellige Land), der er adskilt fra den lystne verden ved Das Rauhe Tugend Gebürg (De barske Dydsbjerge). Nederst derimod ligger Tartari Regn[um] (Tartarus’ Rige), d.v.s. Helvede. Muren mellem Slarafferne og Helvedesbeboerne synes ikke at være så stærk – den er spundet af edderkopper. Man kan more sig, men måske også miste appetitten…