Fotoseancen fotograferes
Ind imellem kan man komme bag om scenen, når man ser Den Kongelige Fotografisamling igennem. Den senere Dronning Alexandrine fotograferede meget gennem hele livet og vi har et par fotoalbums fra hendes unge år i samlingen. På slottene Charlottenlund og Sorgenfri fotograferede hun bl.a. en række portrætseancer, hvor hoffotograf Carl Sonne og hans assistent etablerede midlertidige atelierer enten udendørs eller lige inden for vinduerne. Ateliererne er typiske for tiden. Der er ofte tæppe på gulvet, og baggrunden er enten et ensfarvet lærred eller et maleri, der kan vise dele af en søjlearkitektur eller udsigter over smukke landskaber, nøjagtig som staffagen i mange portrætter fra ældre tid.
© Dronning Alexandrine
Her har prinsessen fanget scenen, hvor hoffotografen er ved at være klar til at fotografere hendes søn, den senere Kong Frederik (9.). Portrættet af den lidt betuttede 4-årige prins blev efterfølgende udgivet som postkort, hvor alle spor af det midlertidige atelier med podie, mønstret tæppe og ophængt lærred på verandaen på Sorgenfri er væk. Billedet blev taget den 3. juni 1903. Det færdige postkort findes bl.a. på Det Kongelige Bibliotek: http://www5.kb.dk/images/billed/2010/okt/billeder/object550959/da/
Ind imellem var fotograferingerne anledning til skæg og ballade. I oktober 1903 var de yngre medlemmer af familiens forskellige grene samlet og der skulle tages et billeder i Kuppelsalen. Podiet gav anledning til forskellige parodiske opstillinger, som prinsesse Alexandrine forevigede.
© Dronning Alexandrine
Det gælder f.eks. denne, hvor ”Misha”, dvs. Storfyrst Mikhail af Rusland, lillebror til Tsar Nikolaj 2. og tronfølger, og Prinsesse Thyrah ligger hhv. henover og under bordet på podiet, eller den næste, hvor samme Misha ses i krukket-smart positur på podiets top.
© Dronning Alexandrine