Vand og hemmeligheder

Af Bent Pedersen

Når Frederik 3. (1648-70) sad på Koldinghus og følte trangen til at forrette sin nødtørft komme over sig, gik han ind i sin “hemmelighed” og gjorde, hvad man gør i den slags situationer, og resultatet af hans anstrengelser dalede ned langs slotsmuren og lagde sig tæt op ad muren.

​Det var ikke nogen ideel eller delikat løsning, men dog et fremskridt i forhold til, hvad man tidligere havde fundet hensigtsmæssigt.

​Det vandskyllende kloset, som vi kender det, blev først opfundet i England og patenteret i 1775, men faktisk havde allerede de gamle romere kendt til at skylle skidtet ud i kloaker ved hjælp af vand. Den romerske løsning gik imidlertid i glemmebogen, og de deraf opståede sanitære problemer forsøgte man gennem århundrederne at løse ved ret primitive foranstaltninger.

​På middelalderens borge, der var rene forsvarsværker, måtte man med henblik på risikoen for længere tids belejring skaffe mulighed for en løsning af de fækale problemer, og den ældst kendt måde, hvorpå man løste opgaven, var at anbringe en stor kloak midt i bygningen.

​Alle menneskelige affaldsprodukter opsamledes således i bygningens bund, hvor de ganske vist var skjult, men hvorfra de udsendte en højst ubehagelig stank, der forpestede alle rum og værelser.

​Denne hørm forsøgte man at bekæmpe med vellugtende brændsel, men alligevel hang dunsterne som tåge under lofterne og satte sig som dug på inventaret.

​Den store, centrale kloak havde altså sine mærkbare svagheder, hvad man oplevede i slotssalen i Erfurt i 1183, hvor kejser Frederik Barbarossa havde samlet en mængde fyrster og riddere. Bjælkerne under salens gulv, der i årevis havde været udsat for tæring på grund af de opstigende kloakdunster, gav pludselig efter, så otte fyrster, hundrede riddere og en masse adelsmænd og andre styrtede i kloakgruben, hvor de ynkeligt omkom.

​Man drog så meget forståeligt den logiske slutning, at de lukkede kloakrum i bygningernes indre ikke var hensigtsmæssige og anbragte så i stedet “hemmelighederne” som en slags udhængsskabe på bygningernes ydersider.

​På Koldinghus, der er opført midt i 1200-tallet, har man tilsyneladende altid benyttet sig af denne metode, og med tiden er alle etager blevet forsynet med adskillige af disse udvendige hemmeligheder. De hvilede på svære kragsten, der var fastgjort i muren, og nu og da forsynede man dem med små vinduer.

​Indvendigt havde hemmeligheden et stensæde med hul i og ikke andet, hvoraf følger, at de trængende blev slemt kolde i numserne, når de tog plads. Det hævdes, at der skulle et jernhelbred til for ikke at tage skade af at tage plads sådan et sted.

​Den mængde skidt, der samledes på jorden under hemmelighederne, skulle jævnligt fjernes. Af Koldinghusæ regnskaber for 1610-11 ses, at en Marine Pugis i Kolding har modtaget 9 mark for rengøring under hemmelighederne fra lensmandens, fogdens og andres kamre.

​I slottets nordfløj er der bevaret en latrinskakt, der stammer fra Christian 4.s genopførelse af fløjen efter branden i 1597. Gennem denne skakt dalede det menneskelige affald ned og blev skyllet bort, idet man havde ført en kanal fra slotsgårdens springvand gennem skaktens bund, hvorfra det ledtes ud på slotsbanken og videre via et afløb ud i slotssøen. Skakten havde forbindelse til hemmeligheder på alle tre etager, og undersøgelser synes at vise, at der er tale om Danmarks ældste vandskyllede klosetter.

​De udvendige hemmeligheder var som nævnt ubekvemme og kolde, og i løbet af 1600-årene indfører man derfor på Koldinghus indvendige toiletter i form af toiletstole, store stole med et hul i sædet, hvorunder der befandt sig en spand, som dagligt blev tømt af personalet.

Et interessant spørgsmål er, hvad de kongelige og adelige herrer og damer på Koldinghus tørrede sig med, når de havde forrettet deres nødtørft. Aviser og gamle telefonbøger havde de jo ikke ved hånden, toiletpapiret var endnu ikke opfundet, og iøvrigt var papir et altfor kostbart materiale til dette brug. Næ, man tørrede sig såmænd i mos, som jo havde og har den behagelige egenskab at være blødt.

​Et andet sanitært problem var vandforsyning. Vand hører jo til de menneskelige nødvendighedsartikler, men at skaffe rindende og rent vand var en kunst, som var overladt vandkunstnere. En vandkunst er selvfølgelig et springvand, men det var også kunsten at skaffe vand.

​Der var navnlig to ting, der krævede vand på Koldinghus, nemlig madlavning og slotsgårdens springvand, som Frederik 2. lod udfærdige. Til den personlige hygiejne var kravene derimod ret beskedne, i hvert fald i baroktiden, da såkaldt fine folk ikke vaskede hænder og ansigt, men påførte dem lag på lag af salve, sminke og pudder.

​Endnu tidligere havde Henrik Rantzau, der i 1556 blev statholder i hertugdømmerne, i en bog, “Om at bevare sundheden”, advaret mod at vaske sig i vand. Man vaskede ikke kroppen, man vaskede tøjet, og den uundgåelige lugt, man udsendte, forsøgte man at modvirke ved at sprøjte sig med duftende vande.

​Vi ved dog, at Christian 4. havde en badstue i haven nedenfor sydfløjen, hvor majestæten godt nok vaskede sig, men hvor de hygiejniske behageligheder ikke nødvendigvis udelukkede de selskabelige.

​På det ældste Koldinghus har der, så vidt man ved, ikke været nogen brønd. Vandet, man skulle bruge, er blevet hentet udefra, formentlig hovedsagelig fra slotssøen. Dette vand har nok ikke været ganske rent, men da vand ikke var noget, man drak, har det været af mindre betydning. Det blev der ændret på i Frederik 2.s tid, da man fra bakken i Harte Skov ledte vand i nedgravede træledninger ind til slottet og desuden fra Piledammen syd for Kolding til Staldgården.

​Det var et vidtløftigt projekt, og da man gik i gang med arbejdet rekvirerede man hos Christoffer Valkendorf på Gotland 900 udsøgte træer til rør, og til renderne måtte Peder Oxe i København lade fremstille 700 jernbøsninger og 1400 ringe. Det slog dog ikke til. Man bestilte supplerende forsyninger, og til sidst bestiltes der ialt 2600 render med tilhørende bøsninger og ringe.

​I Christian 4.s tid fremgår det af lensregnskabet, at der har været rørlagt vandforsyning til urtehaverne, Staldgården, bryggerset, badstuen, køkkenerne, vinkælderen, ølkælderen og til slotsgården.
Der har ikke på Koldinghus, som tilfældet var på visse andre slotte, været ført vand op i bygningen. Skulle man bruge vand oppe, blev det hentet nede.

​Spildevandet blev bortledt gennem underjordiske, murede kloakledninger enten ud i slotssøen eller i voldgraven. Med den rørlagte vandforsyning, kloakledningerne, hemmelighederne og siden toiletstolene var tidens krav til komfort og hygiejne mere end opfyldt. Det var et sted, hvor man følte at kunne være bekendt at invitere og modtage fyrstelige og adelige gæster.

​Og det gjorde man så.