Vægtapeter i Riddersalen

Vidste du, at de tre vægtapeter, der pryder væggene i Riddersalen på Koldinghus, hver fortæller en helt særlig historie fra det storslåede maratondigt Ovids Metamorfoser?
Til sammen fortæller de historien om gudekongen Jupiters affære med prinsessen Io, hvilket senere hen opdages af Jupiters hustru, Juno.
Vægtapeterne er efter ansættelse af Christian 5. udført af Berent van der Eichen i 1694-95 til Jægersborg Slot. I 2001 opkøbtes de af Kongernes Samling på en auktion og har i mange år hængt på Rosenborg Slot i Frederik 4.s kabinet. I dag er de at finde på væggene i Riddersalen på Koldinghus.

Med dette første vægtapet tager historien sin begyndelse. Prinsessen Io forfølges af gudekongen Jupiter, og hun prøver at flygte. Men fra skyen over hende styrer Jupiter vind og vejr, og han fremkalder en tåge, hvori han fanger den smukke prinsesse. Motivet på vægtapetet viser netop øjeblikket inden, forførelses finder sted, hvor Jupiter har trængt Io op i en krog.

I Ovids storslåede digt lyder det:
”Og engen ved Lerna, samt de Lyrcéiske højder med alle de dejlige skove, havde hun bag sig, da guden lod landet hylles i tætte tåger, tog hende fangen i flugten og tog hendes mødom.”

Dækket af tågen forsøger Jupiter samtidig at holde affæren skjult for sin hustru Juno. Men Juno er klog og regner hurtigt ud, hvad der foregår. Da Jupiter fornemmer, at Juno ved besked om hans affære, skynder han sig at forvandle Io til en strålende, hvid kvie. Men Juno er ikke til at narre; hun fanger kvien og lader giganten Argus med de hundrede øjne være hendes fangevogter.

Jupiter sætter nu guden Merkur til at befri Io – og med sin fløjte spiller han fortællingen om guden Pan og nymfen Syrinx (som er fortællingen, der hører til det tredje og sidste vægtapet), indtil fangevogteren glipper med sine hundrede øjne og lulles i søvn.

Motivet på dette vægtapet indkapsler det efterfølgende øjeblik, hvor Merkur hæver sit krumsværd over den sovende fangevogter, parat til at hugge hovedet af ham i hans søvn, mens Io som den tilfangetagne hvide kvie løber væk, nederst i højre hjørne.

I Ovids digt lyder det:
”Uden at tøve lægger han da et snit med sit krumsværd ind mellem hage og hals på den nikkende Argus og kaster hovedet blodigt i dybet så klippen farves af blodet.”

Med dette tredje og sidste vægtapet fortælles historien om Pan og Syrinx. Og det er netop denne historie, som guden Merkur fortæller for at lulle fangevogteren med de hundrede øjne i søvn, inden han hugger hovedet af ham.

Denne historie er fortællingen om guden Pan, der kaster sin kærlighed på nymfen Syrinx. Motivet på tapetet forestiller det øjeblik i fortællingen, hvor Pan forgæves griber ud efter Syrinx blandt sivene ved flodbredden. Hvad Pan ikke ved er, at Syrinx kort forinden med hjælp fra flodnymferne er blevet forvandlet til siv for netop at undslippe gudens kærlighed. Pan sukker af skuffelse, mens vinden suser i sivene – en lyd, der inspirerer ham til at plukke sivene og konstruere en fløjte, som vi i dag kender som ”panfløjten”.

Dette smukke vægtapet formår med liv og farver at indkapsle det spinkle øjeblik i digtet, hvor det med Ovids egne ord lyder:
”… hvorledes Pan, da han mente at favne Syrinx, i stedet for Nymfens smækre midje alene fik hånden om siv”.

Læs også Riddersalens historie her