Slottets historie

Koldinghus – Jyllands sidste kongeborg – har gennem sin mere end 750-årige eksistens spillet en væsentlig rolle i Danmarks historie: som grænseværn, som kongelig residens, som sæde for den lokale statsadministration.

Efter katastrofebranden i 1808 har slotsruinen tiltrukket sig megen opmærksomhed som malerisk ruin, som inspirationskilde for malere og digtere, og gennem mere end 100 år har ruinen været genstand for restaureringer og gradvis indretning til kulturhistorisk museum og hjemsted for kulturelle aktiviteter. Læs herunder om slottets historie.

Middelalderborgen

Omkring midten af 1200-årene blev grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig lagt fast ved Kolding fjord, Kolding å og Kongeåen. Ved denne grænse opstod Kolding som en handelsby, hvor landevejstrafikken mellem Danmark og Tyskland skulle passere åen.

Det begyndte som en handelsplads formentlig i 1100-årene, men fra omkring 1230 må vi tro, at Kolding har haft købstadsrettigheder. Ved dette betydningsfulde overgangssted fortæller den ældste skriftlige kilde – Klosterbogen fra Ryd Kloster i Slesvig – at Erik Klipping (1259-86) omkring 1268 anlagde det første Koldinghus som værn af rigets sydgrænse. Først og fremmest vendt mod hertugerne i Slesvig, der gennem generationer var fjendtligt stemt over for den danske konge.

Gennem middelalderen medførte beliggenheden, at Koldinghus blev en af landets største og vigtigste borge. Da adelen i 1320 tvang kongen, Christoffer 2. (1320-26), til at underskrive en håndfæstning, i følge hvilken størstedelen af de jyske kongeborge skulle nedbrydes, blev Riberhus og Koldinghus dog bevaret. De var begge uundværlige ved rigets grænse mod syd.

​Kort tid efter kom borgen i perioder på de holstenske grevers hænder, indtil Valdemar Atterdag (1340-75) i 1348 indløste den pantsatte borg.

Ofte blev møder henlagt til Koldinghus. Her forhandlede dronning Margrethe 1. (1376-1412) og Erik af Pommern (1412-39) flere gange med de sønderjyske hertuger om Sønderjyllands forhold til kongeriget. Her blev Christian 1. modtaget, da han i 1448 kom til Danmark fra Oldenborg i Nordtyskland som nyvalgt dansk konge. Og her blev de regelmæssige møder lagt, som Christian 1. (1448-81) og det slesvig-holstenske ridderskab aftalte, efter at Christian 1. i 1460 var blevet valgt til hertug af Slesvig og greve (senere hertug, 1474) af Holsten.

​Der er i dag ingen synlige spor af det ældste Koldinghus, men arkæologiske undersøgelser antyder, at der allerede tidligt har stået et stenhus på slotsbanken.​

Med rimelig sikkerhed kan de to nederste etager af nordfløjen henføres til Christoffer af Bayerns regeringstid (1441-48), mens hele vestfløjen må stamme fra Christian 1.s eller måske snarere hans efterfølgers tid. Sandsynligheden taler for, at vestfløjen netop er opført med henblik på møderne mellem kongen og det slesvig-holstenske ridderskab. Trods senere ombygninger er vestfløjen stadig en af de største bevarede verdslige stenbygninger fra middelalderens Danmark.

Det har været et efter tidens forhold pragtfuldt udstyret hus med de fremspringende liséner [flade, retkantet væg- eller murpiller uden kapitæl eller base] mellem gårdfacadens vinduespartier, og der er endnu spor af de store spidsbuede gotiske vinduer, der har givet lys til husets store sal.

Endnu afslører bygningen sig som fæstning. Vestmuren er væsentlig tykkere end gårdmuren, og i øverste etage ses stadig to middelalderlige skydeskår. Desuden ses en tilmuret dør, der har ført fra skytteloftet ud til en åben vægtergang på den ringmur, der har lukket borggården mod syd og mod øst, hvor en vindebro har ført over en bred og dyb voldgrav, gravet ned i bankens top tæt ind under muren. Sammen med yderligere et system af voldgrave, som har omkranset borgen og byen, har Koldinghus udgjort en stærk fæstning ved rigets sydgrænse.

Danmarks første renæssanceslot

I 1536 besteg Christian 3. (1536-59) den danske trone efter en blodig borgerkrig, Grevens Fejde. Efter at have befæstet sin magt over for indre og ydre fjender kunne Christian 3. og hans dronning Dorothea foretage en fuldstændig ændring af Koldinghus. Alle middelalderlige forsvarsindretninger blev fjernet, og borgen blev ombygget og udvidet til et civilt slot, residens for kongen og hans familie i den vestlige del af riget og et kommende enkesæde for dronningen.

Koldinghus blev det første rent civile slot i Danmark, en forgænger for Frederik 2.s pragtslot Kronborg, og næst efter Københavns Slot var Koldinghus det mest benyttede danske kongeslot i Christian 3.s tid.

​Christian 3. døde på Koldinghus nytårsdag 1559, og slottet blev enkebolig for dronning Dorothea i 12 år. Men da Frederik 2. (1559-88) ikke giftede sig i moderens levetid, var Dorothea også som enkedronning rigets førstedame og Koldinghus fortsat et af magtcentrene i datidens Danmark. Efter hendes død i 1571 vendte slottet tilbage til kongen, nu Frederik 2., der benyttede det som udgangspunkt for skabelsen af et stort kongeligt jordtilliggende mellem Kolding og Skanderborg, den såkaldte jyske vildtbane.

​I årene omkring 1550 blev den middelalderlige voldgrav om Koldinghus kastet til og slottets sydfløj opført i dens sted. Også østfløjen med den rundbuede portåbning kom til ved denne lejlighed. Sikkert er skytteloftet i vestfløjen samtidig blevet forhøjet og indrettet til festsal.

Af det ældste billede af Koldinghus fra 1587 ses, at Christian 3. og Dorothea desuden udstyrede slottet med trappetårne, der øverst blev afsluttet af spir. For at skjule de forskellige byggeperioder blev slottets mure pudsede og hvidkalkede. Tagene blev lagt med grøn skifer.

​Christian 3. og Dorothea gennemførte reformationen i Danmark og lod i sydvesthjørnet af Koldinghus indrette det første protestantiske fyrstekapel i Danmark. Det var et højloftet rum i to etager. Det blev beskadiget ved en brand i 1581 og blev få år senere erstattet af Christian 4.s nye slotskirke under Kæmpetårnet. Christian 3.s Kapel er i dag markeret ved indretningen af rummet til auditorium.

Christian 4.s Koldinghus

Som dreng og ung mand – fra 1583 til 1593 – opholdt Christian 4. sig i lange perioder på Koldinghus med en lille hofstat. Her boede han med sin skolemester, der skulle bibringe prinsen almindelig skolelærdom, og her modtog han undervisning i de ridderlige discipliner, som en kommende konge skulle beherske.

Da han i 1596 var blevet kronet, foretog han som sit første større byggeri en ombygning af Koldinghus. Slottet skulle ikke blot være en bekvem kongebolig, det skulle tillige tjene til rigets repræsentation. Frederik 2. havde placeret sit Kronborg ved indsejlingen til Øresund, hvor mange søfarende første gang mødte den danske konges lande. Nu i årene omkring 1600 ombyggede Christian 4. Koldinghus som den første hilsen til sydfra kommende gæster.

​Anledningen var en brand i nordfløjens køkken i 1597. Fløjen blev genopført, men samtidig iværksatte Christian 4. en større ombygning, der skulle give slottet den endnu så karakteristiske profil, nemlig Kæmpetårnet.

Farfaderens ret beskedne kapel i sydvesthjørnet svarede ikke til de forestillinger om fyrstemagtens omgivelser, som Christian 4. nærede. Kongen var Guds stedfortræder både i gejstlige og i verdslige anliggender.

Derfor ønskede Christian 4. en ny og større kirke som ramme om de kirkelige embedshandlinger. Denne kirke blev bygget i slotsbankens nordvestlige hjørne som en tilføjelse til slotsanlægget. Det blev et prægtigt udstyret kirkerum, indrettet efter det skema for fyrstekapellers indretning, som havde udviklet sig blandt de nordtyske protestantiske fyrster.

Kirken blev en forsmag på den endnu bevarede Frederiksborg slotskirke. Et bredt hovedskib var omgivet på tre sider af et pulpitur, hvor kongens lukkede stol fandtes. Alteret stod på den fjerde side foran det senere tilmurede vindue mod nord.

​Oven over den nye kirke lod Christian 4. indrette en ny stor festsal, cirka 57 meter lang gennem hele vestfløjens øverste etage. Det var en festsal, der i længde kun stod tilbage for Kronborgs. Her havde kongen skabt rammen om de store verdslige regeringshandlinger som fyrstemodtagelser og forleninger. I denne sal foretog han da også i 1616 forleningen af Sønderjylland til hertugen af Gottorp. Ved samme lejlighed slog kongen tolv nye riddere og tildelte dem den nystiftede ridderorden, Den væbnede Arm. Den blev kun uddelt denne ene gang i kongens regeringstid.

​Riddersalen blev i 1700-årene opdelt i mindre rum. Tilbage fra Christian 4.s tid er kun resterne af nordmurens sandstenskamin.

​Over kirke og riddersal rejste Christian 4. Kæmpetårnet, på hvis top der blev anbragt fire store statuer af antikke helteskikkelser, hver med et våbenskjold for kongens vigtigste landområder: Hannibal med det danske, Scipio med det norske, Herkules med det svenske og Hector med Slesvigs våben.

Kun Herkules står tilbage på sin oprinde­lige plads med Sveriges våben, de tre kroner, der på Christian 4.s tid nok så meget symboliserede den nordiske union og således var en understregning af Christian 4.s krav på overhøjheden i Norden.

​I slotsgården fornyede Christian 4. alle trappetårne og lod de nye tårne udsmykke med sandstensportaler. Ligeledes fornyede han vandkunsten midt i slotsgården. Her blev opstillet en Fortunafigur stående i en muslingeskalformet sandstenskumme. Vandkunsten forsvandt efter branden i 1808.

​I Christian 4.s og hans søn Frederik 3.s tid fik Staldgården foran Koldinghus sin endelige udformning. De nuværende bygninger synes at stamme fra tiden omkring 1670, men utvivlsomt lå der allerede tidligere kongelige stalde på samme sted. Her var plads til kongens og hoffets ride- og køreheste.

Frederik 4. barokslot

Middelalderens og renæssancens danske konger var til stadighed på rejse rundt i landet. Men efter enevældens indførelse i 1660 blev Danmarks konger fast bosiddende i København og Nordsjælland. Kun sjældent bevægede man sig over til Jylland. Alligevel blev Koldinghus efter 1600-årenes krige mod Tyskland og Sverige og de dermed følgende ødelæggelser opretholdt som det sidste kongelige slot i Jylland.

​I 1711 flyttede Frederik 4. for nogle måneder ind på Koldinghus. Der var udbrudt en voldsom pest i København, og alle, der kunne, flygtede fra hovedstaden. Under en maskerade på Koldinghus traf kongen den purunge datter af storkansleren, Anna Sophie Reventlow, og forelskede sig i hende. Året efter bortførte han hende fra Clausholm og lod sig vie til hende til venstre hånd. Efter dronningens død i 1721 blev Frederik 4. og Anna Sophie viet endnu en gang, nu til højre hånd, hvorved Anna Sophie blev dronning af Danmark.

En stor del af Frederik 4.s regeringstid domineredes af Den store nordiske Krig (1709-20) mellem Danmark og Sverige, men freden sluttedes i 1720. Allerede samme år indledtes en gennemgribende modernisering af Koldinghus. Slottet var resultat af generationers byggeaktivitet. De middelalderlige fløje og renæssancefløjene havde ikke samme etageinddeling, hvilket naturligvis afspejledes i facaderne.

Frederik 4. søgte nu at bringe Koldinghus i overensstemmelse med barokkens krav til arkitekturen om orden og regularitet. Størstedelen af renæssancens gavle og kviste fjernedes. Etagerne udjævnedes, og slottet fik nye vinduer anbragt i vandrette bånd og med en ensartet rytme langs hele facaden. Kun grundplanens skæve firkant lod sig ikke ændre.

​Med Frederik 4.s ombygning forsvandt riddersalen. Tiden havde ikke længere brug for sådanne store repræsentative rum på Koldinghus. Officielle statshandlinger udførtes ikke længere udenfor landets hovedstad. Koldinghus var nu et af kongefamiliens opholdsslotte ude i landet.

Måske har Frederik 4. haft tanker om yderligere ændringer i slottets vestfløj, hvis gårdfacade udsmykkedes med en fornem sandstensportal med kongens kronede dobbeltmonogram. Det er muligt, at der her var tænkt på at give slottet en ny, mere præsentabel hovedindgang. Men det blev ved tanken. Portalen har kun funktion som et samlende midtpunkt for oplevelsen af slotsgården.

Brand og ruin

Natten mellem 29. og 30. marts 1808 udbrød den brand, der på to dage lagde slottet øde.

​Danmark havde søgt at holde sig udenfor det store europæiske opgør, Napoleonskrigene, men i 1807 overfaldt englænderne København og bortførte den danske flåde. Den danske regering søgte ind i en alliance med Frankrig, hvis kejser Napoleon 1. sendte en hærenhed på godt 30.000 franske og spanske soldater til Danmark under kommando af marskal Jean Baptiste Bernadotte, senere kong Karl 14. Johan af Sverige.

Formålet var dels at fastholde Danmark i alliancen, dels at bistå med et felttog mod Sverige for at genvinde de tabte østdanske provinser Skåne, Halland og Blekinge til Danmark. Felttoget mislykkedes. De spanske soldater kom ikke længere end til Jylland og Fyn, hvorfra de i august måned efter et kup sejledes hjem til Spanien på engelske skibe for at deltage i et oprør mod den franske besættelse af Spanien.

​Den 29. marts, mens marskal Bernadotte opholdt sig på slottet, udbrød der brand i skorstenen til vagtstuens kamin, og inden man helt blev klar over situationens alvor, havde ilden så godt fat, at den ikke lod sig bekæmpe med held. Man indskrænkede sig til at redde mest muligt af slottets indbo. Der gik ingen menneskeliv tabt ved katastrofebranden. På brandens anden dag styrtede en del af Kæmpetårnet ned og knuste slotskirken nedenunder. Koldinghus blev efterladt som en sodsværtet ruin.

​I foråret 1808 var Danmark endnu i krig. København var bombarderet, landets økonomi var i en elendig forfatning. Ved freden i 1814 måtte Norge afstås til Sverige.

​Der var ingen, der for alvor tænkte at bygge Koldinghus op igen. Der var ikke brug for slottet, da amtmanden allerede for år tilbage var flyttet fra Kolding. Kun den lokale befolkning brugte slottet – som stenbrud.

​Omkring 1830 udtalte bl.a. eventyrdigteren H.C. Andersen sig for bevarelse og beskyttelse af slotsruinen, og i 1863 opstod tanken om genopbygning af slottet. Dette hindredes dog af krigen 1864 mod Preussen og Østrig, men det lykkedes at få beskedne årlige beløb til bevaring af ruinen. Man havde fået øjnene op for de maleriske kvaliteter som historisk mindesmærke.

​Først da Museet på Koldinghus var stiftet i 1890 kom der alvor bag genopbygningstankerne. Det var planen, at slottet skulle genopføres og indrettes til museum, og museet har siden da været en drivende kraft bag restaureringen.

Man begyndte beskedent med et par rum i nordfløjen, men efter få år var hele nordfløjen under tag. Under 1. verdenskrig blev vestfløjen genopbygget, til dels med genbrug af materialer fra Det kongelige Biblioteks gamle bygning i København, der ombyggedes til Rigsarkiv. Bibliotekssalen er resultat af denne restaureringsperiode.

​I begyndelsen af 1930´erne truede resterne af Kæmpetårnet med at synke i grus, men det lykkedes at skaffe midler til genopførelse af tårnet. Derpå indtrådte en lang pause i genopbygningsarbejdet på grund af verdenskrig og lavkonjunktur. Først i 1970´erne iværksattes den endelige og fuldstændige restaurering af Koldinghus.

Restaureringen

Den restaurering, som er gennemført under ledelse af arkitekterne Inger og Johannes Exner, bevarer ruinen som et stærkt virkende historisk monument. Ruinen er indkapslet og beskyttet af en ny arkitektur, der indrammer og understreger dens fortælleværdi. Det har været et princip, at ruinen berøres så lidt som muligt.

​Ruinen er museets største og fornemste genstand.

I erkendelse af ruinens medtagne forfatning er der i kælderen i syd- og østfløjene lagt nye fundamenter, hvorpå der er rejst en konstruktion af laminerede træsøjler, der bærer tag og etageadskillelser. Det manglende murparti mod syd og øst er udfyldt med en let trævæg ophængt i tagkonstruktionen og beklædt udvendigt med spåner af egetræ.

I restaureringen er bevidst arbejdet med materialer, der adskiller sig fra de materialer, som Christian 3. og Christian 4. anvendte. Konstruktionerne er udført i lamineret træ og stål, facader er udført i træ eller moderne murstensformater. Originale bygningsdele kan skelnes fra de dele, som er tilført ruinen gennem restaureringen.

​Koldinghus slotsruin er bevaret som en vigtig kilde til viden om slottets bygningshistorie. Restaureringen blev tildelt EUROPA NOSTRA-prisen i 1993.

Læs flere historier om personer og begivenheder på Koldinghus her