1. |
Portræt af Christian 5. Ca. 1685, Jacob d’Agar. Et moderigtigt kongeportræt efter fransk forbillede. Rustningsklædt og med høj allongeparyk fremtræder Christian 5. som en dansk solkonge, stående foran et draperi og med et kig ud i naturen. Louis 14. lod sig også male i denne positur. |
2. |
Portræt af Christian 5. Ca. 1690, Jacob d’Agar. På de fem år som er gået, siden d’Agar malede nr. 1, har han åbenbart udviklet sig som kunstner. Omsvøbt i salvingskåben udstråler kongen ro og moden værdighed på portrættet, som forekommer mere realistisk, om end uden tvivl kraftigt forskønnet. |
3. |
Portræt af Christian 5. 1696, Jan Frans Douven. Douven (1656-1727) var hofmaler hos kurfyrsten af Pfalz og blev på foranledning af kejser Leopold 1. sendt til København for at male kongen og hans børn – især datteren Sophie Hedevig, der var ægteskabsemne for kejserens ældste søn. |
4. |
Portræt af Christian 5. med regalierne. 670’erne, Abraham Wuchters. Skitse til et helfigursportræt af Christian 5., som aldrig blev virkeliggjort. Kongen står i samme udstyr som på det ovale portræt, dog med kommandostav i højre hånd. Bag ham ses regalierne på et rødt draperi.
|
5. |
Portræt af Christian 5. Ca. 1671, Abraham Wuchters. Det ovale typeportræt satte i mange år standarden for afbildninger af kongen og er kopieret i det uendelige. Den rustningsklædte Christian 5. bærer sin salvingskåbe, og over skulderen hænger elefantordenen i sit blå silkebånd. |
6. |
Portræt af Peder Griffenfeld. Ca. 1672, Abraham Wuchters. Den borgerligt fødte Peder Schumacher (1635-99), som blev adlet med navnet Griffenfeld, var Christian 5.s vigtigste rådgiver i de første regeringsår. Kongen valgte dog allerede i 1675 at smide sin ”favorit” i fængsel på livstid på grundlag af en diskutabel anklage om forræderi. Griffenfeld er malet i slåbrok efter seneste parisermode, og maleriet var en gave til hans mor.
|
7. |
Portrætter af Christian 5. og Charlotte Amalie. Ca. 1675, Abraham Wuchters, venligst udlånt fra SMK. Skitsen af kongen kan være udført som forstudie til et civilt portræt. Den er koloristisk raffineret med de varme farver og den knaldrøde sløjfe. På skitsen af Charlotte Amalie samler opmærksomheden sig på hendes røde mund. |
8. |
To miniature portrætter af Christian 5. Ca. 1675, tilskrevet Abraham Wuchters. Det firkantede udlånt fra SMK. Miniatureportrætter fik under Frederik 3. og Christian 5. en glansperiode og blev gerne foræret til folk som særlige udmærkelser. I det minimale format turde Wuchters fremstille kongen mindre forskønnet end ellers. |
9. |
Tre miniature portrætter af Christian 5. 1674, Paul Prieur (2 stk.); 1693, Josias Barbette. Paul Prieur malede mange miniaturer af den yngre Christian 5. efter Abraham Wuchters’ typeportræt. Josias Barbette, der har malet den ældre konge, var reformert ligesom Jacob d’Agar, som miniaturen er malet efter. |
10. |
Miniature portrætter af Christian 5. og Hans Leth. Ca. 1675, tilskrevet Paul Prieur efter Wuchters. Kongeportrættet var en gave til Hofkonfessionarius Leth (1625-88), som et tegn på kongens velvilje. Leth lod sig også portrættere af Prieur i 1675. Det vides ikke, om Leth skænkede kongen sit portræt retur. |
11. |
Miniatureportrætter af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie. Ca. 1690, Josias Barbette efter d’Agar. Barbette var en af de mange reformerte kunstnere, der nød godt af dronningens protektion. Han kom til København fra Strasbourg i 1690 og malede flere portrætter af kongeparret og deres børn. |
12. |
To miniatureportrætter af Peder Griffenfeld. 1673/1675, Paul Prieur efter Wuchters. Griffenfeld er portrætteret som ridder af Elefanten (det ene dog et tilrettet portræt af ham som Dannebrogsridder). Ligheden med tilsvarende portrætter af kongen er slående, og Griffenfeld har endda vovet at bære hermelin. |
13. |
Miniatureportrætter af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie. 1672, Louis Goullon efter Wuchters. Portrætterne er variationer af Wuchters’ første officielle typeportræt, indfattet i kostbare kapsler af guld med monogrammer i blå emalje på bagsiden. Goullon var formentlig flamsk, men meget lidt vides om ham.
|
14. |
Elfenbensportrætter af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie. 1693, Jean Cavalier. Elfenbenskunst var en prioritet ved Christian 5.s hof, og nogle portrætter kom der også ud af det. Cavalier var en af tidens mange fordrevne fransk-reformerte kunstnere, der turnerede rundt i Europa, og han besøgte København to gange. |
15. |
Elfenbensportrætter af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie. 1683, Wilhelm Heinrich Wessel. Kunstneren kom fra Nordtyskland og arbejdede kortvarigt i København i årene 1683-84. Portrætmedaljoner er typisk idealiserende og ofte foryngende, men dronningens portræt synes at vise den modne Charlotte Amalie uden forskønnelse. Kongen er som vanligt portrætteret i harnisk. |
16. |
Elfenbensportræt af Christian 5. 1689, Joachim Henne. Et af de fineste portrætter af Christian 5., som er iklædt harnisk med kappe og har sit monogram på skulderen. I armhulen gemmer elefantordenen sig. Joachim Henne skabte en række mesterlige relieffer, som kan ses i kælderen på Rosenborg. |
17. |
To elfenbensportrætter af Christian 5. 1693, Jean Cavalier; 1695-99, Gottfried Wolfram. Det lader sig ane, at begge portrætter fremstiller kongen i 50-årsalderen, hvor han fik fyldigere kinder og dobbelthage. Adskillige kunstnere var på denne tid beskæftiget med at dreje og skære elfenben ved Christian 5.s hof. |
18. |
Christian 5. bragt til live. 2020, Jim Lyngvild. Som et eksperiment har designeren Jim Lyngvild forsøgt
at bringe den døde Christian 5. til live. Denne buste i kunststof er nemlig blevet til med forlæg i Christian 5.s dødsmaske, dvs. en afstøbt kopi af kongens ansigt, somblev lavet ved hans død i 1699.
|
|
|