Rigets port og nøgle

Af Bent Pedersen

Da Koldinghus på to sene martsdage i 1808 gik op i luer og blev forvandlet til ruin, sluttede en næsten 600-årig æra som jysk kongeslot.

​Kloge hoveder mener at vide, at det var kong Erik Glipping, der i 1268 på banken højt over Kolding by lod opføre en borg, der skulle tjene som “rigets port og nøgle” og hindre indfald fra de ikke altid venligt stemte sønderjyske hertuger.

Et enkelt af de kloge hoveder, historikeren og statsmanden Arild Huitfeldt, der levede fra 1546 til 1609, mente derimod at have fundet ud af, at Erik Glippings farbroder, kong Abel, der som sønderjysk hertug havde fået Kolding som pant omkring 1243, tog fat på at bygge Koldinghus allerede i 1248 som “værn og grænsehus, at de danske ikke skulle indfalde udi Sønderjylland.”

​Senere tiders historikere har sat spørgsmålstegn ved Abel som bygherre, idet der ikke findes et bekræftende samtidigt kildemateriale, men uanset, hvad Abel gjorde eller ikke gjorde, så står det i hvert fald fast, at Erik Glipping i 1267 eller 68 anlagde en borg på slotsbanken. Dette arbejde fortsatte hans søn, Erik Menved, da han efter at nedkæmpet et bondeoprør på egnen i 1312 pålagde bønderne som straf at befæste Kolding.

Adskillige efterfølgende konger har haft en finger med i spillet og bidraget til talrige om- og tilbygninger. De to nederste etager af nordfløjen mener man således med rimelig sikkerhed at kunne tilskrive Christoffer af Bayern (1440-48), mens vestfløjen, der betragtes som en af de bedst bevarede stenbygninger fra det middelalderlige Danmark, skyldes Kristian 1. (1448-81).

​På den tid var anlægget med syd og øst beskyttet af mur, volde og voldgrave, og Kristian 1.s vestfløj indicerer, at bygningen endnu på hans tid har tjent som fæstning. Ydermuren mod vest er nemlig væsentlig sværere end muren mod slotsgården, og i fløjens øverste etage kan man stadig se to middelalderlige skydeskår og en tilmuret dør, der har ført ud til ringmuren.

​Da Christian 3. (1534-59) efter Grevens Fejde kom på tronen, tog han fat på en radikal ændring af hele foretagendet. Borgen skulle ændres fra et befæstet borganlæg til et civilt slot, der kunne tjene som kongelig residens i rigets vestlige del. Til den ende blev alle forsvarsindretninger sløjfet, voldgraven kastet til og syd- og østfløjen opført, så hele bygningskomplekset nu lukkede sig om en indre slotsgård. Desuden blev der opført spirbesatte trappetårne, og for at sløre vekslende byggeperioders uundgåelige forskellighed blev hele herligheden pudset og kalket hvid.

Som en af Europas ivrigste reformationsfyrster fandt han det iøvrigt passende at markere sin protestantiske overbevisning ved at indrette et kapel i slottets sydvestlige hjørne, hvor der nu efter restaureringen i 1980’erne er indrettet et auditorium.

​Efter Christian 3.s død i 1559 tjente slottet i 12 år som enkebolig for hans dronning, Dorothea, der sad her og trak i mange tråde. Da slottet efter Dorotheas død i 1571 kom i Frederik 2.s eje, tog han fat på ved at mageskifte adelen ud af et stort område mellem Skanderborg og Kolding at skaffe slottet et meget betydeligt jordtilliggende.

Frederik 2.s søn, Christian 4., var som bekendt en mand, der ikke kunne lade en murske og en spand mørtel stå urørt, så straks efter sin kroning i 1596 satte han en omfattende ombygning af Koldinghus i gang. Christian 3.s beskedne kapel i sydvesthjørnet blev så at sige sekulariseret og omdannet til bageri, og der er stadig tydelige spor af de to bageovne, en stor til rugbrød og en mindre til sigtebrød. Christian fandt, at en konge af Guds nåde havde krav på en rigtig slotskirke, og en sådan lod han derfor opføre som en tilbygning i slottets nordvestlige hjørne. Ovenpå kirken indrettedes en ikke mindre end 57 meter lang festsal, der kunne tjene som en passende ramme om fyrstemodtagelser og større regeringshandlinger.

Og som prikken over i’et lod han ovenpå kirken og festsalen kæmpetårnet bygge. På toppen anbragtes fire statuer af antikke helte (kæmper), nemlig Hannibal, Scipio, Hector og Hercules. Kun Hercules står i dag i ensom majestæt på tårnets top. Hannibal og Hector gik tabt ved slotsbranden i 1808, mens Scipio faldt ned under en storm i 1854, men blev ødelag6ti 1864, da et preussisk kanonforspand kørte ind i gården.

​Henad vejen lod Christian 4. endelig alle trappetårnene forny og forsynede dem med sandstensportaler, og i slotsgården opstillede han en ny vandkunst, der også gik til, da slottet brændte ned.

​I efterfølgeren, Frederik 3.s tid (1648-70) fik Staldgården foran slottet i det store og hele sit nuværende udseende.

​Efter enevældens indførelse i 1660 fik landet en egentlig centraladministration, og kongen residerede fast i København og Nordsjælland i modsætning til middelalderens og renæssancens konger, som regelmæssigt rejste rundt i landet. Koldinghus forblev dog stadig et kongeligt slot, og da pesten i 1711 hærgede i København, tog Frederik IV midlertidigt ophold på sit slot i Kolding. Det var her, han under et maskebal blev lun på sin storkanslers datter, Anna Sophie Reventlow, som han siden bortførte fra Clausholm og lod sig vie til til venstre hånd. Anna Sophie blev siden, da Frederiks dronning, Louise, døde, viet også til hans højre hånd og dermed dronning.

​Frederik 4. gik i 1716, midt under Den store nordiske Krig, i gang med en gennemgribende ombygning af det gamle slot, der nu blev forvandlet til et regelret barokslot. Fløjenes indbyrdes forskellige etageinddeling blev udjævnet, nye vinduer anbragtes med regelmæssig indbyrdes afstand og i vandrette bånd, og Christian 4.s flotte festsal blev stykket ud i mindre rum.

​Den sidste konge, der tog ophold på Koldinghus, var Christian 7., der, umiddelbart før englændernes bombardement af København i september 1807, sammen med regeringen rykkede ind på slottet. Opholdet blev kortvarigt, inden man rejste videre til Rendsborg, hvor Christian 7. i marts året efter døde efter et slagtilfælde.

​Danmark var under Napoleonskrigene Frankrigs allierede, og omtrent samtidig med kongens død rykkede 25.000 mand spanske hjælpetropper, som Napoleon sendte herop, over grænsen. En del af disse spaniere blev sammen med styrkens chef, marskal Jean-Baptiste Bernadotte, indkvarteret på Koldinghus.

​Det var koldt i slutningen af marts det år, og de kuldskære spaniere fyrede derfor op i slottets ovne og kaminer. Natten til den 30. marts blev det for meget for skorstenen til vagtstuens kamin. Skorstenen brød i brand, og da begge de to lokale brandvagter, der havde pligt til at være på slottet, var gået hjem, gik der så tilpas megen tid til spilde, at ilden nåede at brede sig. Alle slukningsforsøg var forgæves, og Jyllands sidste kongeslot blev forvandlet til en malerisk ruin, der først efter 1890 langsomt har rejst sig af asken og fra kongelig residens er blevet forvandlet til en ægte turistattraktion.