Kulturnat på Koldinghus

Vi opdaterer programmet løbende

Kom til fest på slottet

For 15 år siden fik nogle ildsjæle den idé at sy renæssancedragter til et undervisningsforløb for børn. Ideen endte med oprettelsen af Den Kongelige Systue, der lige siden har kreeret et væld af dragter til både udklædningsværksted og aktører.

Vi fejrer jubilæumsåret med et storstilet, historisk modeshow, hvor alle vores kongelige dragter kommer i spil. Og du er naturligvis inviteret!

På aftenens catwalk vil du kunne møde Erik Klipping, Dronning Dorothea, Christian 4. og mange flere kongelige, der alle på forskellig vis har haft betydning for Koldinghus og dermed også for Koldings indbyggere. Mere om arrangementet følger.

Koldingkjolen 2.0

Sidste år deltog en masse privatpersoner sammen med systuen i det fælles projekt: Sammen syr vi Koldingkjolen. Projektet var inspireret af H.K.H. Prinsesse Benediktes sans for godt håndværk, smukt design og tekstilgenbrug, som vores daværende ”Prinsessekjoler” havde fokus på.

Projektet blev så populært at vi har besluttet os for at gentage succesen, så I år kan kulturnattens gæster igen komme og overvære afsløringen at dette års Koldingkjole, som efterfølgende bliver vist frem i slottets sale.

Det endelige tema for Koldingkjolen vil blive afsløret på vores hjemmeside til maj, men vi kan dog afsløre at tidsperioden denne gang er slut 1800-tallet.

Praktisk information

Hvornår: Fredag 29. august 2025 kl. 16.00-21.00
Entré: Gratis
Parkering: Betalingsparkering i Staldgården.
Bemærk at Adelgade og Markdanersgade er lukket fra kl. 13.00 (Udkørsel er dog muligt via Fredericiagade frem til kl. 21.00).

Vi gør opmærksom på, at få lokaler vil være lukket på Kulturnatten.

Program

Programmet opdateres i løbet af sommeren

Aktuelle udstillinger

Flora Danica | Koldinghus

Flora Danica

I pragtudstillingen om Flora Danica-stellet på Koldinghus er det muligt at dykke ned i det storslåede Flora Danica-stel og de fascinerende tanker og storpolitiske myter, som stellet gemmer på. Med 1.530 intakte dele er Flora Danica-stellet ikke alene verdens bedst bevarede pragt-stel fra 1700-tallet, men uden tvivl også verdens vildeste stel, når det kommer til pragt, myter og dekorationer. Sat i scene på det skrøbelige hvide porcelæn, der med sine talrige steldele og sirlige gengivelser af den vilde danske botanik er en helt central nøgle til forståelsen af oplysningstidens Danmark og som de danske kronjuveler endnu i dag er i brug, når Kongehuset skal markere helt særlige begivenheder.

Læs mere om udstillingen her.

 

 

Tilbage til oversigt