Julekoncert med Mark & Christoffer

I 2023 spillede Mark & Christoffer for fulde huse i Kirkesalen på Koldinghus. Lørdag 23. november 2024 vender de tilbage med to koncerter.

Gavesækken er igen i år fuld af musikalske julelækkerier, når Mark & Christoffer besøger Kirkesalen på Koldinghus i november. Med en god blanding af velkendte klassikere og nyere julehits sørger duoen for at sprede julestemning og smil på læberne blandt publikum.

Julekoncerten er også et tilbageblik på det forgangne år og indeholder en såkaldt hyldestmedley til en kunstner, der har gjort sig bemærket i årets løb. Således er koncerten altid ny og vedkommende – og samtidig fuld af tradition.

Praktisk info

Hvornår: Lørdag 23. november 2024, kl. 15.00-16.15 og 19.30-20.45
Hvor: Kirkesalen
Pris: 285 kr. Billetten inkluderer entré til resten af slottet.

Køb billet her.

Program

Kl. 14.00-15.00 Mulighed for at se Koldinghus samt købe varm gløgg og kaffe
Kl. 15.00-16.15 Koncert i Kirkesalen

Eller

Kl. 18.30-19.30 Mulighed for at se Koldinghus samt købe varm gløgg og kaffe
Kl. 19.30-20.45 Koncert i Kirkesalen

Om Mark & Christoffer

Mark & Christoffer blev dannet i Sønderborg i 1999, og lige siden har duoen holdt fast i intentionen om at kombinere to sangstemmer og to guitarer med gode sange, godt humør og gedigent håndværk. Igennem 25 år har de udviklet deres særlige lyd, og de har for længst fundet melodien sammen. Mark Dixon og Christoffer Brodersen har begge stor erfaring med musikoptrædener, som du kan læse om herunder.

Christoffer Brodersen (f.1980) er opvokset i Gråsten, uddannet på Det Danske Musicalakademi i Fredericia og har spillet hovedroller i adskillige musicals; Chess, Les Miserables, Miss Saigon og We Will Rock You. I det sønderjyske har Christoffer især gjort sig bemærket som solist ved En Søndag På Als samt ved talrige koncerter i Alsion. I perioden 2007-2013 var Christoffer medlem af vokalgruppen Basix og turnerede i Europa, Asien og USA. I dag er han freelance sanger og skuespiller, bosiddende i København.

Mark Dixon (f.1980) er opvokset i Hørup og uddannet sanger fra The Academy of Contemporary Music i London, hvor han blev kåret som “Most outstanding vocalist of the year”. Mark har sunget store solistpartier i bl.a. Sønderjyllands Symfoniorkesters koncertopførelser af Chess og Jesus Christ Superstar. Mark er en flittig brugt solist til shows og koncerter i hele Danmark, og kan derudover også opleves i Duoen Mark Dixon & Thomas Albrechtsen og i showorkesteret Festmaskinen.

Læs mere om Mark og Christoffer her.

 

 

Tilbage til oversigt