En forhindret hertug og tolv knælende riddere

Af Bent Pedersen

Man kan finde meget ufordelagtigt at sige om Christian 4., men det ville være ganske urimeligt at beskylde ham for at mangle sans for fest og farver. Hans majestætiske hang til mad og drikke og hans svaghed for kvinder er jo legendarisk, og ikke mindre udpræget var hans lyst til at iscenesætte sig selv, når han optrådte som konge af Guds nåde. Han forsømte ved den slags lejligheder sjældent at tydeliggøre kongemagtens guddommelige legitimitet.

​Da han således den 2. december 1616 på Koldinghus skulle modtage lenseden af den unge hertug Frederik i dennes egenskab af nyslået hertug af Slesvig, tog han bestik af den pompøse ceremoni, der havde været ramme om faderens, Frederik 2.s, bortforlening af Slesvig 37 år tidligere, hvor kongens rolle som den nådige lensherre var blevet meget stærkt tydeliggjort.

​At den nybagte hertug var forhindret i personligt at være til stede, gjorde ingen skår i festlighederne. Han lod sig repræsentere af den gottorpske amtmand Godske Wensin, amtmanden i Tønder, von der Wisch, og dr. jur. Georg Heistermann, som alle tre ankom til Kolding den 30. november, hvor de syd for byen, ved grænsen til hertugdømmet Slesvig, blev modtaget af kongen med fire rytterkompagnier og ti kompagnier musketerer.

​De tre herrer pustede dagen efter ud ovenpå rejsens strabadser, mens Christian 4. udnævnte tre nye ridsrådet og gjorde Christian Friis til kansler, Jørgen Lunge til rigsmarsk og Albert Skeel til rigsadmiral.

​Så var det gjort.

​Forleningshøjtideligheden fandt selvfølgelig sted i den riddersal, som kongen selv havde ladet skabe umiddelbart efter sin kroning i 1596. Den var 57 meter lang og blev dermed kun overgået af riddersalen på Kronborg.

​Riddersalen og de øvrige rum, der skulle bruges, var blevet behængt med gobeliner, og i riddersalens ene ende havde man rejst en tribune, hvortil tre trin førte op. Trinene var beklædt med rødt vævet stof, mens selve tribunen, hvor den kongelige tronstol stod, var dækket af rødt fløjl. Tronstolen var beklædt med silkestof gennemvævet med guldtråde og var anbragt under en forgyldt himmel.

​Kongen tog plads i tronstolen, og bag ham tog rigsrådets medlemmer opstilling. Kansler Christian Friis bar en pude med den kongelige krone, rigsmarsk Jørgen Lunge bar rigssværdet, ridsadmiral Albert Skeel sceptret, mens Tycho Brahes broder, Steen Brahe, holdt rigsæblet.

​Da alle de kongelige hovedrolleindehavere således var på plads, gjorde de hertugelige repræsentanter deres entre. De skred frem mod tronforhøjningen, foran hvilken de faldt på knæ, og knælende holdt Godske Wensin en tale, der i en samtidig beretning betegnes som “en herlig oration”, som kansler Friis derefter besvarede.

​Lensgivelsen skete derefter på den måde, at de tre udsendinge stående under den kongelige fane og med hænderne om fanestangen aflagde lenseden, hvorefter de fik overrakt Slesvigs og Femerns faner.

Efter en takketale til majestæten var seancen forbi for de tre hertugelige udsendinges vedkommende. De trådte tilbage, og dermed skulle det hele egentlig have været overstået, men mod al sædvane benyttede kongen nu lejligheden til at slå riddere.

​Ridderslagning fandt ellers normalt kun sted i forbindelse med en kongelig kroning, mens dels var det nu en snes år siden, Christian 4.s kroning havde fundet sted, og dels havde der i mellemtiden været Kalmar-krigen, hvor de 12 adelsmænd, der nu skulle have ridderslaget som kongelig tak for deres indsats, havde umdærket sig.

​Ridderslagningen indledtes med, at to prægtigt klædte herolder trådte frem med forgyldte sceptre i hånden. De tog opstilling foran kansler Christian Friis, der som den første skulle hædres, og sagde henvendt til ham:”Ædle og ærenfaste junker! Den stormægtige fyrste og herre, Hr. Christian 4., konge til Danmark, Norge, Venden og Gothen, hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve til Oldenburg og Delmenhorst, vil nu formedelst Eders mandelige og ridderlige gerninger, I udi den svenske krig har forrettet, slå Eder til ridder.”

​Christian Friis trådte derefter frem for tronen og faldt på knæ, hvorefter kongen med Christian 3.s rigssværd berørte først hans højre skulder, så hans hoved og endelig hans venstre skulder.

​Den samme ceremoni gentoges for de elleve øvrige, og efter hvert ridderslag drønede kedeltrommerne i slotsgården og trompeterne blæste “summo cum jubilo”.

​Det var altsammen et prægtigt skuespil, hvor man ved hjælp af kringlede ceremonier forvandlede i og for sig ret formelle handlinger til væsentlige foreteelser. Men tiden elskede den slags, og i grunden var det da også en hel del festligere end i dag, hvor ridderkorset kommer med posten.

​Den kombinerede lensgivning og ridderslagning endte selvsagt med et festmåltid. Hvad og hvor meget gæsterne har fået at spise og drikke ved denne lejlighed, v‚d vi ikke, men det har givetvis været overdådigt. Til datidens kongelige festmåltider blev der sædvanligvis rekvireret så megen fast og flydende føde, at det kunne forsørge en hel hær i lange tider.

​Og således fik hertugen sit len og de tolv adelsmænd deres ridderslag i december 1616 på Koldinghus.