Køb billet online her
Rosenborg Slot
Øster Voldgade 4A
1350 København K
Tlf: +45 3315 3286
museum@dkks.dk

Aktuelle særudstillinger

Dronningens Broderier

24. april 2021 til 2. januar 2022

I 2021 viste Koldinghus for første gang H.M. Dronningens broderede private værker offentligt i udstillingen ”Dronningens Broderier”.

​Det er velkendt for mange, at H.M. Dronningen er en særdeles aktiv kunstner inden for en række genrer: maleri, decoupage, teaterscenografi og broderi, som kan ses i de danske kirker på bispekåber og alterduge. Men færre ved, at Dronningens enorme virkelyst også har resulteret i en stor produktion af private broderier, der aldrig før er set i offentligheden.

​Dronningen tegner selv mønstrene og komponerer farvesætningen til broderierne, der bl.a. er givet i gave til familie, venner og ansatte ved hoffet eller pryder Dronningens hjem på alt fra puder til kaminskærme, duge og stolesæder. De private gaver er udført med samme omtanke, som vi kender fra de offentlige værker til kirkerne. Dronningen tegner mønstre med symboler og referencer skræddersyet til modtageren af gaven, og i farvevalget folder kreativiteten sig fuldt ud– oftest, som Dronningen selv siger, i ”rabalderfarver”.

I udstillingen vises cirka 100 af Dronningens private broderier for første gang i en udstilling på Kongernes Samling Koldinghus i slottets smukke hvide bibliotekssal.

​Udstillingen er tilrettelagt med stort engagement fra Dronningen og kurateret i et samarbejde mellem hofinventarinspektør mag.art. Elisabeth von Buchwald og udstillingskurator Anni Nørskov Mørch. Udstillingen realiseres af Museum Kolding og vises på Koldinghus i et samarbejde med Kongernes Samling.


​​Korsstingsbroderiet på Kronprinsessens selskabstaske er tegnet og udført af Dronningen specielt til Kronprinsessen. Mønstret har trapezformede felter med striber og prikker i blå, gule og rødlige farver og i midten et rødt M for Mary. Foto: Uk/Danapress/Ritzau Scanpix.

Dyk ned i udstillingen hjemmefra

Læs mere om udstillingen og se billeder og film fra udstillingen i vores digitale medlemsunivers Kongernes Samling Ekstra lige her.

Download udstillingskataloget

Det trykte katalog er desværre udsolgt og vil ikke blive genoptrykt, men du kan i stedet hente det til download herunder.

I kataloget kan du bl.a. læse artiklen ”Jeg kan ikke lade være” af Hofinventarinspektør Elisabeth von Buchwald baseret på et interview med H.M. Dronningen, hvor hun fortæller om, hvordan håndarbejdet blev til en livslang passion.

Du kan også se smukke fotos af broderierne fra udstillingen samt fotos af broderierne i brug. Til sidst i kataloget finder du en flot billedserie af udstillingen, hvor de mange broderier præsenteres samlet.

Dronningens Broderier katalog

Kolofon

TAK til de mange, som har udlånt broderier, og dermed gjort det muligt at realisere udstillingen.

Udstillingen og kataloget Dronningens broderier er generøst støttet af:

  • Arne V. Schleschs Fond
  • Toyota-Fonden

Udstillingen Dronningens broderier er blevet til i et samarbejde mellem Museum Kolding, Det danske kongehus og Kongernes Samling Koldinghus, hvor udstillingen vises fra slutningen af april til slutningen af december 2021.

Broderier og idé

  • Hendes Majestæt Dronning Margrethe II

Kuratering, projektledelse og katalog

  • Elisabeth von Buchwald, hofinventarinspektør, Det danske kongehus
  • Anni Nørskov Mørch, udstillingskurator, Museum Kolding

Udstillingsdesign

  • Louise Witthöft, Witthöft & Latourelle

Opbygning og teknik

  • Jacob Callesen Lindegaard, Karsten Eghøj Hansen og Rasmus Riedel, Kongernes Samling Koldinghus

Montering og klargøring

  • Bodil Klarskov Sylvester og Siri Vilbøl kulturhistoriske konservatorer, Konserveringscenter Vejle
  • Conni Ramskov, museumsinspektør, Museum Kolding

Grafisk design

  • Helene Dalgaard, Helene Dalgaard Design & Art Direction

Fotografering

  • Iben Kaufmann

Systuen på Kongernes Samling Koldinghus: Annette Herbst og Britta samt øvrige medarbejdere ved Det danske kongehus, Museum Kolding og Kongernes Samling.

(ved brug af portrætfoto af H.M. Dronningen, krediter: Leif Tuxen)

Aktiviteter i forbindelse med udstillingen

Museet har i forbindelse med udstillingen dedikeret en etage i den unikke ruinsal til en generel introduktion til broderiet som håndværk, samt aktiviteter for både børn, voksne og grupper.

I forbindelse med udstillingen har H.M. Dronningen designet et bogmærke, som kan købes som broderisæt, så man selv kan brodere bogmærket efter Dronningens design – det egner sig også som gave. Der er mulighed for at få hjælp til bl.a. at brodere bogmærket på udvalgte dage.

For spørgsmål og booking af aktiviteter i udstillingen

Kontakt Claudia Bøje Hansen
E-mail: cbh@kosa.dk

Åben broderiworkshop for børn og voksne

Frem til 18. november.

Kl. 11 – 16 alle torsdage og første søndag i hver måned kan du få gratis professionel råd, vejledning og inspiration til dine egne broderiprojekter, eller få en lille introduktion til forskellige sting. Workshoppen er gratis og henvender sig til alle, hvad enten du er lysegrøn begynder, garvet inden for faget eller et barn, der gerne vil lære nogle helt simple sting.

Kl. 11 – 16 alle tirsdage kan du møde frivillige fra Den Kongelig Systue, der arbejder med forskellige former for broderi og gerne giver inspiration, tips og tricks.

Ønsker du at fordybe dig lidt mere og tage et færdigt produkt med hjem, kan du købe et lille broderi-sæt til f.eks. en badge, en nøglering eller et bogmærke.

Få et overblik over alle datoerne her

Broderikurser

Frem til november udbyder museet små kurser af to til fire timers varighed, hvor der er mulighed for at fordybe sig i forskellige emner med forskellige undervisere. Kurserne er for alle, om du er nybegynder eller garvet, og inkluderer en rundvisning i udstillingen Dronningens Broderier.

Se oversigt over kurser og billetsalg her

Vis os dit broderi – tilbud til grupper og foreninger

Det er ikke kun H.M. Dronningen, der kan udstille sine broderede værker – det kan du og din broderigruppe eller -forening også. Er I en gruppe på 10 personer eller mere, og har I lyst til at dele jeres passion og viden med vores gæster, kan I medbringe jeres egne broderier og arbejde videre på dem i vores workshopområde. Til gengæld giver vi en gratis rundvisning i udstillingen Dronningens Broderier samt kaffe og te på dagen.