Da en polsk blærerøv erobrede Koldinghus

Af Bent Pedersen

Jan Chrysostomus Pasek omtales i Store nordiske Konversationsleksikon fra 1921 som memoireforfatter og humorist.

At han skrev sine memoirer er sandt nok, men ikke enhver, der traf på ham i hans velmagtsdage bevarede ham i erindringen som et særligt morsomt bekendtskab.

Pasek trådte ind i Danmarkshistorien, da han som 28-årig løjtnant i en polsk kavalleristyrke under fyrst Czarniecki galloperede ind over grænsen til Danmark for at bistå Frederik 3. i dennes krig mod svenskerne.

Krigen var brudt ud den 1. juni 1657 og varede, kun afbrudt af en kort fredsperiode fra februar til august 1658, til fredsslutningen i København i maj 1660.

I oktober 1657 havde kurfyrst Frederik Wilhelm af Brandenburg på egne og Polens vegne tilsagt Danmark støtte i krigen mod Sverige, og det var i henhold hertil, at brandenburgerne og polakkerne i september 1658 rykkede ind i Danmark.

På det tidspunkt holdt en svensk styrke på omkring 100 mand Koldinghus besat, og det blev overladt polakkerne at få skovlen under svenskerne og befri slottet.

Det polske angreb på Koldinghus fandt sted den 15. januar 1658, og med i dette angreb var løjtnant Pasek, der siden i sine memoirer leverede en ligeså levende som upålidelig beretning om bataillen.

To gange blev polakkernes angreb slået tilbage, men i tredie forsøg lykkedes det. Polakkerne trængte ind i slotsgården, hvor de nedsablede en stor del af den svenske besætning, mens de resterende svenskere sammen med kommandanten søgte tilflugt på Kæmpetårnet.

Fra tårnets top var der ingen videre flugtmulighed, så da polakkerne endelig trængte derop, var kampen til ende. Men polakkerne var blevet blodtørstige, så de skånede kun kommandanten og et par officerer, mens de kastede resten af forsvarerne ud fra tårnet.

Det var jo ikke synderlig nobelt gjort, så i sine memoirer pyntede Jan Pasek på kendsgerningerne. I hans version skete der det, at polakkerne under tårnet havde fundet en del krudttønder, som der var god brug for, men da en af hans folk gik ind efter krudt med en tændt lunte på sit gevær, udløstes en voldsom eksplosion, der sprængte tårnet med samt svenskerne i luften. De faldt i havet som frøer, skrev han.

Den mindre dramatiske sandhed er, at tårnet ikke sprang i luften, men Pasek har nok ment, at der var grund til at pynte lidt på den højst utiltalende nedkastning af svenskerne.

Pasek er overhovedet ikke noget sandhedsvidne. Ganske pralende og ublufærdigt tillægger han sig selv hovedæren for slottets erobring, og for ligesom at smøre lidt forgyldning på sin skvadronade lader han både den danske og den svenske konge overvære stormen på Koldinghus, hvad ingen af dem notorisk gjorde.

Men muligvis har Jan Pasek ret i, at der fandt en eksplosion sted under kampen. En mere troværdig polsk krigsdeltager, forfatteren Hieronym Wespazyan Kochowski, fortæller i hvert fald i sine erindringer, at man fandt krudt i slottets promptuarium (=forrådskammer), men at det ved et uheld blev antændt og eksploderede, hvorved 30 polakker, men ingen svenske forsvarere, omkom.

Den ret selvforherligende løjtnant Pasek fik iøvrigt ikke al sin tid i Danmark til at gå med at erobre slotte. Han gjorde også andre erobringer og synes at have sat stor pris på danske kvinder. I sine memoirer priser han i hvert fald danske pigers blonde skønhed, og deres smukke klædedragter, men synes dog ikke om deres træsko.

At løjtnanten er nået videre end til et par forsigtige forpostfægtninger antydes af hans konstatering af, at selvom pigerne til en begyndelse synes undselige, så er de derefter hurtige til at forelske sig, og i sådanne tilfælde er de rede til at forlade både forældre og en rundhåndet medgift for at følge den elskede til verdens ende.

Det var altså hans erfaring.

Han fandt det også karakteristisk for danskerne, at de satte så stor pris på mad, men han blev temmelig chokeret over de senge- og sovevaner, han observerede. De lukkede alkover havde han åbenbart ikke stiftet bekendtskab med tidligere, men hvad der virkelig hensatte ham i en blanding af forbløffelse og forargelse var, at folk sov nøgne, og at de klædte sig af i hinandens nærværelse og ikke engang undså sig for at gøre det, når der var fremmede tilstede.

Pasek fandt disse skikke væmmelige, men fik det svar, at der da ikke var grund til at skamme sig over de lemmer, som Vorherre havde skabt, og at det desuden var praktisk at tage tøjet af, så man ikke slæbte lopper og andet utøj med i sengen.

Jan Paseks memoirer blev iøvrigt senere oversat til dansk af Stanislau Roszniecki og udkom herhjemme i 1896, men hans beretninger skal nok tages med mere end et gran salt.