Da Anna blev kurfyrstinde

Af Bent Pedersen

Der herskede febrilsk travlhed på Koldinghus tidligt på året i 1548, hvor man forberedte sig på at fejre kongens ældste datters forlovelse.

Kongen var Christian 3., datteren var prinsesse Anna, og den vordende brudgom var hertug August af Sachsen, der fem år senere blev kurfyrste samme sted som efterfølger for broderen Moritz, der kun 32 år gammel faldt i et slag ved Sievershausen mod markgreve Albrecht af Brandenburg.

August var, så vidt man vidste, en god lutheraner og var som sådan akceptabel for Christian 3., der jo selv var glødende protestant. Men i den sag var August tilsyneladende en filur, der lagde mere vægt på magt og indflydelse end på konfession. Efter rigsdagen i Augsburg i 1555, hvor det kom til en foreløbig fred mellem Europas katolske og protestantiske fyrster, anbefalede han sig i hvert fald til paven som god katolik og anmodede denne om at gøre en af hans nærmeste til biskop i Meissen.

August svingede altså i denne sag lidt hid og did, men han endte dog med at blive betragtet som de protestantiske, tyske fyrsters anfører, selvom man fra katolsk hold aldrig anså det for usandsynligt at få ham til at skifte side.

Nå, men i 1548 havde man altså givet Augusts udsendinge lovning på Anna, der dengang var 16 år, og nu skulle trolovelsen så fejres på behørig vis på Koldinghus.

August selv har næppe personligt været til stede, men det var der ikke noget usædvanligt ved, for den slags forbindelser blev i fyrstelige kredse oftest indgået ved stedfortræder.

Væggene i slottets store sal og de andre rum, der skulle i brug ved festen, blev beklædt med flamsk klæde og silkestoffer, og der blev rekvireret de umådelige mængder mad og drikke, der dengang sattes til livs ved den slige lejligheder.

Der er ikke bevaret optegnelser om disse forsyninger, men når man ser på, hvad der normalt blev fortæret ved de kongelige borde, så må de have været enorme. På vore breddegrader var det reglen, at der serveredes tre sæt, og da hvert sæt bestod af omkring 15 retter, vil det sige, at man tyggede sig gennem ialt et halvt hundrede retter mad. Der findes eksempler på festligheder med op til 120 retter og mere. Men vi ved som nævnt ikke, hvad der blev serveret ved trolovelsesfesten på Koldinghus i 1548, men under de 50 retter har der givetvis næppe været.

Det synes at fremgå af samtidens beretninger, at man til fortæringen af hvert sæt har brugt i hvert fald to timer. Man har altså siddet til bords i mindst seks timer, og de mængder af mad, man i løbet af så lang tid indtog, skulle naturligvis skylles ned. Og det blev de så sandelig også.

Skik var, at man drak, til man segnede. Beruselse var ingen skam, tværtimod. I kongelige kredse drak man ved festbordene skåler for Gud og hvermand og alle kendte og ukendte fyrster. Og der skulle drikkes ud hver gang, og det var ikke usædvanligt, at gæsterne gik under bordet eller måtte bæres bort, bevidstløse af druk.

Til Annas trolovelsesfest på Koldinghus var der indbudt en mængde adelige og rangspersoner, og de var vant til at tage godt for sig af såvel fast som (navnlig) flydende føde, så det hele er nok gået for sig efter datidens regler.
De adelige skulle imidlertid ikke bare æde og drikke. Et stort antal af dem var også udset til at følge Anna til Torgau i Sachsen, hvor brylluppet skulle stå den 12. oktober samme år.

Til disse udvalgte skrev Christian 3. fra Koldinghus breve, hvori han ret detailleret gjorde rede for, hvorledes de selv og deres ledsagende tjenere skulle være klædt, og han adviserede dem om, at de i Torgau vil blive bedt om at deltage i et dystløb, altså en god, gammeldags ridderturnering.

De skulle derfor, skrev kongen, medbringe brystharnisk, rygharnisk, hjelme og handsker til sig selv og tjenerne. De skulle også medtage heste. Otto Krumpen, der var rigsråd, skulle således møde med ni heste, andre med otte osv.

For at de høje herrer kunne forberede sig og komme i form til det sachsiske dystløb, havde kongen sørget for, at rendebanen i Kolding var gjort klar, og der var sørget for, at det nødvendige antal lanser var til stede.

Sådanne dystløb eller ridderturneringer var populære længe efter, at den panserklædte rytter havde mistet sin afgørende militære betydning. Turneringerne blev drevet som sport, og det var ikke nogen ganske ufarlig sport. Deltagerne galopperede frem mod hinanden på hver side af en plankeværkslignende skranke, og med fældet lanse gjaldt det så om at støde modstanderen af hesten.

Om Christian 3. selv har deltaget i løjerne på rendebanen i Kolding, vides ikke, men vi v‚d, at han nu og da gjorde det. F.eks. findes der en beretning om, at han i et dystløb besejrede Peder Skram, der ellers var kendt som en af de bedste dystriddere, der ellers aldrig blev kastet af sadlen af nogen.

Festlighederne på Koldinghus stod på i flere dage, og da det enorme brudefølge senere drog afsted mod Sachsen, var der noget at se på for de menige koldingensere.

Forrest red 39 adelsmænd i 13 geledder med marskallen, Peder Oxe, i spidsen. Derefter fulgte hertug Hans’ staldmestre og pager foran to hold ryttere, og efter dem brudevognen, råderne, dronning Dorotheas vogn, staldmestre og to rækker jomfruer til hest. Bag jomfruerne to vogne, som var gaver til prinsesse Anna, en stort antal adelsmænd, og til slut det talrige rejsefølge med store bagagevogne.

Annas og dronningens vogne samt de to vogne, der var Annas brudegaver, var alle guldkareter, som hver var forspændt med otte heste. Ialt medførtes der ikke færre end 513 heste foruden de 138 heste, der trak bagagevognene, altså tilsammen 651 heste.
Koldingenserne var iøvrigt ikke uvant med storslåede, kongelige udrejser. Christian 3.s dronning, Dorothea, foretog talrige udlandsrejser, hvor der heller ikke blev sparet på pomp og pragt, og da Frederik 1.s datter, prinsesse Elisabeth, i 1561 drog afsted fra Koldinghus for at blive gift med hertug Ulrik af Mecklenburg, skete det med en pragt, der næsten tog vejret fra byens borgere.