Køb billet online her
Rosenborg Slot
Øster Voldgade 4A
1350 København K
Tlf: +45 3315 3286
museum@dkks.dk

Christian 5. – Konge, kriger og salvet af Gud

24. april til 24. oktober 

Læs om alle udstillingens genstande her

Christian 5. (1646 – 1699) var den første konge i Danmarkshistorien, der arvede tronen uden et forudgående valg. Enevælden var netop indført 10 år tidligere og Christian 5. blev som den første enevældige konge salvet i Frederiksborg Slotskirke i 1671. Det betød, at kun Gud stod over kongen, og kongen skulle dermed ikke længere rette sig efter adelens ønsker, hvilket stod i den nye lov: Kongeloven.

Christian 5. blev konge som 24-årig og var hverken bogligt stærk eller politisk snu som sin far, Frederik 3.  Men han var flittig, samvittighedsfuld og modig. Desuden var han interesseret i jagt og ridning og besad i modsætning til sin far en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt sine undersåtter.

I udstillingen ”Christian 5. – konge, kriger og salvet af Gud” tegnes et portræt af en anderledes konge, hvis styrke først og fremmest lå i det fysiske. Som noget nyt for en konge brugte han sin fysik og sine evner som rytter, jæger og soldat til at løfte opgaven som rigets leder.

Kongernes Samling råder over et stort antal imponerende genstande og dragter, som knytter sig til fortællingen om Christian 5. Mange af genstandene i udstillingen er meget skrøbelige og lysfølsomme og derfor normalt ikke er tilgængelig for publikum.

Se bl.a. Christian 5.s salvingskåbe, som kun været anvendt til Kongens salving og ved castrum doloris (når majestætens kiste stilles til skue) og som først skal tages i brug igen den dag H.M. Dronningen skal begraves. I udstillingen kan du desuden opleve Christian 5.s overdådige krigsdragter, våben og pragtgenstande, og se de mange skildringer af kongen gennem et stort udvalg af portrætkunst. Du kan også opleve geviret fra den hjort, der eftersigende stangede kongen til døde.

Dyk ned i udstillingen hjemmefra

Læs mere om udstillingen og se billeder og film fra udstillingen i vores digitale medlemsunivers Kongernes Samling Ekstra lige her.

Hver weekend: Vi vækker hoffet til live

I alle weekender frem til 24. oktober – og på særligt udvalgte dage – kan du møde flere medlemmer af Christian 5.s hof i og uden for udstillingen.
​Du vil bl.a. kunne møde Guds udvalgte Christian 5., rigskansler Peder Griffenfeld og Dronning Charlotte Amalie. Hver især har de meget at berette, men ingen dog så meget som Dronningens egen hofdame. Hun ved alt, hvad der foregår rundt omkring i gemakkerne og hun er ikke bleg for at fortælle, hvad hun ved – og lidt til.
Læs mere her

Se et udvalg af genstandene herunder.

Foto: © Kongernes Samling.
Christian 5.s salvingskåbe. Kåben er broderet med ca. 1400 guldkroner og indvendigt foret med hermelin. Kåben har kun været anvendt til salvinger og ved castrum doloris (når majestætens kiste stilles til skue) og skal først tages i brug igen den dag H.M. Dronningen skal begraves.


Foto: Berit Møller © Kongernes Samling.
Christian 5.s karruseldragt. Karruselturneringer var en helt særlig form for ridderturnering, hvor det handlede ligeså meget om at vise sine overdådige dragter og våben frem, som det handlede om at ride godt. Karruseldragten er overbroderet med guldtråd og foret med broderet silkestof. Karruseldragten har brede, knælange skørter, som lægger sig smukt over sadlen.


Foto: Berit Møller © Kongernes Samling.
Christian 5.s elefantharnisk. Rustning med elefanter på skuldre og hjelm fra 1680. Elefanter blev i anden halvdel af 1600-tallet brugt som et symbol på den danske konge. Denne særlige rustning blev brugt til en karruselturnering i anledning af Ulrikke Eleonores (1656-1693), Christian 5. søster og dronning af Sverige, bryllup.


Foto: © Kongernes Samling.
Rosenborg tapeterne. Erobringen af Landskronas kastel 4. august 1676.
Tapeterne skildrer indtagelsen af Landskronas Kastel 4. august 1676 under Skånske Krig (1685-93) med Christian 5. i front. Formålet med krigen var at generobre områderne øst for Øresund, der var gået tabt ved freden i Roskilde 1658. Tapeterne, der er bestilt af Christian 5., skildrer et stort nederlag for Sverige. Den sande historie er en lidt anden – Sverige vandt stort over Danmark.


Foto: Berit Møller © Kongernes Samling.
Gevir fra en anskudt kronhjort, som Christian 5. 1698 gav dødsstødet. I faldet væltede den kongen, som kvæstedes.


Foto: Berit Møller © Kongernes Samling.
Dødsmaske af Christian 5. 1699. Dødsmasken er lavet som en gipsafstøbning af den afdøde konges hoved. Denne form er brugt til endnu en afstøbning i positiv, så den døde konges ansigt her ses, som det faktisk så ud. Jim Lyngvilds buste af Christian 5. i portrætgalleriet er baseret på denne maske.


Foto: Berit Møller © Kongernes Samling.
Buste af Christian 5., skabt af Jim Lyngvild. Busten er skabt ud fra kongens dødsmaske, samt sammenligning af et stort udvalg portrætkunst, for at opnå så virkelighedsnært et resultat som muligt.