Kongernes SamlingKongens HåndbibliotekVores tegninger m.m.Christian 8.s sygdom og død

Christian 8.s sygdom og død

Christian 8. var blevet forkølet under et besøg på korvetten Valkyrien, der var på vej mod Ostindien, bl.a. for at hente de sidste danske kolonister hjem fra De Nicobariske Øer [se mere HER]. Han blev åreladet af sin læge – et dengang hyppigt anvendt middel mod feber – men pådrog sig derved en blodforgiftning og døde som følge heraf den 20. januar.

Da han mærkede døden nærme sig – den 9. januar siges at have været dagen, hvor det syntes uundgåeligt – gav han sit politiske testamente til sønnen, Frederik 7. To måneder senere dannedes det såkaldte Martsministerium, hvor Frederik 7. erklærede, at han ikke længere opfattede sig som enevældig, og Den Grundlovgivende Rigsforsamling blev nedsat for at udstikke rammerne for en ny stat.

En del af denne historie er fortalt i de bind med en form for illustreret Danmarkshistorie på vers, som nålefabrikant Christian Hjort forærede daværende Kronprins Frederik (8.) og Kronprinsesse Lovisa i løbet af 1870erne. Bindene, der er beskrevet andetsteds her på hjemmesiden [se HER] , omhandler de tre sidste oldenborgske konger, Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7.s tid (1815-1863). Et par af billederne vedr. Christian 8.s død vises her:

P. C. Klæstrups akvareller med vers af H. P. Holst vedr. Christian 8.s sygdom og død, 4.-20. januar 1848. Fra: Erindringer fra Kong Christian VIII’s Regjeringstid, 1874. H. M. Dronningens Håndbibliotek.

 

En lille detalje i denne historie findes i Dronning Caroline Amalies Bibliotek på Amalienborg. I en bog, der har tilhørt Christian 8., har Dronningens Kammerfrøken Dorothea Hermine Charlotte von Rosen noteret forrest: “I denne Bog læste Kong Christian den Ottende høit for Dronning Caroline Amalie om Aftenen inden han blev syg og døde. Mærket [dvs. bogmærkebåndet] betegner Stedet.”

Da Christian 8. kom hjem fra sit besøg på Valkyrien, læste han om aftenen højt for Dronningen af en af tidens store romaner: De tre musketerer. Kongeparret har formentlig været i gang med læsningen i dagene omkring Nytår, for Kongen lagde bogmærket ved s. 289, lige før kap. 35 med titlen “La nuit tout chats sont gris” (”I mørke er alle katte grå”).

Udgaven er: Alexandre Dumas, Les trois Mousquetaires. Paris, MM. J.-B. Fellens et L.-P. Dufour, 1846.

 

Der er tale om den første illustrerede udgave af bogen, udsmykket med xylografier efter Vivant Beaucé, Jean Théophile Gustave Lesestre, Édouard Wattier og Louis Marckl, stukket af Alphonse Vien, Héliodore Pisan, Alphonse Gusman, Nicolas Barbant m. fl.

Bindet er et halvind med ryg i rødt skind med rige guldornamenter af bogbinder Wilhelm Ursin. På bindets forside kongens private ejermærke C.F. under krone. Den er tydeligvis slidt af brug.

Relationer

P. C. Klæstrups akvareller af livet i København

I Håndbiblioteket findes tre store, prægtigt indbundne bøger med i alt ca. 600 akvareller af tegneren Peter Christian Nygaard Mattat Klæstrup (1820-1882). Akvarellerne viser livet i Danmark, især København, fra 1815-1863, dvs. fra de tre sidste oldenborgske konger, Frederik 6., Christian 8. og Frederik 7.s, regeringstid. De giver et vigtigt kulturhistorisk vidnesbyrd om en periode i Danmarkshistorien, der var præget af Guldalderen, Grundlovens indførelse i 1849 og den første Slesvigske Krig 1848-1851. Magnus Petersens og Carl A. Bergs udskårne træbind til akvarellerne vedr. Christian 8.s regeringstid   P. C. Klæstrup fungerede især som bladtegner, bl.a. for det satiriske blad Corsaren, hvilket præger en del af billederne. En lang række af akvarellerne har kongelige og officielle begivenheder som motiv, men også scener fra dagliglivet blandt høj og lav har en fremtrædende plads, ligesom den politiske udvikling i landet skildres i en række sort-hvide tegninger af ofte satirisk tilsnit. Til billederne knytter sig vers og mindre digte af bl.a. Adam Oehlenschläger, H. P Holst, Henrik Hertz, Jens Christian Hostrup og T. C. Bruun. Indbindingen er fornemt udført med udskårne træbind, udført af Carl A. Berg og C. P. Hyllested efter forlæg af Magnus Petersen. De tre bind blev givet til Kronprins Frederik (8.) og Kronprinsesse Lovisa af den københavnske nålefabrikant Christian Hjorth (1812-1892). De skal formentlig forstås som Hjorths erindringer, udført i billeder af Klæstrup og forklaret af digternes vers. Hvis de var tænkt som bryllupsgave til kronprinsparret ved deres formæling i 1869, hvad der har været foreslået, kom den noget forsinket: Det første bind blev færdigt i 1873, det andet i 1875 og det sidste i 1877. Klæstrups akvareller bygger ofte på forlæg af andre kunstnere, såsom David Monies, Jørgen Sonne, C. O. Zeuthen, A. Hunæus, Carlo Dalgas, Edvard Lehmann eller J.V. Gertner. De fremtræder dog som et samlet hele og giver de tre bind tilsammen en karakter af en enestående historisk billedbog over Danmarks historie i perioden – en billedbog, der i kraft sine mange hverdagsskildringer har en særlig kulturhistorisk værdi. Klæstrups akvareller er af samme grund ofte anvendt til illustrationer i bøger og artikler om Danmarks historie og kulturhistorie.   En af Klæstrups akvareller fra bindet om Frederik 7.s regeringstid (1848-1863). Billedet til højre har som forlæg David Monies’ maleri “Episode af Soldaternes Hjemkomst i Septemberdagene 1849” fra 1850, der i dag hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.   Titelbladet til det første bind omhandler Frederik 6.s regeringstid (1815-1839). Reelt havde Frederik 6. regeret helt fra 1784, da han tog magten fra sin farfars anden hustru, Dronning Juliane Marie, og hendes søn Arveprins Frederik. Han blev konge efter sin far Christian 7.s død i 1808, men p.g.a. Napoleonskrigene blev han først kronet i 1815. Mange af de vigtigste begivenheder i hans regeringstid fandt sted før han blev kronet. Vignet-billederne i hjørnerne gengiver da også begivenheder fra før 1815, nemlig et møde med bønder ved Frihedsstøtten uden for Vesterport (rejst til minde om stavnsbåndets løsning i 1788; mindesmærket blev færdigt 1797), det første Christiansborg Slots brand i 1794, Slaget på Rheden 1801 og Københavns bombardement 1807 – alt sammen fra hans regeringstid før han blev kronet til konge.   Litteratur: H. P. Clausen, ”En kongelig gave. P. C. Klæstrups tegninger i Dronningens håndbibliotek,” Convivium. Årsskrift for humaniors kunst og forskning, 1979, s. 20-43.   Fakta: Bind 1: Mine Erindringer om Livet i Kjøbenhavn i Tidsrummet 1815 til 1840 under Kong Frederik VI’s Regimente. Udført i Billeder af P. C. Klæstrup (1873) Bind 2: Erindringer fra Kong Christian VIII’s Regjeringstid (1839-1848). Tegningerne af P. C. Klæstrup. De poetiske Illustrationer af H. P. Holst (1874) Bind 3: Erindringer fra Kong Frederik VII’s Regjeringstid 1848-1863. Poetiske illustrationer af H. P. Holst (1877)   Se Klæstrups akvareller vedr. Christian 8.s sygdom og død her:

Nicobarerne

Nicobarerne eller Frederiks-øerne, som de blev kaldt i Danmark, ligger langt fra det indiske fastland på den østlige side af den Bengalske Havbugt. Samtidig med at kolonien i Serampore/Frederiksnagore blev etableret i 1755 besluttedes det, at Danmark måtte gribe chancen for at få en større bid af den ostindiske handel, inden England og Frankrig i deres kolonikapløb fik magten over hele området. Nicobarerne, der lå på handelsruten mellem Indien, Sydøstasien og Kina, var hidtil ikke koloniseret og lignede en god mulighed for at etablere en handelsstation. Det var de ikke. Øgruppen blev det længstvarende af de danske kolonieventyr i Bengalen. Den blev først i 1868 overdraget til Storbritannien. Koloniseringen var en dog fra start til slut en fiasko. Øernes klima medførte så mange sygdomme blandt kolonisterne, at langt de fleste døde, inden de havde været der ret længe, og de danske bosættelser blev opgivet årtier ad gangen. Den første koloni blev anlagt af en ekspedition udsendt fra Tranquebar i september 1755. Den blev anlagt på Great Nicobar, hvor en naturlig havn fandtes, og under meget besvær anlagt indtil årsskiftet 1756. Kolonien – et par hytter og en skanse – fik navnet Nye-Danmark. Næsten alle kolonisterne gik til af sygdom, inden året var omme og med forstærkninger med et undsætningsskib fra Tranquebar, forsøgte man i stedet at anlægge en ny bosættelse på øen Camorta, der blev omdøbt til Nye-Sjælland. Også her fortsatte sygdommene dog med at hærge, og man måtte allerede i 1757 evakuere alle tiloversblevne til Tranquebar. I Håndbiblioteket findes et søkort fra 1756 over kysten ved Nye-Danmark og bugten Frederiks Bay, opmålt fra skibet Kongen af Dannemark og tegnet af D. Bagge og H. G. Ziervogel, formentlig Denis Christian Bagge og Heinrich Gottlieb Ziervogel. Ligeledes findes to kort over Camorta og omgivende øer fra 1757. De er formentlig fra samme opmåling, men kun det ene har forklarende tekst og korttegnerens navn med: Rasmus Alling, kaptajn på undsætningsskibet. Kortet er tegnet den 30. april 1757. D. Bagge og Ziervogels kort over Frederiks Bay ved Nye-Danmark på Great Nicobar. Håndtegning, 1756. Rasmus Allings kort over Camorta (Nye-Sjælland) og omgivende øer. Håndtegning, 4. april 1757.   Først 1768 kom der igen kolonister til Nicobarerne, denne gang herrnhutiske missionærer (mæhriske brødre), der slog sig ned på øen Nancouri i selskab med en række indiske arbejdere og soldater foruden nogle udsendinge fra Asiatisk Kompagni. Det lykkedes at etablere en koloni, men det varede kun til 1787, før også den måtte opgives. Drømmen levede dog videre, og i 1791 kom den naturvidenskabeligt kyndige præst Henning Munck Engelhardt til øerne fra Tranquebar på en undersøgelsesmission, der skulle give et bedre faktuelt grundlag for en fremtidig kolonisering. Engelhardt påbegyndte et opmålingsarbejde, men blev syg og døde samme år. I 1801 forfattede den danske regeringsråd i Dansk Ostindien, kammerjunker, major Frantz Theodor von Lichtenstein en rapport over muligheden for og de eventuelle omkostninger ved en kolonisation af Nicobarerne, hvorunder en del af Engelhardts foreløbige resultater synes at indgå. Bl.a. nævnes, hvilke mulige afgrøder øerne kunne tænkes at huse. Med den håndskrevne rapport, der befinder sig i Håndbiblioteket og kan ses HER, fulgte to tegninger af øerne. Den ene er et kort med forklaringer og med indsatte billeder af de små bosættelser. Det andet viser et eksempel på nicobarernes pælehytter og kanoer. Begge tegninger er udført af Friedrich Bernhard August von Wickede, der var officer i Tranquebar, formentlig i 1797. Friedrich Bernhard August von Wickede, Kort over Nikkobar, eller Frederiks Øerne (f.o.) og Nikobarernes Vaaninger samt Nikobarernes Baade. Håndtegninger, 1797.   I årene omkring 1800 var der flere publikationer, der søgte at tale for en fornyet kolonisation, men Napoleonskrigene og den efterfølgende økonomiske krise satte i lang tid en stopper for danske tilstedeværelse på øerne. Først i 1831 blev en ny ekspedition sendt afsted under missionæren David Rosens ledelse. På Camorta anlagdes en ny bebyggelse, der kom til at hedde Frederikshøj. Men igen blev sygdom et problem, og Rosen måtte derfor flere gange flytte sin koloni i jagten på en sundere beliggenhed. Den sidste, Frederikshavn, blev anlagt i 1833. I 1834 var det fra regeringen besluttet at opgive kolonisationsforsøget, og Rosen måtte vende hjem. I 1839 udkom hans 258 sider lange illustrerede beretning ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer med en kort Skildring af Øernes naturlige Beskaffenhed” på eget forlag – et smukt indbundet eksemplar befinder sig i Håndbiblioteket. En Nicobarisk Familie, litografi fra Daniel Rosen, ”Erindringer fra mit ophold paa de Nikobariske Øer…”, 1839.   Da Tranquebar og Serampore i 1845 blev solgt til Storbritannien, var Nicobarerne den eneste danske koloni i Asien. Man havde stadig forventninger til, at den skulle kunne lønne sig og udrustede nu en ekspedition, der skulle anlægge en ny koloni på stedet, men som samtidig skulle være en videnskabelig ekspedition, der rejste hele jorden rundt i sin jagt på ny viden. Det blev én af de berømte danske ekspeditioner, der i 1845 sejlede ud med korvetten Galathea og sammenlagt 231 mand om bord. Galathea-ekspeditionen kom til at være tre år og blev en videnskabelig succes. Den affødte ligeledes en omfattende rejsebeskrivelse og en mængde videnskabelige resultater. Også Nicobarerne blev grundigt undersøgt, bl.a. af Hinrich Johannes Rink, der i 1847 affattede sin håndskrevne ”Beretning om Resultatet af de under Expeditionen til Nicobaröerne foretagne Geognostiske Undersögelser”, der befinder sig i Håndbiblioteket. Det var en undersøgelse af jordbunden og undergrunden på øerne, måske bl.a. fremkaldt af en engelsk forespørgsel om mulige kulforekomster på øerne, der kunne gøre dem til en station i den nye dampskibsdrevne søhandel. Hinrich Johannes Rink, Geognostisk Kaart over De Nikobariske Øer, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. Hinrich Johannes Rink, Grundrids af Kystdannelsen paa Sydvestsiden af Bambuka, fra manuskriptet ”Om Nikobaröernes Geognosie”. Håndtegning, 1847. ”Plutonisk” (lyslilla) betyder vulkansk.   Koloniseringen, der var hovedformålet, slog dog atter fejl: Igen blev Nicobarerne taget i besiddelse, igen blev der anlagt en koloni, bygget huse og plantet flag – og igen bredte sygdommene sig og gjorde bosættelsen uholdbar. I 1848 blev de sidste kolonister hentet hjem med korvetten Valkyrien. Forsøg på også at sælge Nicobarerne til Storbritannien mødte ikke den store interesse og blev først til noget i 1868. Over 100 års fejlslagne forsøg på at etablere sig på øerne var endelig slut og med det det danske kolonieventyr i Asien. I dag er Nicobarerne indisk territorium uden adgang for udenlandske turister.  

Christian 8.

Christian 8. var konge af Danmark fra 1839. Moderen var Sophie Frederikke, hustru til Christian 7.s bror arveprins Frederik; mange mener at faderen var arveprinsens adjudant.

Dronning Caroline Amalie

Caroline Amalie af Augustenborg blev i 1815 gift med den senere konge Christian 8. I 1839 blev hun landets sidste enevældige dronning. Caroline Amalie var meget optaget af forskellige sociale og humanitære spørgsmål, og hun stod bl.a. bag oprettelsen af flere hjem for forældreløse børn.

Grundlovens første år i Klæstrups album

Grundlovens første år i Klæstrups album Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov – Junigrundloven. På denne dato kan vi fortsat fejre Grundlovsdag uden dagen dog har status som Nationaldag hæftet med landsdækkende fejringer som i andre lande. Forklaringen kan måske findes i de tidligste fejringer af Grundloven i Danmark, hvor denne dag i høj grad blev markeret. I Håndbibliotekets samling findes tre store bøger med akvareller af tegneren P. C. Klæstrup (1820-1882), der afbilder livet i Danmark under de sidste oldenborgske konger (læs mere om Klæstrups akvareller her). Disse akvareller giver derfor også et indblik i tiden omkring Grundlovens underskrivelse. Klæstrups tredje bind omhandler Frederik 7.s regeringstid og dermed perioden 1848-1863. Da Frederik 7. blev konge i 1848 var han af sin far Christian 8. blevet pålagt at give danskerne en grundlov. I Christian 8.s sidste dage var der blevet påbegyndt et udkast til en sådan lov, der kort efter tronskiftet blev annonceret til det danske folk. I oktober 1848 blev Den Grundlovsgivende Rigsforsamling valgt og samme måned blev udkastet til loven præsenteret for forsamlingen. Nu begyndte diskussionerne om rettelser og tilføjelser til dette første udkast. På Klæstrups tegning ses forsamlingen i færd med netop dette arbejde. Man kan se mændene vifte med alt fra sprogændringer til lovforslag og emner såsom toldfrihed og det slesvigske anliggende. Her kan man også se, at Klæstrup havde en baggrund som vittighedstegner, da afbildningen har en lidt satirisk karakter, hvilket bakkes op af verset under billedet: ”Det myldrer af Forslag. Til at frelse Landet. Der fattes ei Villie – men nok noget Andet.” Klæstrup henviser formentlig til, at disse indledende diskussioner om Grundlovens udformning brød sammen, da alle 152 mænd gerne ville ytre sig. Efter et par måneder måtte man i december 1848 nedsætte et mindre udvalg på 17 mænd til at præsentere et udkast. Den 25. maj 1849 stemte Rigsforsamlingen ja til loven med kun fire stemmer imod og kort efter kunne kongen skrive under på Grundloven. Klæstrups gengivelse af arbejdet med loven er måske mere virkelighedstro trods den ironiske distance end den stoiske afbildning, som man kender fra Constantin Hansens maleri af Den Grundlovsgivende Rigsforsamling under dets første møde i 1848 (1860-64). C. Klæstrup ”Den grundlovgivende Rigsdag.” Constantin Hansen ”Den grundlovgivende Rigsforsamling” (1860-64) fotografisk gengivelse af Christian Neuhaus og trykt af Chr. Falkenberg’s Boghandel. (Kilde: Det Kongelige Bibliotek). De første år var grundlovsfejringen blevet afholdt ved private fester primært for politikere og andre højtstående borgere. Efter få år opstod dog langsomt et ønske om større offentlige fejringer for hele befolkningen. Dette blev for alvor til virkelighed i 1854, hvor danskerne kunne fejre femårsdagen for Grundloven. I Klæstrups album findes en afbildning af grundlovsfejringen på sletten ved Eremitagen, hvor tegneren formentlig har brugt P. H. Moldrups tryk fra begivenheden som forlæg. Selve fejringen var netop blevet muliggjort af de demokratiske principper om forsamlings- og ytringsfrihed, som Grundloven sikrede, men på mange områder var denne fejring stærkt politisk ladet. Lederen af regeringen A. S. Ørsted havde nemlig et ønske om at indskrænke Junigrundloven og dens frihedsrettigheder, dermed ønskede han ikke en fejring af Grundloven i sin daværende form i 1854. Ved at fejre Grundlovsdagen med en stor fest var dette altså en demonstration mod at indskrænke loven og dermed mod den daværende regering. Ved valget af Eremitagen understregede man, at støtten til kongen var stor, mens man samtidig lagde et pres på netop kongen, som man ønskede ville afsætte regeringen. P. C. Klæstrup ”Grundlovsdagen fejres paa Sletten ved Eremitagen.” H. Moldrup ”Den 5te Juni 1854” trykt af Buurskov og Henriques Forlag (Kilde: Det Kongelige Bibliotek). På trykket ses også forsiden og bagsiden af den medalje, der blev overrakt til Frederik 7., ligesom Carl Plougs hymne ”Mit Folk skal være frit” fra fejringen er gengivet. En række foreninger og selskaber dannede en festkomité, der skulle planlægge festlighederne i anledning af femårsdagen og få kongens tilladelse til at afholde disse ved Eremitagen. Komitéen overrakte den ordensglade Frederik 7. en medalje som tak for Grundloven og han blev eftersigende så rørt, at han gav tilladelse til fejringen, selvom han takkede nej til invitationen om at deltage. Derefter fulgte dagen, hvor man mødtes i Dyrehaven og gik i procession til festpladsen ved Eremitagen, hvor slottet var blevet pyntet med Dannebrog, blomster og løv. Foran slottet var rejst en obelisk, hvorfra Dannebrog vajede, ligesom hele pladsen var udsmykket med flag og vimpler (1854 var det første år, hvor folkelig flagning var blevet lovliggjort). Ydermere var der opstillet en buste af Frederik 7., der på kort tid var blevet udført af H. W. Bissen – busten ses dog tydeligere på Moldrups tryk end på Klæstrups gengivelse. Festen startede højtideligt med en hymne skrevet til dagen af Carl Ploug, hvorefter der fulgte sange og taler. Den mere uhøjtidelige del af fejringen varede dog resten af aftenen til mørkets frembrud med musik og dans, flere taler og forfriskninger i de telte, der var stillet op ved pladsen. I Dagbladet dagen efter konstaterede man, at 30.000 tilfredse mennesker havde deltaget i folkefesten, der aldrig før var overgået i hovedstaden. Morgenposten understregede endvidere, at folkets friheds- og frigørelsesfest var blevet muliggjort af kongen med hans tilladelse til fejringen, og at kongen derfor forstår folket langt bedre end politikerne. Selvom dette var en folkefest og en fejring af Grundloven, var der altså hele tiden underliggende politiske toner og motiver at finde. C. Klæstrup ”Fanetoget til Christiansborg Slot paa Grundlovsdagen.” H. Rosenkilde ”Grundlovsfesten 5te Juni 1863” (1863), fotografi. (Kilde: Det Kongelige Bibliotek) Året efter eremitagefejringen blev festlighederne afholdt i centrum af København i 1855, hvor de med få års undtagelser fulgte samme mønster frem til Frederik 7.s død i 1863. Fejringen blev nu arrangeret af kommunalbestyrelsen og hele byen var udsmykket med flag og de rød/hvide farver. Kongens sidste grundlovsfejring ses afbildet i Klæstrups album, hvor tegneren har fundet sit forlæg i et fotografi af begivenheden taget af G. H. Rosenkilde. Christiansborg Slot dannede rammerne om fejringen, hvor et faneoptog gik gennem byen fra Eksercerpladsen og passerede Christiansborg, hvor man sendte en hyldestdeputation til kongen, der nu deltog aktivt i fejringen. Herefter viste Frederik 7. sig som oftest i vinduet, hvor han takkede forsamlingen og der blev sunget til ære for ham. I 1863 viste han sig på balkonen over balustraden, hvor han takkede for folkets kærlighed og udtrykte glæde over den lykke Grundlovsdagen gav folket. Herefter betragtede Frederik 7. optoget fra sit vindue, da det fortsatte gennem byen mod Tivoli. I Tivoli fulgte fejringen derefter med taler og så en mere uhøjtidelig fejring med musik, teater og fyrværkeri. Frederik 7. var centrum for Grundlovens fejring, og efter hans død overtog Christian 9. ikke i samme grad denne rolle. Han deltog kun få gange i fejringen i starten af sin regeringstid og med tiden stoppede fanetoget med at passere kongen på Christiansborg Slot. I slutningen af 1860’erne blev Grundlovsdag først og fremmest en politisk magtkamp mellem de forskellige partier, der afholdte hver deres fejring. Visse partier valgte fortsat at passere gennem Christiansborg Slot for at hylde rytterstatuen af Frederik 7., men efter slottets brand i 1887, hvor området lå i ruiner, gled kongen ud af festlighederne til fordel for politiske programmer og agendaer. Klæstrups afbildninger er derfor vidnesbyrd om Grundlovsdag som en folkefest, hvor demokratiet blev fejret og kongen var i centrum i den korte periode, hvor dette var tilfældet. De underliggende politiske toner i fejringen i disse år blev i høj grad udtalte senere hen og kom til at præge fejringerne fremover, hvor Frederik 7.s person ikke længere var Grundlovens personificering. Læs mere her: Dagbladet, Nr. 128 den 6. juni 1854, Nr. 129 den 7. juni 1854 og Nr. 130 den 6. juni 1863 Morgenposten, Nr. 114 den 8. juni 1854 og Nr. 66 den 8. juni 1863 Fædrelandet, Nr. 128 den 6. juni 1854 og Nr. 128 den 6. juni 1863 Berlingske Tidende, Nr. 128 den 6. juni 1854 og Nr. 129 den 6. juni 1863 Historie, Magt og Identitet – Grundlovsfejringer gennem 150 år (2005) Anette Warring, Aarhus Universitetsforlag Grundloven (2017) Bertel Nygaard, Aarhus Universitetsforlag Vor Forfatnings-Historie 1848-1866 (1868) J. A. Hansen, København