Gallasalen
Bemærk venligst, at dette rum og også hele beletagen på Amalienborg Museum er lukket den 30. og 31. januar 2025 på grund af et arrangement. Entreprisen er derfor blevet nedsat i disse dage.
Gallasalen er palæets største rum og hører blandt de smukkeste interiører i Danmark. Salen er hovedværket i Nicolai Abildgaards restaurering af palæet, som blev foretaget efter den kongelige overtagelse af Amalienborg i 1794. Gallasalen blev senest renoveret i 1980’erne, hvor interiøret blev bragt i overensstemmelse med Abildgaards originale tegninger.
Stilen er strengt nyklassicistisk, og de gennemgående gule og blå farver giver Gallasalen en helt særlig stemning. Salen har et pragtfuldt udskåret kassetteloft, som Abildgaard i sin tid fik hævet til 8 meters højde for at gøre rummet mere harmonisk.
Statuerne af Euterpe og Terpsikore, muserne for musik og dans, er lavet af en ung Bertel Thorvaldsen. Han har formentlig også udført dansefriserne, der ligesom vinrankerne på konsolbordene er med til at understrege, at rummet er skabt til festlige lejligheder.